Akademisk medarbejder til Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Københavns Kommune

fuldtid
Akademisk medarbejder til Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Københavns Kommune
  • Den Sociale Hjemmepleje - Københavns Kommune
  • Vibevej 9, 2400 København NV
Har du interesse for kriminalpræventivt arbejde, og vil du bruge dine analytiske evner helt tæt på praksis?
Vil du bidrage til at gøre en forskel for borgere, der ønsker at forlade kriminalitet?
Vil du være en del af en politisk styret organisation, hvor din interesse for kvantitative analyser og praksisrettede evalueringer vil medvirke til at udvikle vores kriminalpræventive indsatser og udvide den faglige viden om målgruppen?

Hvis svaret er ja, vil vi gerne høre fra dig.

Om Enheden for Kriminalpræventive Indsatser (EKI)
I EKI arbejder vi målrettet med borgere (16+), der er involveret i alvorlig kriminalitet, bande- og rockermiljøer samt ekstremistisk motiveret kriminalitet. Vores engagerede team på 28 medarbejdere stræber efter at skabe varige positive forandringer gennem strukturerede samtaler, socialfaglig vejledning og kropsterapi. Hos os værdsætter vi en åben og tillidsbaseret dialog, faglig sparring og en uhøjtidelig omgangsform, og vi støtter hinandens udvikling af både faglige og personlige kompetencer. Som en del af EKI vil du opleve et samarbejdsmiljø, hvor vi deler viden og erfaringer på tværs af fagområder, forvaltninger og myndighedsområder for at levere den bedste indsats til borgerne og støtte dem i at leve et kriminalitetsfrit liv.

EKI er en del af Center for Aktivitet, Beskæftigelse og Støtte i Egen Bolig. Du vil blive en del af området Housing First, Opsøgende og Kriminalpræventive Indsatser i Socialforvaltningen.

Om stillingen
I 15 år har vi videreudviklet vores viden og erfaringer indenfor det kriminalpræventive arbejde, og du vil som akademisk medarbejder have en central rolle i vores fortsatte udvikling gennem analyser, evaluering og kvalitetssikring sammen med vores anden akademiske medarbejder. Du vil udarbejde statistiske analyser og databaseret ledelsesinformation, og du vil medvirke til den fortsatte udvikling af indsatserne, både gennem evaluering og i samarbejde med enhedens ledelse om det strategiske og politiske arbejde. I EKI har vi en stærk evalueringskultur, som du vil bidrage til at opretholde og udvikle, primært ved at din tilgang til evaluering er, at den skal skabe viden, der kan anvendes i praksis, og som giver mening for dine kolleger, der arbejder borgerrettet. Vi søger en kollega med stor interesse for kvantitative metoder, som samtidig kan bidrage til de kvalitative undersøgelser og evalueringer.

Om dig
Vi leder efter en kandidat, der

  • har en lang videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, fx cand.soc. (kriminologi), cand.scient.soc., cand.scient.adm. eller tilsvarende
  • er solidt funderet indenfor kvantitative og kvalitative metoder
  • har interesse for og gerne erfaring med kvantitative analyser og har flair for databearbejdning i Excel eller lignende
  • har interesse og viden indenfor det kriminalpræventive felt
  • er detaljeorienteret og går systematisk til opgaverne
  • har gode skriftlige formuleringsevner, og kan formidle kompleks viden på en let og forståelig måde
  • kan understøtte to kriminologistuderende fagligt og metodisk hvert efterår som en del af deres praktikforløb i EKI
  • er selvstændig og tager ejerskab for opgaverne
  • kan lide at indgå i et stærkt fagligt og socialt fællesskab og har en hjælpsom og positiv tilgang til dine kolleger
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads tæt på praksis med engagerede og erfarne kollegaer, der alle bidrager til meningsfulde indsatser for den enkelte borger. Vi har et sundt arbejdsmiljø og høj trivsel i medarbejdergruppen, og der er gode muligheder for kompetenceudvikling. I EKI har vi fokus på kvalitet og udvikling, og som akademisk medarbejder vil du få stor indflydelse på evalueringsdesign og udvikling i enheden, og du vil arbejde med en vigtig samfundsopgave under stor politisk bevågenhed.

Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Vi forventer, at du kan starte den 1. januar 2026. Løn i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelse anmoder vi om straffeattest. Arbejdsstedet er på HC Andersens Boulevard 25 i København V.

Yderligere oplysninger
Er du interesseret, er du velkommen til at ringe til tilbudsleder Katrine Petersen Due på 21 57 78 12.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Søg via linket senest onsdag den 5. november 2025
Vi holder samtaler hhv. fredag den 14. november og torsdag den 20. november.

Log ind