Udenrigsministeriet søger ny Sector Advisory Team lead for finansiering

fuldtid
Udenrigsministeriet søger ny Sector Advisory Team lead for finansiering
  • Udenrigsministeriet
  • Asiatisk Plads 2, 1402 København K.
Udenrigsministeriet søger ny Sector Advisory Team lead for finansiering Med lanceringen af Udenrigsministeriets nye Handlingsplan for et aktivt og effektivt økonomisk diplomati, samt den nye udviklingspolitiske strategi ”Verden i opbrud - Partnerskaber i udvikling” kommer kommerciel finansiering til at spille en endnu mere central rolle i Udenrigsministeriet. Som vores Sector Advisory Team (SAT) lead for finansiering bliver du afgørende for at sætte strøm til samtænkningen på tværs af finansieringsinstrumenter og internationalisering af danske virksomheder.

Opgaver og ansvar

Det er regeringens prioritet at understøtte danske virksomheders internationaliseringsrejse og ikke mindst øge deres tilstedeværelse på nye vækstmarkeder. Finansiering, investering og risikohåndtering spiller en stadig større rolle for danske virksomheders internationalisering. Behovene varierer afhængig af størrelse, erfaring og geografi.

Som SAT lead skal du bl.a. sikre, at de instrumenter, som den danske stat råder over - fra mindre tilskudsordninger til store egenkapitalfinansieringer - er fit for purpose og reelt understøtter virksomheder på forskellige stadier af deres internationaliseringsrejse.

Du vil blive ansvarlig for at udbrede kendskabet til instrumenterne, og - i samarbejde med interne og eksterne partnere - løbende sørge for at forretningsudvikle instrumenter i samarbejde på tværs af myndigheder, finansieringsinstitutioner og dansk erhvervsliv.

Du skal sikre, at finansiering bliver en central løftestang i Trade Councils rådgivning og skal konkret medvirke til, at Trade Council’s medarbejdere på repræsentationerne kan yde strategisk rådgivning til danske virksomheder om finansiering på vækstmarkeder på tværs af de danske styrkepositioner. Du vil i den forbindelse, sammen med kommercielle rådgivere, indgå i konkret rådgivning af danske virksomheder.

Endelig skal du arbejde for at fremme dansk finansiering og deltagelse i store internationale projekter. Du skal bl.a. arbejder for danske deltagelse i EU’s Global Gateway initiativ og sikre mulighed for at samordne finansiering af større projekter i udviklingslande.

Hvem er du?

Du har en bred erfaring med international finansiering af danske virksomheder, gerne fra en af de danske statslige finansielle institutioner eller banker. Vi forventer også, at du har international erfaring. Gennem dine solide formidlingsevner er du både i stand til at formidle komplekse finansieringsløsninger. Du er samarbejdsorienteret og evner bl.a. at samle interne og eksterne partnere skabe fælles fodslag, når der skal findes løsninger på tværs af forskellige dagsordener. Du har god politisk forståelse og er interesseret i at tage initiativ og styring i en politisk drevet kontekst.

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være cand.merc., MBA, cand.polit., eller lignende. Det vigtigste er at omdrejningspunktet har været finansiering.

Organisatorisk placering

Du vil til dagligt indgå i Udenrigsministeriets kontor for Grønt Diplomati og Klima på Asiatisk Plads i København og bliver en del af et team med 8 andre SAT ledere inden for hver af de danske styrkepositioner: Energi, Fødevarer og Biosolutions, Vand og Miljø, Maritim, Sundhed og bioteknologi, Forsvar, Digital og Tech og Bæredygtige Værdikæder.

Løn og ansættelsesvilkår

Der er tale om en midlertidig ansættelse frem til 31. december 2027 med eventuel mulighed for forlængelse.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være som specialkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation.

Du ansættes på fuldtid som specialist til denne stilling, dvs. at du ansættes uden forflyttelsespligt.

Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.

Tiltrædelse

1. september eller snarest muligt derefter (afhængigt af sikkerhedsgodkendelsen)

Ansøgningsfrist og kontakt

Ansøgningsfristen er tirsdag den 1. juli 2025. Vi forventer at afholde samtaler i perioden 9.-11. juli. Du søger under ”Job” på www.um.dk. Du skal indsende en målrettet og motiveret ansøgning på maksimum 1 side og et CV indeholdende oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde og øvrige kvalifikationer, niveau for sprogkundskaber, referencer m.v. Vedhæft venligst dit eksamensbevis. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.

Skulle du have spørgsmål til stillingen, som ikke er besvaret i opslaget eller kan findes på www.um.dk, er du meget velkommen til at kontakte Jakob Tvede, e-mail jaktve@um.dk, og hvis du har spørgsmål til løn og vilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Brink, e-mail metmad@um.dk, tlf. 33920288.

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.

Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet.

Om os

Udenrigsministeriet varetager Danmarks internationale interessevaretagelse i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik, europapolitik, udviklingssamarbejde, grønt diplomati, borgerservice, handelspolitik, samt den offentlige eksport- og investeringsfremme. Udenrigstjenesten består af ministeriet i København (hjemmetjenesten med ca. 1000 medarbejdere) og ca. 100 repræsentationer i verden (udetjenesten med ca. 2000 medarbejdere). Udenrigsministeriet arbejder for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. Vi stræber efter at være en kompetent, effektiv, udadvendt og serviceorienteret virksomhed, samt en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling.



#Ministry of Foreign Affairs of Denmark

Log ind