To erfarne konsulenter til tværkommunalt sekretariat for de nordsjællandske kommuner

fuldtid
To erfarne konsulenter til tværkommunalt sekretariat for de nordsjællandske kommuner
  • Ældre og Sundhed
  • Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød
Vil du være med til at løfte arbejdet i det kommende Sundhedsråd Nordsjælland? Kender du til det nære sundhedsvæsen og psykiatrien. Kan du både skrive, koordinere og samarbejde? Så er du måske en af de to nye kolleger, vi søger til et nyt tværkommunalt sekretariat i Nordsjælland, som skal understøtte de kommunale politikere i Sundhedsråd Nordsjælland og sikre tværkommunal koordinering til gavn for borgerne.

Om sundhedsrådene
Sundhedsrådene er en ny tværsektoriel politisk organisering på sundhedsområdet. Rådene skal opbygge og understøtte stærke sundhedsindsatser tættere på borgerne og sikre bedre sammenhæng på tværs af hospitalerne, kommunerne og praksissektoren. Det indebærer blandt andet, at sundhedsrådene får som en central opgave at udmønte midler til nære indsatser i både regioner og kommuner. Det kan f.eks. være konkrete rammer for almenmedicinsk lægedækning på plejehjem og botilbud eller etablering af udgående funktioner fra hospitaler til understøttelse af det nære sundhedsvæsen.

Flere sundhedsbeslutninger skal træffes tættere på borgerne, så tilbuddene i højere grad indrettes efter lokale behov, og sundhedstilbuddene i højere grad tilbydes uden for hospitalerne, herunder i borgerens eget hjem.

Sundhedsrådets opgaver indebærer således
  • det umiddelbare politiske ansvar for strategi og planlægning af driften af hospitalerne
  • lokal planlægning af almenmedicinske tilbud og praksissektor
  • håndtering af de sundhedsopgaver, som flyttes fra kommunerne. Det gælder akutsygepleje, patientrettet forebyggelse, specialiseret rehabilitering og dele af genoptræningen på avanceret niveau samt midlertidige ophold på nye regionale sundheds- og omsorgspladser.
  • det umiddelbare ansvar for regionens opgaver på socialområdet.

Om stillingerne og de vigtigste opgaver
Udrulningen af sundhedsreformen er i fuld gang i de otte nordsjællandske kommuner. De otte kommuner har allerede i dag et godt samarbejde og gode relationer – både politisk og på direktør-, chef- og konsulentniveau. De otte nordsjællandske kommuner er Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm.

De nye opgaver og beslutningsfora som følger med sundhedsreformen, kalder på et endnu tættere samarbejde og en stærkere koordinering. Derfor har kommunerne besluttet at oprette et nyt tværkommunalt sekretariat, som i første omgang skal have fokus på at understøtte arbejdet i Sundhedsråd Nordsjælland.

Da sekretariatet er nyt, skal vi i fællesskab definere opgaver og indhold, men vi forventer, at de vil befinde sig inden for områderne beskrevet nedenfor.
Mødeforberedelse til Sundhedsråd Nordsjælland

Her skal du og dine kolleger blandt andet løse opgaver, som
  • Udarbejde dagsordener til sundhedsrådets møder i samarbejde med regionen, med særligt henblik på at sikre kommunale opmærksomhedspunkter.
  • Understøtte forberedelse af de kommunale medlemmer i sundhedsrådet på tværs af de otte kommuner med henblik på at sikre en stærk fælles kommunal stemme og fælles fodslag.
  • Koordinere med det regionale sekretariat om mødernes indhold, prioriteringer mm.

Koordination på tværs af kommunerne
  • Her skal du og dine kolleger blandt andet løse opgaver, som:
  • Udarbejde dagsordener og koordinere i forhold til et forventet underliggende administrativt forum på tværs af kommuner og region (svarende til den nuværende Faglig Sundheds-klynge Nord).
  • Deltage i og eventuelt facilitere et konsulentnetværk på tværs af de otte kommuner i Nordsjælland.
  • Erfaringsudveksling med de kommunale sekretariater for de øvrige sundhedsråd i Region Østdanmark.
  • Koordination med KKR med henblik på at fokusere opgave-porteføljen for sekretariatet.
  • Sikre et stærk tilbageløb til de lokale kommunale sekretariater og konsulenter i de otte nordsjællandske kommuner.

Understøtte og følge op på fælles målsætninger og indsatser
Her skal du og dine kolleger blandt andet løse opgaver, som
  • Datatræk og analyser på udvalgte områder med tværkommunal interesse. En af de første store opgaver bliver at understøtte overdragelsen af de opgaver der flyttes fra kommuner til regionen og udarbejdelsen af en nærsundhedsplan.
  • Understøtte og følge op på tværkommunale indsatser i de otte nordsjællandske kommuner.
  • Sikre fokus på samarbejdet bl.a. ift. psykiatrien.

Du vil til alle opgaverne skulle indgå i et tæt samarbejde med de kolleger i de nordsjællandske kommuner, som arbejder med udviklingen af det nære sundhedsvæsen - både på konsulent-, chef- og direktørniveau.

Vigtige kompetencer for at lykkes i stillingen
For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du
  • Har stor erfaring og indsigt inden for området, herunder særligt udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
  • Har et godt strategisk blik og overblik.
  • Kan kunsten at samarbejde og koordinere på tværs – også når interesser og prioriteringer kan være forskellige i kommunerne.
  • Er god til at kommunikere – både i tale og på skrift.
  • Arbejder selvstændigt og kan drive opgaver og processer frem.
  • God forståelse for data og erfaring med at arbejde med datadrevet ledelse.
  • Har sekretariatserfaring og erfaring fra en politisk organisation og med at skrive til politisk niveau.
  • Tager opgaverne alvorligt, problemer let og ser livet fra den lyse side.

Placering og bemanding af det nye sekretariat
Sekretariatet vil bestå af tre konsulenter, hvoraf du bliver den ene af de to nye konsulenter, som skal arbejde fuld tid i sekretariatet. Den tredje konsulent vil indgå med ½ årsværk, som i dag er allokeret til at betjene den nuværende sundhedsfaglige klynge på vegne af de otte kommuner i Nordsjælland.

I første omgang vil de to nye konsulenter blive ansat i Hillerød Kommune med kontor på rådhuset. Der vil blive truffet politisk beslutning om placering af sekretariatet efter kommunalvalget i november 2025. Lederen af sekretariatet vil blive den relevante chef i den kommune, hvor sekretariatet får til huse.
Du skal derfor være indstillet på, at geografien vil kunne ændre sig. Ring gerne med spørgsmål til processen.

I Hillerød Kommune sidder vi i storrum, men har lokaler til møder, fordybelse, telefonsamtaler mv. Vi arbejder fleksibelt, og der er mulighed for hjemmearbejde.

Ansøgningsforløbet
Ansøgningsfristen er den 25. september 2025 og du sender din ansøgning inklusiv relevante bilag via linket.

Vi forventer at holde de første samtaler den 7. og 10. oktober 2025 og anden samtaler den 28. oktober 2025. Til anden samtale vil der være en case, der skal løses.

Stillingerne er med opstart 1. december 2025.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst, og lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation.

Dette kan vi tilbyde i Hillerød Kommune
Ud over en attraktiv arbejdsplads med højt til loftet og stor mulighed for at præge jobbet, så bliver du også del af en værdibaseret organisation, hvor vi lægger vægt på værdierne TITO – Tillid, Interesse, Tid og Omsorg.

Hillerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland med ca. 56.000 indbyggere, og fordi vi er en udviklingskommune, har vi konstante ambitioner om et højt kvalitetsniveau.

Det betyder, at vi kan tilbyde en spændende og udviklende arbejdsdag og et tæt samarbejde med de gode kolleger i Fællessektionen og på tværs af de andre afdelinger i Hillerød Kommune.

Der er røg- og nikotinfri arbejdstid i Hillerød Kommune og mulighed for en times bevægelse om ugen i arbejdstiden sammen med kolleger.

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef i Ældre og Sundhed, Malene Størup på telefon 25 14 17 98. Du kan også kontakte chefkonsulent, Christian Blaase Johansen på telefon 72 32 34 12 eller specialkonsulent Gry Næsby på telefon 72 32 34 72.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.

25. september 2025

 

Log ind