Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs økonomienhed søger specialkonsulent

fuldtid
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs økonomienhed søger specialkonsulent
  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
  • Nyropsgade 30, 1602 København
Har du evner for og lyst til at bidrage til vores økonomienheds ambition om at være blandt statens bedste, hvad angår kvalitet, effektivitet og trivsel, og vil du være med til at udfylde rammerne for den grønne omstilling af dansk landbrug og fortsat økonomisk bæredygtig erhvervsudvikling m.m., så er du et godt bud på ny medarbejder i Styrelsens for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs økonomienhed i København.

Opgaver i Økonomi
Økonomienheden i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø varetager stort set alle de økonomiopgaver, der varetages i en statslig økonomifunktion. Styrelsen har en omfattende it-organisation og administrerer en lang række nationale og EU-finansierede tilskudsordninger og forskningsmidler, hvilket vi anvender en del af enhedens ressourcer på, og styrelsen har også en omfattende reguleringsaktivitet.

Endelig har enheden også ansvaret for facility management i styrelsen. Vi har lige nu brug for en specialkonsulent med erfaring inden for følgende fagområder:

  • Månedlig løncontrolling og lønprognosticering
  • Budget- og regnskabsopfølgning, både på enheds- og styrelsesniveau
  • Bevillings- og budgetstyring af driftsvirksomhed
  • Løbende interne budgetsager i styrelsen
  • Finansiel controlling, herunder efterposteringer
  • Bidrag til Økonomienhedens udviklingsprojekter, hvor fokus pt. er på udviklingen af ledelsesinformation, produktionsstyring samt en ny registreringsramme til styrelsens driftsøkonomi
Vi har mange opgaver i enheden, og det er derfor et krav, at du har erfaring med ovennævnte opgaver, og at du selvstændigt kan varetage ansvaret for disse. Herudover skal du have erfaring med at arbejde i Navision Stat samt Statens BI / LDV, særligt hvad angår SLS-kuber.

Derfor skal du vælge Økonomi i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
Der er stor efterspørgsel efter kvalificerede medarbejdere på det danske jobmarked – det mærker vi også hos os. Derfor lægger vi virkelig stor vægt på at skabe en attraktiv arbejdsplads, ikke bare når du tiltræder, men gennem hele din ansættelse hos os. Vi har særlig fokus på følgende indsatsområder:

  • Kontinuerlig udvikling, hvor vi gennem kompetenceudvikling og arbejdet med udfordrende arbejdsopgaver gør dig til en attraktiv medarbejder, ikke bare for styrelsen, men også for det øv-rige jobmarked
  • Meningsfulde opgaver, som kan kobles til styrelsens overordnede formål
  • Et humørfyldt, socialt trygt og inspirerende arbejdsmiljø med respekt for vores forskelligheder såvel fagligt som menneskeligt
  • Fleksibilitet i opgavevaretagelse, hvad angår tid og sted, og med respekt for helheden
Det er vigtigt, at du er klar til at tage ansvar for din udvikling og dine arbejdsopgaver, og du skal have en tilgang til arbejde og kollegaer, som matcher vores værdier.

Økonomienheden
Enheden Økonomi i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø består af ca. 58 medarbejdere, og er placeret i både København og Odense. Vi besøger hver især løbende styrelsens lokationer i København, Odense Augustenborg og Tønder m.fl., så der vil være rejseaktivitet forbundet med jobbet.

Enheden er organiseret i 7 teams med hver sin leder.

Om dig
Du er glad for tal og systemer, og kan finde glæde i et veludført Excel-ark. Du arbejder analyseren-de og procesorienteret, og kan naturligt veksle imellem at se på detaljer og have overblik. Du er god til at gennemskue komplekse problemstillinger, og evner at formidle dem enkelt og klart samt ser samarbejde som nøglen til de bedste resultater.

Selvsagt bruger vi mange it-værktøjer i dagligdagen, hvorfor du som minimum har Word- og Excel-kompetencer. Derudover skal du have mod på at lære nye systemer at kende, da de vil blive en del af din hverdag.

Du skal have flere års erfaring med arbejdet i en økonomifunktion, der matcher kravene til at være specialkonsulent.

Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat som specialkonsulent i henhold til gældende overenskomst i staten. Lønnen fastsættes på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i København, Nyropsgade 30, 1780 København V.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Kontakt
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Johnny Emlington Darling på johdar@sgav.dk.

Du kan læse om Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på www.sgav.dk.

Ansøgning
Søg stillingen ved at sende en ansøgning inkl. cv, eksamensbevis og evt. referencer online i vores rekrutteringssystem (tryk på ”Søg stilling”) senest den 26. juni 2025.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende.

Log ind