Specialkonsulent til faglig ledelse og koordinering i forskningssekretariat

fuldtid
Specialkonsulent til faglig ledelse og koordinering i forskningssekretariat
  • Uddannelses- og Forskningsministeriet
  • Asylgade 7, 5000 Odense C
Vil du spille en central rolle i udviklingen og koordineringen af bedømmelsesprocesser, der fremmer banebrydende forskning i Danmark? Har du erfaring med forskning, internationale opgaver eller faglig ledelse? Og har du lyst til at være en del af et fagligt stærkt team, hvor samarbejde er i højsædet?

Om stillingen
I stillingen som specialkonsulent hos Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) får du ansvar for den faglige ledelse af fondens eksterne bedømmelse. Fonden sender årligt en afgrænset del af fondens ansøgninger i ekstern bedømmelse blandt internationale forskere. Denne bedømmelsesproces er aktuelt under omdannelse i samarbejde med fondens bestyrelse. Heri ligger en stor koordinerende opgave, der også indebærer faglig ledelse og vejledning af en medarbejdergruppe i kontoret.

Din primære opgave består af:

  • Faglig ledelse af Danmarks Frie Forskningsfonds eksterne bedømmelse.
Du vil også få andre faglige ledelses- og koordineringsopgaver i sekretariatet. Disse vil blive sammensat efter din profil, men kan eksempelvis bestå af

  • Faglig ledelse af sekretariatsbetjeningen for et af fondens faglige råd eller tematiske udvalg
  • Faglig ledelse og administrativ håndtering af et eller flere af fondens virkemidler
  • Koordinering af et eller flere af fondens internationale samarbejder i enten nordisk eller europæisk regi
  • Faglig ledelse af ad hoc-baserede udviklingsopgaver i fond og sekretariat, eksempelvis udvikling af fondens årshjul, udarbejdelse af oplæg til et af fondens opslag, udvikling af virkemidler mv.
Om dig
For at få succes i jobbet, forventer vi, at du:

  • Besidder gode planlægnings- og koordineringsevner
  • Er samarbejdsorienteret – og formår at varetage tværorganisatoriske opgaver
  • Er selvstændig og trives med at påtage dig et stort ansvar
  • Har indsigt eller interesse i forskningsfaglige peer review-systemer
  • Kan kommunikere klart og præcist på dansk og engelsk
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse – eksempelvis cand.mag, cand.scient eller cand.scient.pol. Derudover forventer vi, at du har relevant erhvervserfaring – eksempelvis fra en styrelse eller fra forskningsområdet. Det er en fordel, hvis du har erfaring med internationale opgaver og faglig ledelse.

Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF)
DFF udgør et kontor i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen med beliggenhed i Odense. Du bliver en del af et sekretariat, der består af ca. 35 engagerede medarbejder, som har et tæt samarbejde på tværs af to funktionsopdelte områder. Vi bidrager med administrativ, strategisk og politisk støtte til fondens arbejde med at fremme banebrydende forskning gennem bevillinger til forskningsprojekter, der udspringer af forskernes egne initiativer. Årligt behandler vi omkring 3.000 til 4.000 ansøgninger og tildeler omkring 1,7 milliarder kroner i bevillinger til cirka 400 forskningsprojekter.

Du bliver en del af området Forskningsfinansiering, hvor vi er ca. 18 medarbejdere. Vi har fokus på forskningsadministrative opgaver ifm. sekretariatets betydelige drifts- og proces-opgaver vedrørende opslag og udmøntning af fondens midler til forskning. Det omfatter arbejde med fondens opslag af midler, modtagelse af ansøgninger, dialog med rådsmedlemmer og ansøgere samt understøttelse af de faglige råd og udvalg før, under og efter uddelingsmøder. Derudover understøtter vi bl.a. arbejdet med fondens strategiske fokusområder, udvikling af fondens elektroniske ansøgningssystem og rådenes internationale samarbejde i Norden og EU.

I området og på tværs af sekretariatet har vi et stærkt fællesskab, der er kendetegnet af høj faglighed og samarbejde om fælles mål, og hvor der samtidig er en uformel tone og plads til mange gode grin.

Skal du være med til at forme fremtiden?
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Hos os bliver du en del af en kultur med høj faglighed og stærk samarbejdskultur. Vi sætter studerende, forskere og borgere i centrum for arbejdet og er ambitiøse på egne og uddannelses- og forskningssektorens vegne

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen på telefonnummer 7231 8417 eller på e-mail lec@ufm.dk

Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest den 3. juni 2025.

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 24 og anden samtalerunde i uge 25. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedsanalyse, og der kan i forbindelse med ansættelsessamtalerne blive brugt case. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige adgang.

Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I styrelsen har vi ansvar for en bred vifte af opgaver, der går ud på at forvalte de retlige rammer og statslige bevillinger til forskning, videregående uddannelse, videnbaseret innovation og SU – både nationalt og internationalt. Vi bidrager samtidig til den løbende drift, styring, kvalitetsudvikling og tilsyn med institutionerne på ministerområdet.

#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Log ind