Skal du være med til at udvikle og fremtidssikre sundhedsområdet med afsæt i et kommunalt perspektiv? Vil du sætte dit aftryk på de nordjyske kommuners arbejde med at implementere sundhedsreformen? Og trives du i et levende miljø med mange samarbejdspartnere? Så søg denne stilling, hvor du får mulighed for at udvikle og understøtte det tværkommunale samarbejde og dialogen med regionsrådet inden for rammerne af den nye sundhedsreform.
Med sundhedsreformen, hvor der bl.a. etableres to nye sundhedsråd i Region Nordjylland, ændres rammerne for kommunernes samarbejde og interessevaretagelse på sundhedsområdet. Derfor har KL besluttet at etablere ét sundhedskoordinationsforum (SKF) i hver region bestående af repræsenter for de kommunale medlemmer af sundhedsrådene. Formålet er at understøtte koordination mellem kommunerne og sikre en fælles kommunal interessevaretagelse på sundhedsområdet.
Vi søger en erfaren konsulent til at understøtte samarbejdet i og omkring det nordjyske sundhedskoordinationsforum i et tæt samarbejde med formandskabet og forummets medlemmer, de kommunale sundhedsforvaltninger samt kollegaer med arbejdssted i de øvrige regioner og i KL-huset.
Din hverdag
Som konsulent i sundhedskoordinationsforum Nordjylland kommer du til at arbejde tæt sammen med SKF-formandskabet, de kommunale politikere i SKF og sundhedsrådene samt de kommunale topledelser på sundhedsområdet om det tværkommunale samarbejde i Nordjylland. Du får en bred kontaktflade – både politisk og administrativt – og en særdeles varieret arbejdsdag.
Din hovedopgave er at sikre en professionel sekretariatsbetjening af sundhedskoordinationsforum Nordjylland og understøtte de 11 kommuner i udviklingen af det tværkommunale samarbejde på sundhedsområdet, herunder bistå det politiske formandskab med at repræsentere kommunerne på sundhedsområdet.
Du kommer med ombord i en spændende tid, hvor implementeringen af sundhedsreformen og kommunernes nye rolle nyder stor bevågenhed lokalt og nationalt. I tæt dialog med den politiske ledelse og kommunale kollegaer lokalt, regionalt og i København, bliver det din opgave at etablere arbejdsgangene omkring det nye forum og de bedst mulige forudsætninger for at kommunerne kan udøve indflydelse på udviklingen af det samlede sundhedsvæsen og den kommunale sundhedsopgave.
De opgaver inkluderer derfor at:
- Understøtte politisk koordination på tværs af sundhedsråd
- Videndele og sparre med formandskabet og kommunale topledelser
- Indkalde og forberede møder i SKF i samarbejde med formandskabet
- Etablere og understøtte dialog mellem formandskab og regionsrådsformand
- Etablere og drifte administrativt netværk på tværs af sundhedsråd
Politisk tæft, kommunal erfaring og drive
Stilling forudsætter, at du har et betydeligt personligt drive og evne til at arbejde selvstændigt og struktureret. Du skal have erfaring med at arbejde med politisk betjening og konkret erfaring med fagområder med relevans for stillingen.
Din profil er samarbejdsorienteret, og du formår at arbejde løsningsorienteret og inddragende med blik for at komme i mål med fælles visioner og holdninger til udviklingen af det kommunale sundhedsområde. Du skal trives med at etablere netværk og have en bred samarbejdsflade.
Den ideelle kandidat kan sætte kryds ved alle eller flere af nedenstående kompetencer:
- Erfaring med sekretariatsbetjening fra en politisk ledet organisation
- Erfaring med sundhedsområdet eller andre dele af den kommunale forvaltning
- Politisk flair og en god fornemmelse for politiske og administrative arbejds- og beslutningsgange
- Evnen til at styre komplekse politiske og administrative processer og skabe strategisk overblik
- Gode kommunikationsevner (skriftligt og mundtligt)
- Personlig gennemslagskraft
- En lang videregående uddannelse
Afhængig af kompetencer kan stillingen besættes som special- eller chefkonsulent.
Du bliver en del af KL’s kontor for sundhed og ældre
Dit primære arbejdssted er i Nordjylland og du vil organisatorisk være knyttet til KL’s Center for Sundhed og Ældre i København. Du skal derfor være indstillet på en vis rejseaktivitet i forbindelse med regelmæssige møder i København eller andre dele af landet.
KL’s kontor for Sundhed og Ældre består af ca. 35 medarbejdere inklusiv fire medarbejdere med decentralt arbejdssted, der har som deres primære arbejdsopgave at betjene KL’s sundhedskoordinationsfora i hver sin region. Kontoret rummer bl.a. KL’s reformsekretariat for sundhedsreformen, ligesom implementering af ældrereformen også fylder meget i kontoret.
Du bliver ansat på et tidspunkt, hvor reformen fortsat er under implementering, og KL såvel som kommunerne i regionen er ved at tilpasse sin organisering til den nye struktur. Det betyder også, at du får mulighed for at udøve indflydelse på de nærmere rammer for dit arbejde.
Det praktiske
Send os din ansøgning og CV senest den 5. juni 2025. Vi håber at sige velkommen til vores nye kollega d. 1. august.
Der bliver afviklet to ansættelsesrunder, hvor den første samtale finder sted i Nordjylland d. 10. juni og den anden i København d. 20. juni. Ifm. andensamtalen anvendes forventeligt en mindre case-opgave.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til specialkonsulent Haukur S. Thorsteinsson på 2128 7370 eller hast@kl.dk, eller til teamleder for sundhed Allan Wessel på 5074 3461 eller alwe@kl.dk.