”Personbeskatning er et bredt sagsområde, og derfor vil du løbende møde nye interessante problemstillinger – også formelle problemstillinger”. Sådan fortæller en kollega i kontoret om arbejdet som sagsbehandler. Vil du dykke ned i samfundsrelevante skatteretlige problemstillinger? Bliv en del af et fagligt stærkt hold sagsbehandlere i Odense, som behandler klager over personbeskatning og omkostningsgodtgørelse.
Juridisk sagsbehandling med variation i sagerne Bliv en del af Skatteankestyrelsens 12. kontor i Odense, hvor vi gerne vil byde velkommen til en ny kollega. Vi kigger både efter dig, som er erfaren juridisk sagsbehandler og dig, som er nyuddannet med interesse for skatte- og forvaltningsretten. Du bliver en del af et kontor, hvor vi brænder for juraen og den faglige fordybelse i skatteretlige problemstillinger og vores arbejde med at sikre retssikkerheden for borgere og virksomheder.
I kontoret behandler vi klager over Skattestyrelsens afgørelser og bindende svar inden for personbeskatningsområdet. Det kan være klagesager om beskatning af indtægter, gaveafgifter, fradrag og personalegoder, og du vil møde en bred vifte af forvaltningsretlige problemstillinger. Som sagsbehandler giver du sagerne et nyt, objektivt blik, og du vil opleve stor variation i sagerne. Vi har fokus på effektiv og grundig klagesagsbehandling af høj kvalitet, hvor den gode relation til borgerne, afgørelsesmyndighederne og øvrige interessenter spiller en afgørende rolle.
Du bliver en del af et velfungerende hold på 23 kollegaer, som har et godt fagligt fællesskab og en uformel omgangstone. Vi spænder bredt i erfaringsniveau og lægger alle vægt på at prioritere samarbejde, vidensdeling og god trivsel. Hos os får du rig mulighed for faglig sparring – efter dit behov – med dygtige kolleger.
Vi gør os umage med at tage imod dig og tilrettelægger et skræddersyet onboardingprogram til dig. I Skatteankestyrelsen understøtter vi fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøfter du med din leder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Dine ansvarsområder og primære opgaver Du får ansvaret for dine egne sager, som du vil følge fra start til slut. Du vil:
- tilrettelægge sagsforløbet i dine egne sager.
- afholde møde med borgere og repræsentanter.
- udarbejde skriftlig indstilling til sagernes afgørelse.
- sikre og vedligeholde høj faglighed på kontorets sagsområder.
Med de opgaver forestiller vi os, at du - er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. Du kan både være nyuddannet eller have erfaring med sagsbehandling.
- er interesseret i skatteret og kan omsætte dine skatte- og forvaltningsretlige kompetencer til at løse konkrete problemstillinger – og kan sikre den rette kvalitet i sagerne til rette tid.
- har fokus på juridisk korrekthed og procesretfærdighed og kan lide at arbejde med juraen i det skriftlige arbejde og kommunikerer klart og tydeligt både i tale og på skrift.
- arbejder selvstændigt og tager ansvar samtidig med, at du har lyst til at være en aktiv del af det faglige og sociale fællesskab og bidrage til god trivsel i kontoret.
Din nye kollega Karen Louise Bech Philipp glæder sig til at møde dig ”Personbeskatning er et bredt sagsområde, og derfor vil du løbende møde nye interessante problemstillinger – også formelle problemstillinger – i dit arbejde. Selvom jeg er specialiseret inden for personbeskatning, får jeg også indsigt i andre sagsområder inden for skatteretten, når de relaterer sig til de klagesager, som jeg sidder med. Her er plads til sparring og spørgsmål, og vi har hver især en bred viden, som du kan trække på. Vi har et godt kollegaskab, hvor vi interesserer os for hinanden – både fagligt og socialt. Vi hygger os sammen i kontoret, hvor vi gerne spiser frokost sammen, og vi laver sociale aktiviteter både i og på tværs af de teams, som vi er inddelt i”, fortæller Karen Louise Bech Philipp.
Vidste du… … at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.
… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.
Kontakt og ansættelsesvilkår Upload din ansøgning, dit CV og eksamensbevis via linket ”Søg jobbet” senest den 11. juni 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef for 12. kontor, Nina Mogensen, på tlf. 3376 0281.
Vi læser ansøgninger løbende og afholder som udgangspunkt 1. samtaler i uge 25 og 2. samtaler i uge 26. Vi bruger personligheds- og adfærdstest og eventuelt skrivecase eller logisk test som dialogværktøj på 2. samtaler.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC).
Startdato og arbejdssted Startdato er 1. september 2025 eller efter aftale.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er helt centralt i Odense få minutters gang fra stationen. Vi holder samtaler på Thomas B. Thriges Gade 44-48, 5000 Odense C., hvor vi har adresse på nuværende tidspunkt: Vi forventer at flytte til helt nye kontorlokaler efter sommer på Lerchesgade 35, 5000 Odense.