Genopslag Er du vores nye rottebekæmper i Københavns Kommunes skadedyrsenhed?
Har du lyst til at arbejde med bekæmpelse af rotter, og er der gemt en detektiv i maven på dig? Så kunne dette job, være noget for dig.
Om jobbet I skadedyrsenheden sætter vi en ære i at hjælpe københavnerne og byens erhvervsdrivende med at finde årsagen til, at rotter kommer og at få løst problemet.
Vores mangeårige medarbejder, Søren, siger følgende 'Jeg elsker virkelig mit arbejde. Det er skønt at komme ud i byen hver dag til spændende og udfordrende opgaver'.
Som miljøkontrollør vil dine primære arbejdsopgaver bestå i at - køre ud til borgere, restauratører eller andre, der har brug for hjælp til at bekæmpe rotter og undersøge problemet og rådgive i rottesikring og forebyggelse
- føre digital sagsbehandling i forbindelse med dine tilsyn
- føre opsyn med hygiejneforhold og renholdelse i beboelsesejendomme mv. og varetage den efterfølgende sagsbehandling
Hvem er du? Vi forventer, at du
- har kørekort til almindelig bil
- har IT-færdigheder på brugerniveau – blandt andet til sagsbehandling
- har sproglige færdigheder til at formulere dig på dansk både på skrift og i tale
- kan begå dig på engelsk i almindelig samtale
- har kendskab til bygge- og anlægsforhold – fx som bygningshåndværker eller erfaring med kloakering osv.
Det vil være en fordel, hvis du har autorisation til bekæmpelse af rotter. Hvis du ikke har autorisationen i forvejen, vil du ved ansættelsen få betalt et kursus hos Miljøstyrelsen, så du bliver autoriseret til at bekæmpe rotter.
Du skal varetage dele af dine arbejdsopgaver ude hos vores borgere og på kontoret. Det er derfor vigtigt, at du er god til at tilrettelægge din dag og følge opgaverne til dørs, såvel praktisk som administrativt. Det skriftlige og administrative arbejde udgør ca. halvanden til tre timer dagligt.
Da vi kommer som myndighedspersoner i private hjem, skal du desuden være villig til at fremvise en straffeattest.
Du bliver en del af - et stærkt fagligt hold på 21 medarbejdere, der deler det samme engagement med at holde rottebestanden nede i vores by og yde en god service
- et godt kollegialt sammenhold med en humoristisk og uformel omgangsform, hvor vi sparrer og hjælper hinanden i det daglige
- en organisation, der både har fokus på god ledelse og på at sikre gode udviklings- og uddannelsesmuligheder for medarbejderne
Vi tilbyder Du får en attraktiv arbejdsplads, der skaber rammerne for, at vi har en god balance mellem privat- og arbejdsliv, herunder
- fastansættelse med 37-timers arbejdsuge med betalt frokostpause
- moderne kontorfaciliteter på Kraftværksvej 25 med gode parkeringsmuligheder
- mulighed for løbende at uddanne dig gennem kurser udbudt i Teknik- og Miljøforvaltningen
- en attraktiv pensionsordning
Om os I skadedyrsenheden varetager vi bekæmpelsen af rotter i kommunen og vi fører tilsyn med hygiejneforhold i bl.a. beboelsesejendomme. Skadedyrsenheden er en del af afdelingen Parker, Kirkegårde og Renhold, som består af 800 medarbejdere, der hver dag arbejder for at sikre københavnerne en ren, grøn og indbydende by på konkurrencedygtige vilkår.
Ansættelsesvilkår Vi ønsker, at du kan tiltræde den 1. december 2025, gerne før. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst for miljøkontrollører.
Yderligere oplysninger Hvis du ønsker at vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte enhedschef Kjeld Christensen på 61 24 94 65.
Søg via linket senest tirsdag den 21. oktober 2025 Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 43-44.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.