Product Owner til Sundhedsvæsenets Organisationsregister

fuldtid
Product Owner til Sundhedsvæsenets Organisationsregister
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.
Kunne du tænke dig at blive product owner for en central it-løsning i kommunikationen i det danske sundhedsvæsen?

Om Services og organisationsregister
Vi er 10 dedikerede medarbejdere med ansvar for en række løsninger, projekter og et program. Sektionen har ansvaret for Sundhedsvæsenets Organisationsregister, Høremappen og ”Et Samlet Patientoverblik”. Vi er primært forretningsspecialister, systemadministratorer og product ownere.

Vi er en sektion i rivende udvikling, hvor vi går forrest for at sikre de bedste digitale løsninger til borgere og fagpersonale på sundhedsområdet. Hos os får du stort ansvar og har i høj grad mulighed for selv at få indflydelse på dine arbejdsopgaver. Da vi er en ny sektion prioriterer vi at få etableret det gode samarbejde i hverdagen fx ved fælles frokoster efter sektionsmøder.

Der er ugentlig morgenmad og afdelingen arrangerer sine egne fredagsbarer og andre hyggelige arrangementer.

Din hverdag hos os
Du får en rolle som product owner for løsningen Sundhedsvæsenets Organisationsregister (SOR). I rollen får du ansvaret for videreudvikling og vedligehold af SOR, i tæt samarbejde med en af sektionens andre product ownere.

SOR er det autoritative organisationsregister i sundhedsvæsenet, understøtter store dele af sundhedsvæsenet med organisationsdata og fungerer som basis for den elektroniske kommunikation i sundhedsvæsenet. Brugen af SOR-data er meget bred og kan strække sig fra elektronisk kommunikation til afregning, deling af data, tilsyn, brugerstyring og meget mere, hvilket betyder at du får en stor snitflade til eksterne parter og interessenter. Løsningen består af flere enheder så som vores tre løsninger til manuel opdatering af data – en brugergrænseflade, der bruges af både teamet og eksterne administratorer til opdatering af registret, et system som bruges til håndtering af den elektroniske kommunikation og SOR Selvbetjening til private virksomheder. Herudover genereres der hver dag en række udtræk af data i forskellige formater, mens data samtidig overføres til og opdateringer modtages fra den nationale serviceplatform (NSP).

Dine primære arbejdsopgaver, som product owner, bliver at:

  • Samarbejde med forskellige parter og leverandører om vedligehold og videreudvikling af løsningerne (regioner, systemleverandører, statslige samarbejdspartnere, Medcom, sundhed.dk m.fl.).
  • Drive en videreudviklingsproces, herunder få input fra brugergruppe og afklaring hos jurister, teknikere mv.
  • Supportere eksterne parter i brugen af SOR
  • Udarbejde og kvalitetssikre teknisk dokumentation.
  • Håndtere og rette op på fejl, nedbrud og sikkerhedshændelser.
Sundhedsdatastyrelsen ønsker at bevæge sine it-løsninger, samt udviklingen af disse, i mere agil retning. Du skal være med til at ruste produktet til agil transformation, og der er derfor behov for dine input til, hvordan det nuværende arbejde skal se ud i en mere agil verden.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Den ideelle kandidat har en akademisk uddannelse inden for Sundheds-it eller lign. Du har et godt kendskab til it-styring og udvikling, gerne fra en agil kontekst.

Du samarbejder og kommunikerer ubesværet med kollegaer og andre interessenter, herunder oversætter fagtermer, til ikke fagpersoner.

Som person tager du ansvar, og evner at sætte produkter ind i organisationens strategiske rammer.

Vi tilbyder
Vi tilbyder en fleksibel hverdag med mulighed for at arbejde hjemmefra optil 2 dage om ugen. Sundhedsdatastyrelsen har en aktiv personaleforening hvor der er mulighed for at deltage i fitness, vinklub og meget mere. Desuden er der mulighed for fri parkering tæt på Rådhuspladsen og kantineordning.

Vi er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads med en 37-timers arbejdsuge inklusiv frokostpause, mulighed for hjemmearbejde og fri parkering lige ved døren til vores centralt beliggende kontor i København.

Sundhedsdatastyrelsen driver og udvikler digitale løsninger, der understøtter patientsikkerhed og samarbejde på tværs af sundhedsvæsnet, og vi har ansvar for at danske sundhedsdata kan bruges til forskning, løbende opfølgning på kvalitet af behandling og som grundlag for politiske beslutninger om sundhedsvæsnet.

Vi har fokus på ledelse og udvikling af alle ansatte, så vores kompetencer kan komme i spil i vores opgaveløsning.

Trivsel er vigtigt for os og vi sigter mod sund balance mellem arbejde og privatliv. Der er mulighed for at aftale hjemmearbejde, men vi vægter også tilstedeværelse med kolleger højt, fordi det giver bedre betingelser for faglig sparring, videndeling og samarbejde.

Vi er placeret i historiske omgivelser sammen med Statens Serum Institut, 6 minutter på cykel fra Rådhuspladsen og 2 minutter fra Islands Brygge – og gratis parkeringspladser.

Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende relevante overenskomst mellem skatteministeriet og relevante faglige organisation.

Såfremt du har helt særlige akademiske kompetencer, kan der være mulighed for at du indplaceres som specialkonsulent.

Sundhedsdatastyrelsen har røgfri arbejdstid.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til Sektionsleder Rasmus Wolff Sander Ljungqvist på telefon 2445 0470.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.

Ansættelsessamtaler holdes løbende og afsluttes i uge 26. 2. samtaler afholdes i uge 27.

Vi forventer at du kan starte d. 1 september 2025.

Du kan læse mere om os på www.sundhedsdatastyrelsen.dk

Log ind