Kunne du tænke dig at arbejde i delvis busbørnehave 14 dage ude og derefter 14 dage hjemme i et mindre hus i ét plan, eller en flyverstilling i hele huset? Viften ligger kun syv minutters gang fra Amagerbros metrostation. Vi har et godt arbejdsfællesskab. Ugentlig afsat tid til planlægning og eller sparring med en kollega. Du kan oveni købet få et kørekort til vores bus betalt af os, hvis du ønsker det.
Rum og læring Viften er gennemrenoveret efter rum og læringsprincipperne, hvor der er skabt fleksible læringsrum med mange forskellige legezoner og rum i rummene. Vi gør dagligt klar til leg ved at opstille legezonerne inspirerende og indbydende lige til at tage i brug af børnene. Vores særlige sanserum kan man som barn vælge at have for sig selv, ellers er rummet indrettet til stille leg. Vi har så at sige mange muligheder for både inklusion og rum for barnet, at kan trække sig.
Hokus pokus børnene i fokus Børnehaven har et totimers stuemøde en gang om måneden i tidsrummet kl. 09-11.00, hvor vi snakker om børnenes udvikling og trivsel, planlægger aktiviteter osv. Har du brug for yderligere sparring/hjælp fra en enkelt eller to kolleger i op til to timer ad gangen eller alenetid til forberedelse eller til at læse vores politikker og artikler, har vi ekstra medarbejdere, der dækker for dig/jer på stuen imens. Denne mulighed ligger hver fredag i tidsrummet kl. 13-15.00.
Tryghedscirklen Udover vi arbejder efter rum og læringsprincipperne blev vi i marts 2024 introduceret til Tryghedscirklen, som vi siden da arbejder efter og øver os i at tale ind i. Alle medarbejdere har eller vil få kendskab til Tryghedscirklen for at skabe de bedste betingelser for at skabe en tæt og tryg tilknytning for børnene. Vi forventer dermed ikke, at du har kendskab til det i forvejen. Vi kører pt. et helt forløb med Tryghedscirklen, en ekstern konsulent i vuggestuen og vil søge et forløb for børnehaven også.
Børn og voksnes leg Den 3. december 2025 starter vi et tredages workshopforløb om børn og voksnes legepraksis. Oplæggene vil foregå på personalemøderne i december, januar og februar og imellem møderne vil konsulenten fra Københavns Professionshøjskole komme i Viften til observation og sparring. Vi fortæller meget mere om det, når du bliver ansat.
I praksis I praksis tager vi udgangspunkt i en balance mellem planlagte aktiviteter ud fra Sprogtrappen og opmærksomhed på børnenes behov og interesser i den konkrete situation. Læring foregår i alle henseender og dermed over hele dagen, hvor vi er nærværende og aktiv deltagende sammen med børnene. Vi positionerer os efter børnene og er I vores interaktion med børnene bevidste om at appellere til børnenes refleksion og nysgerrighed, både via sprogets udvidelse og udvidelse af legens muligheder. Vi forsøger at skabe overgangene mellem aktiviteterne så glidende som overhovedet muligt og benytter også her udvalgte greb. Vores arbejde bygger i høj grad på samarbejde – både stuevis og på tværs af huset. En anerkendende tilgang til hinanden og børnene er alfa og omega, og er af afgørende betydning for den gode stemning, der er i huset.
Hvem er vi? Viften er en integreret 0-6-års institution og en del af Amager Klynge G. Vi har 36 vuggestuebørn fordelt på tre stuer og 40 børnehavebørn, hvoraf de 20 hver dag kører ud i det blå med vores rumlepotte, Globussen. Børnene er på skift med bussen 14 dage ad gangen og derefter hjemme i Viften de næste 14 dage. Vi holder til i et etplanshus med direkte udgang til legepladsen fra alle stuer.
Viften åbner hver dag kl. 06.45 og lukker kl. 17.00 mandag-torsdag. Fredag lukker vi kl. 16.00.
Om Amager Klynge G Amager Klynge G består af seks enheder: En vuggestue og fem integrerede institutioner. Enhederne ligger i kvarteret omkring Holmbladsgade og Øresundsvej. I klyngen har vi valgt at bruge redskabet Sprogtrappen for præcisering af børnenes nærmeste udviklingszone som udgangspunkt for den daglige planlægning. I Viften øver vi os fortsat sammen i at anvende redskabet. Rum og læring samt arbejdsfællesskaber har været i fokus de sidste par år og har fået stor betydning for både vores og børnenes hverdag. For fortsat at give børnene de bedste muligheder for trivsel, læring og udvikling, arbejder vi i klyngen på at kvalificere en tydelig og overskuelig struktur og systematik for dokumentation.
Forventninger Vi lægger vægt på, at du
- har gåpåmod
- er ansvarlig og initiativrig
- ser positivt på hverdagen – også når vi har travlt
- er aktivt deltagende i hverdagen
- tager medansvar for, at den pædagogiske praksis tager udgangspunkt i Viftens retningslinjer og værdier, og hvad der i øvrigt er i fokus
- er bevidst om egen faglighed og dermed åben for udvikling og læring i samarbejde med dine kolleger
I Viften italesætter vi ofte vigtigheden af at bede hinanden om sparring og vejledning. Vores erfaring viser os, at jo mere vi inddrager hinanden i faglig refleksion og tør at stille nysgerrige spørgsmål, jo stærkere bliver også arbejdsfællesskabet og følelsen af tilhørsforhold.
Ansættelsesvilkår Barselsvikariatet er på 37 timer ugentlig. Ønsker du flyverstillingen, kan vi tale om færre timer. Vi håber, at du kan starte den 15. januar 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte den pædagogiske leder Lone Pedersen på 33 66 71 56/28 11 20 18.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 17. december 2025 Vi holder ansættelsessamtaler efter nærmere aftale.