Organist i Stefanskirken

fuldtid
Organist i Stefanskirken
  • ST STEFANS KIRKE KORDEGNENS KONTOR

Organist i Stefanskirken

 

Vores dygtige og vellidte organist Kevin Edelvang har efter 16 år i Stefanskirken fået helt nye opgaver i folkekirken. Derfor søger vi nu en organist, der både elsker tradition og har mod på det utraditionelle.

Vi søger en kollega, der uanset alder, køn og baggrund har lyst til at samarbejde i en flad struktur, hvor vi vægter psykologisk tryghed og koordinering højt.

Vores målsætning
Vores mål er, at Stefanskirkens menighed og besøgende skal få meningsfulde, åndelige, uforglemmelige, sjove og rørende oplevelser, der giver dem lyst til at komme igen.
I Stefanskirken mødes Guds ord med gadens lyde, og orglet lægger stemmer til både salmesang og verdslige sange.

Sankt Stefans Sogn har godt 13.000 indbyggere, hvoraf cirka halvdelen er medlemmer af folkekirken. Vi har mange sognebåndsløsere og en aktiv og begivenhedsrig hverdag.

Højmessen
Søndagens højmesse kl. 11 er liturgisk og musikalsk set klassisk i snittet, og vi vægter denne tradition højt. På ugens andre dage, til højtiderne og ved særlige lejligheder, har vi mange, også utraditionelle og familievenlige, gudstjenester og begivenheder.

Kirkelige handlinger og aktiviteter
Organisten spiller desuden til

●     Plejehjemsgudstjenester (ca. 1 gang om måneden)

●     Lørdagsdåb (ca. 2 gange om måneden)

●     Vielser (ca. 20–25 om året)

●     Bisættelser (ca. 1 om ugen)

●     Voksendåb og små vielser/velsignelser (i gennemsnit 1–2 hverdagseftermiddage om måneden)

●     Konfirmandandagt (ca. 3 gange om måneden fra september til april)

●     Månedlige aktiviteter som fællessang, strikkesalon, torsdagsrundstykker, børne- og babygudstjenester og koncerter.

●     Årlige begivenheder som Kim Larsen-gudstjeneste, Bach Friday, evensong, julebazar, Lucia og alt det, som organist, præster, kolleger og frivillige ellers bliver enige om i løbet af et kirkeår.

Børne- og familiearbejde
Vi er kirke i et demografisk set “ungt” sogn. Det indebærer, at vi også har den vigtige opgave at betjene områdets mange børn, unge og familier. Vi har en musikpædagog, der varetager babysalmesang samt tumlehold for 1–3-årige. Vi har p.t. intet børnekor, men har haft det i mange år i forskellige konstellationer.

Vi ønsker, at du i din ansøgning giver os dit bud på, hvordan du som organist, musiker og korleder i Stefanskirken vil prioritere arbejdet med børn og familier i sognet, fx børnekor, familiekor eller andre ideer, som vi glæder os til at høre om.

Koncerter
Vi har tradition for at lægge kirke til mange forskellige gratis koncerter. Det kan både være koncerter, hvor organisten selv spiller, dirigerer eller koordinerer, eller koncerter, hvor diverse kor, musikere eller sangere fra hele verden optræder i kirken. Et par gange om året afholder DKDM onsdagskoncert i Stefanskirken.

 

Om kirkekoret

Stefanskirkens kor består af fem faste sangere, hvoraf to sangere deler en stilling imellem sig. Korets sangere er alle klassisk skolede og fra Det Kongelige Operakor eller det klassiske musikliv i øvrigt. De arbejder inden for et bredt felt af det klassiske vokalrepertoire med både ensemble- og solosang. Koret har en stærk tilknytning til Stefanskirken, og de ser frem til samarbejdet med en ny korleder. Koret arbejder også gerne selvstændigt med indstudering og direktion efter aftale med kirkens organist. Koret er desuden en aktiv del af kirkens koncertliv.

 

Samarbejde med naboer og andre musikere
Vi samarbejder hyppigt med rytmiske musikere, kunstnere og lokalsamfundet, og vi ser gerne, at vores organist tager teten sammen med præsterne i dette arbejde.

 

Kirkens rytmiske kor, Stefantastic, med cirka 100 medlemmer medvirker 2–3 gange om året til gudstjenester, og her samarbejder korleder og organist også.

 

Vi samarbejder i løbet af året med vores nabosogne. Anden pinsedag afholder vi en fælles pinsegudstjeneste for folkekirken og andre kirker på Nørrebro, og vi fejrer gudstjeneste med den anden kirke i vores pastorat nogle gange om året.

Personale og møder
I personalegruppen, som består af to præster, en kordegn, to kirketjenere, en koordinator og organisten, har vi et ugentligt personalemøde og et månedligt koordineringsmøde.Vi vægter desuden at spise frokost eller drikke formiddagskaffe sammen og at være synlige i hverdagen.

 

Stefanskirkens orgler

Stefanskirken rummer to fantastiske orgler, der på hver deres måde repræsenterer deres periode på bedste vis: Carsten Lund-orglet fra 1983 med 27 stemmer (3 transmissioner), tre manualer, trommer og bækken, perfekt til tidlig musik og barok, og Zachariasen-orglet fra 1916 med 16 stemmer, to manualer, flytbart spillebord på kirkens gulv, ideelt til romantisk musik og til akkompagnement.

 

Ansættelsessamtaler og prøvespil

Samtaler og prøvespil finder sted fredag den 26. og søndag den 28. september mellem kl. 16 og 21.30.

Hvis du bliver indkaldt til samtale og prøvespil, vil du cirka en uge for inden blive bedt om at forberede følgende:

●     Et præludium efter eget valg til en højmesse til en given søndag.

●     Orgelledsagelse til en forberedt fællessalme fra salmebogen.

●     Indstudering af et givet forberedt korværk med kirkekoret. Herefter fremførelse/direktion i kirkerummet.

●     Interaktion med præst for alteret: Kyrie, gloria, hilsen og kollekt.

●     Klaverledsagelse til en uforberedt fællessang fra højskolesangbogen.

●     Et indslag på maks. fem minutter efter eget valg, hvor du har frie hænder.

Kirkens ansatte samt repræsentanter for menighedsrådet vil være til stede. Der vil deltage en ekstern orgel-konsulent i forbindelse med ansættelsesprocessen.

Stillingen er på 37 timer/uge. Arbejdstiden er fordelt over alle ugens 7 dage, dvs. også weekender og helligdage. Du har to ugentlige fridage, hvoraf den ene er en aftalt fast fridag, der kan fraviges med en måneds varsel fra arbejdsgiverside. Den anden fridag er flydende, men afholdes så vidt muligt i forlængelse af den faste fridag. Den faktiske arbejdstid kan variere fra uge til uge, men planlægges i god tid i samarbejde med den daglige leder og koordinator, således at du kan planlægge din fritid.

Vi indhenter børneattest for dig ved din ansættelse, da organisten har kontakt med børn og unge.

Vi vil opfordre dig til at orientere dig på vores hjemmeside stefanskirken.dk om kirkens rige menighedsliv.

Der er pligt til at gøre tjeneste ved andre ansættelsesmyndigheder i Sankt Stefan-Anna Pastorat i overensstemmelse med de aftaler, som menighedsrådet indgår/har indgået med andre ansættelsesmyndigheder.

 

Løn i henhold til overenskomst.

 

Ansættelse sker ved Sankt Stefans Sogns Menighedsråd beliggende i Nørrebro Provsti, Københavns Stift.

 

I forbindelse med kirkens renovering i 2026 vil Stefanskirkens kirkelige handlinger samt nogle gudstjenester og arrangementer foregå i andre kirker. Her vil Stefanskirkens præster og personale varetage opgaverne i de lånte kirker. Andre gudstjenester og arrangementer vil finde sted i kirkens festsal i menighedshuset Karmel, Vedbækgade 12. Arbejdet pågår i 8–10 måneder.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til daglig leder, sognepræst Pernille Østrem, på 3036 0925.

Ansøgningen med relevante bilag sendes til 7051fortrolig@sogn.dk med emnefeltet “Organist”.

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 14. september kl. 18.00.

Ansættelsessamtaler og prøvespil finder sted fredag den 26. september og søndag den 28. september mellem kl. 16 og 21.30.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.

 

 

Log ind