Har du lyst at arbejde som kirketjener i Vesterbros kirker? Trives du i en hverdag med skiftende arbejdstider – herunder aften og weekend, og meget varierende arbejdsopgaver? Kan du både lide at gøre rent, rydde op, sørge for løbende forsyninger af diverse varer, klargøre til arrangementer/kirkelige handlinger og være kontaktperson til brugere, frivillige m.fl., tage godt imod gæster, herunder de, der ”kommer forbi”, så de føler sig velkomne? Og sætter du en ære i at yde god service? Så er du måske den kirketjener vi søger til Folkekirken Vesterbro? Du vil få en kombination af faste opgaver i udvalgte kirker og ad hoc-opgaver i alle sognets 7 kirker, i forbindelse med dine kollegaers ferie, sygdom m.m.
Vi søger en kollega der: - stabilt og effektivt leverer gode resultater med høj kvalitet, er proaktiv og byder ind med sine kompetencer - både selvstændigt og i samarbejde med andre.
- udviser en høj grad af ansvarlighed over for fællesskabet og kirkens liv, ligesom han/hun tager et personligt initiativ til at sætte ord på store og små udfordringer og tager ansvar for at bidrage til løsninger.
- gennem sit eget bidrag medvirker til at skabe gode resultater for andre.
- trives med at ca. halvdelen af arbejdstiden består af rengøring.
- evner at arbejde selvstændigt, har overblik og evnen til at planlægge opgaveløsningen samt koordinere med kollegaer og frivillige.
- er åben og imødekommende, kommunikerer ubesværet med alle og indstillet på ofte at være kirkens ansigt udadtil.
- Har gode sociale egenskaber og flair for at samarbejde med mange forskellige faggrupper, frivillige og brugere.
- Har en positiv indstilling og møder andre med respekt, uanset om hverdagen kører på skinner eller ej.
- har god forståelse for, hvornår en samtale skifter indhold og vedkommende skal henvises til en samtale med en præst.
Vi lægger vægt på dine personlige og sociale kompetencer. Din konkrete faglige uddannelse og baggrund er mindre vigtig. Hvis du allerede har kirketjeneruddannelsen, er det dog et plus.
Vi kan byde på: - gode kollegaer og en hverdag præget af gode samarbejdsrelationer og godt humør
- mange spændende opgaver og arrangementer
- en professionel ledelse der dagligt er til stede og til rådighed på arbejdspladsen
- en arbejdsplads, hvor der er opmærksomhed på at skabe balance mellem arbejde og privatliv
- landets største kirkelige arbejdsplads med mange udviklingsmuligheder for den enkelte medarbejder
Arbejdstider Der er skiftende arbejdstider, som varsles ca. 30 dage i forvejen, dog forventes det at man selv kan strukturere og tilrettelægge nogle af sine arbejdsopgaver, og dermed arbejdstid rundt om de aktiviteter man medvirker i.
Der er fast ugentlig fridag tirsdag (som evt. kan aftales til at ligge en anden hverdag) samt endnu en ugentlig fridag som er fleksibel. Ca. en gang pr. fire uger kan to fleksible fridage samles og holdes på sammenhængende lørdag-søndage. Fire sammenhængende uger kan f.eks. se således ud:
Uge 1: Fri tirsdag
Uge 2: Fri tirsdag og onsdag
Uge 3: Fri tirsdag og onsdag
Uge 4: Fri tirsdag, lørdag og søndag
Løn- og ansættelsesvilkår Arbejdstiden udgør gennemsnitligt 37 timer pr. uge.
Ansættelse sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 samt Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10. Årslønnen aftales inden for intervallet 255.000 kr. – 321.112 kr. i grundbeløb pr. 31.marts 2012. Dertil kommer OK18-tillæg på 1.100 kr. samt rådighedstillæg på 23.500 kr. i grundbeløb pr. 31.marts 2012. I nutidskroner svarer det til en samlet årsløn i intervallet 344.773,36 kr. – 426.295,74 kr. pr. 1. april 2025 for en fuldtidsstilling. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte kirketjenere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Der vil blive indhentet børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Ansøgning Du kan sende din ansøgning via linket i dette opslag senest onsdag 22. oktober 2025 kl. 12 – alle filer skal uploades som pdf-filer.
Vi forventer at afholde samtaler onsdag 29. oktober 2025. Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. november 2025.
Folkekirken Vesterbro er Danmarks største sogn. Menighedsrådet har høje ambitioner og stærkt fokus på at være relevant kirke i tiden for folk på Vesterbro. For at møde forskellighederne på Vesterbro arbejder kirkerne med at udvikle forskellige profiler inden for en fælles ramme. Kirkerne drives og bæres af frivillige kræfter i tæt samspil med 14 præster og ca. 50 medarbejdere.