Døves Kirke søger ny kirketjener med tiltrædelse 1. februar 2026.
Stillingen er på 37 timer pr. uge. Arbejdstiden kan variere og være fordelt på hverdage, aftener samt weekend og helligdage. Arbejdstiden tilrettelægges ud fra én fast ugentlig fridag og én fleksibel fridag om ugen. Kirketjener og kordegn dækker så vidt muligt hinandens funktioner ved ferie og fravær.
Du er som kirketjener ofte den første, som møder de mennesker, der kommer i kirken. Du skal kunne møde mennesker i alle livets situationer med smil og varme.
Du er i jobbet en meget væsentlig del af kirkens arbejdsfællesskab og drift.
Sproget i kirken er dansk tegnsprog. Vi forventer, at du behersker dansk tegnsprog.
Lidt om Døves Kirke
Kirken ligger i smukke omgivelser på Frederiksberg og er en vigtig del af det kirkelige og sociale liv i døvemiljøet i København.
Vi er den eneste kirke for døve i Danmark. Der tales dansk tegnsprog i kirken i alle situationer. Vi bestræber os på, at alle føler sig velkomne i kirken og at vi skaber en god ramme for alle.
Vi har to døvepræster knyttet til Østdanmark. Den ene præst har sin daglige gang i Døves Kirke og er den første Døvepræst som selv er døv.
Læs mere om os her: www.doveskirke.dk
Som kirketjener skal du primært varetage disse opgaver:
Rengøring i kirken og kirkens øvrige lokaler. Det er kirketjenerens opgave, at kirken fremstår renholdt og præsentabel
Praktisk kirketjeneste ved højmesser, kirkelige handlinger og andre aktiviteter i eller uden for kirken
Klargøring af lokaler, kirkerum og forplejning i forbindelse med de forskellige aktiviteter og diverse møder - herunder ansvar for udsmykning i kirken og kirkens øvrige rum samt oprdyning herefter
Yderligere skal du kunne varetage
Indkøb af rengøringsartikler, kontormaterialer og diverse
Hjælp med kopiering og forberedelse til gudstjenester og arrangementer
Tekniske opgaver i samarbejde med daglig leder/kordegn og kirkeværge
Pasning af kirkens udeområder
Vi forventer at du:
Er imødekommende, venlig og serviceorienteret
Er ansvarsbevidst og har ordenssans
Kan arbejde selvstændigt, har et godt overblik, kan planlægge og koordinere opgaver
Kan have flere bolde i luften
Er en holdspiller
Derudover at du:
Kan gøre rent og gøre det omhyggeligt. Erfaring med rengøring er velanset
Kan gå til hånde med opgaver af mange slags
Kan anvende IT på rimeligt brugerniveau
Har god humor og er omgængelig
Er initiativrig og nysgerrig
Kan arbejde under tavshedspligt
Kan lave kasseopgørelse for indkøb til kirken
Vil tilbyder:
En aktiv og spændende arbejdsplads
Et rigt og varieret kirkeliv
Mange spændende begivenheder og gudstjenester
En solid og trofast lille medarbejdergruppe, som gerne vil hinanden
Et aktivt og erfarent menighedsråd
En gruppe af engagerede frivillige og menighed
Vilkår
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftalen for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener eller graver indgået mellem Kirkeministeriet og Danmarks Kirketjenerforening og det tilhørende protokollat for kirketjenere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk
Nuværende tjenestemandsansatte kirketjenere har ret til at bevare tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske klassificering af stillingen.
Det er en betiingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kirketjenere gennemføres inden for 2 år efter ansættelsens start. Vi tilbyder uddannelsen som en del af ansættelsen.
Intervalløn aftales inden for intervallet 314.439 - 395.962 kroner (nutidskroner)
OK-18 tillæg udgør 1.356 kroner årligt (nutidskroner)
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 32.184 kroner (nutidskroner)
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kirketjenerforening.
Nærmere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, eller har du brug for nærmere oplysninger, er du velkommen til at kontakte menighedsrådets kontaktperson Maja Toft på mail: toffy7@hotmail.com eller kordegn Bianca Majgaard på mail: bimaj@km.dk
Ansættelsessamtaler vil finde sted tirsdag den 16. december 2025 i Døves kirke.
Udtalelser fra tidligere ansættelser eller kontaktoplysninger for indhentning af referencer bedes oplyst ved ansøgning. Ved ansættelse indhentes Børneattest.