Har du flair for struktur, og trives du med at arbejde med faste procedurer og gentagende opgaver? Har du lyst til at blive en del af et team, der arbejder tæt sammen på tværs af faggrupper og håndterer sager med stor samfundsmæssig betydning? Så er det dig, vi søger til vores team i Miljøstyrelsen. Vi mangler dig, der vil være med til at sikre ansvarlig håndtering af affald samt ordentlige tilsyn og rettidig sagsbehandling.
Vi søger kolleger til tre nyoprettede stillinger. Du skal være god til rutineprægede opgaver, effektiv, flair for tal og en lyst til at skabe gode samarbejdsrelationer og arbejde tværgående. Alle tre stillinger er fastansættelser på fuld tid.
Din hverdag kommer til at byde på sagsbehandling af administrative affaldstilsyn med affaldsproducerende virksomheder og evt. behandling af indberetninger fra affaldsforbrændingsanlæg. I din sagsbehandling vil du opleve, at nogle sager glider let over bordet og afsluttes, mens andre kræver mere grundighed og inddragelse af kolleger. Som sagsbehandler i dette team får du en central rolle i løsningen af vores kerneopgave og får mulighed for at skabe værdi gennem effektiv og korrekt håndtering af rutineprægede opgaver, og hvor vores daglige drift skal sikres.
Det er ikke et krav, at du ved noget om affald eller affaldshåndtering. Det er derimod vigtigt, at du er løsningsorienteret og kan lide at følge administrative processer fra start til slut. Det er en fordel, hvis du har erfaring med offentlig forvaltning. Vi forestiller os, at du er uddannet kontorassistent, jordbrugsteknolog eller lignende.
Vi har brug for dig, der kan: - sikre systematisk og ensartet sagsbehandling, så opgaverne kvalitetsmæssigt er i top.
- vurdere på talbaserede oplysninger og sagsbehandle efter dem.
- være med til at skabe struktur, der kan gavne teamet og sagsbehandlingen.
- bevare fokus og motivation, også når du bliver rutineret i opgaverne.
- lide selvstændig opgaveløsning, men også indgå i teamarbejde på tværs af mange forskellige fagligheder.
Vi tilbyder en stilling for dig, der brænder for at arbejde med at sikre vores fælles miljø og ordentlig forvaltning gennem solid sagsbehandling. Dette i et team, hvor vi indtænker Work-/lifebalance samt hjælper hinanden, sparrer løbende og også sætter pris på at drikke en kop kaffe sammen og tager en frokostgåtur forbi havnen. Vi er med selvfølgelighed en pendlervenlig arbejdsplads med flextid og mulighed for hjemmearbejde.
Opgaver i enheden og organisering Enheden Affald og Data har godt 80 medarbejdere, fordelt under tre kontorchefer. Enheden er organiseret i flere teams med hver sin funktionsleder.
Affald og Data arbejder med at understøtte virksomheder, det offentlige og borgeres omstilling til en mere cirkulær økonomi, der kan bidrage til at mindske klimaaftrykket fra den danske affaldsproduktion og affaldshåndtering. Vores faglige teams er stærke indenfor både det affaldstekniske og de juridiske områder.
Det er en fælles ambition at skabe grobund for en sjov og spændende hverdag med en rig idékultur og en arbejdsplads med højt til loftet. Vi kerer os lige så meget for hinanden, som vi gør for miljøet.
Miljøstyrelsens team Styrket Affaldstilsyn arbejder ud fra politiske aftaler og en lovgivning, der trådte i kraft pr. 1. januar 2025. Vi har til opgave at styrket tilsynet med virksomheders håndtering og sortering af affald. Det gør vi ved at gennemføre administrative affaldstilsyn med affaldsproducerende virksomheder, arbejde med affaldsforbrændingsanlæggenes indberetninger via modtagekontrollen samt føre fysiske affaldstilsyn med affaldsindsamlere og –behandlingsanlæg. Dertil kommer, at vi gerne går i dialog med både kommuner, affaldsforbrændingsanlæg samt private virksomheder, så vi sikrer, at der er god viden om reglerne om styrket affaldstilsyn.
Du kommer til at indgå i et team på op til 14 dedikerede medarbejdere samt en funktionsleder. I teamet kan du eksempelvis møde en kollega, der har til opgave at udvælge virksomheder til at få fysiske affaldstilsyn, én der elsker at nørde i indberetninger fra affaldsforbrændingsanlæg samt kollegaen, der kan lide at få skabt kommunikation udadtil.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisation af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for jordbrugsteknologer/jordbrugsteknikere i staten samt forsøgsteknikere ved Aarhus Universitet.
Forventet startdato er den 1. august 2025 eller efter aftale.
Tjenestestedet vil være Tolderlundsvej 3, 5000 Odense C. Vi forventer dog at flytte til byggeriet WoodHub i Lerchesgade, Odense C, henover sommeren 2025.
Ansættelsesområdet er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner.
Stillingen er på fuld tid.
Vil du gerne vide mere? Så er du velkommen til at kontakte funktionslederen for team Styrket Affaldstilsyn, Karin Storkholm på tlf. 20 56 29 87, og ønsker du lidt baggrundsviden inden dit opkald, kan du læse mere om styrket affaldstilsyn
her.
Sådan søger du Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
1. juni 2025.
Vi forventer at holde samtaler i Odense den 10. juni 2025.