Kriminalforsorgen søger ny vicedirektør til kriminalforsorgen

fuldtid
Kriminalforsorgen søger ny vicedirektør til kriminalforsorgen
  • DIREKTORATET FOR KRIMINALFORSORGEN
  • Strandgade 100, 1401 København K
Vil du være med til at udvikle og styrke en af de centrale samfundsbærende institutioner? Så kunne en vicedirektørstilling i kriminalforsorgen måske være interessant for dig. Kriminalforsorgen er i gang med en omfattende udvikling af organisationen for at kunne håndtere stigende krav og sikre en stabil drift under et stort pres.

Retsvæsenet er en af grundstenene i det danske samfund - og kriminalforsorgen udgør sammen med politiet, anklagemyndigheden og domstolene straffesagskæden, der udgør et myndighedssamarbejde, der kontinuerligt arbejder for et trygt og sikkert samfund, hvor lovovertrædere stilles til ansvar for deres handlinger.

Kriminalforsorgen beskæftiger ca. 4.800 medarbejdere og ledere og består af Direktoratet for Kriminalforsorgen, to underliggende kriminalforsorgsområder (Øst og Vest) med tilhørende institutioner i hele landet, i Grønland og på Færøerne.

Kriminalforsorgens kerneopgave er at medvirke til at begrænse kriminalitet ved at fuldbyrde de straffe, som domstolene har fastsat. Det vil sige frihedsstraf, herunder afsoning med elektronisk fodlænke, samt tilsynsvirksomhed i forbindelse med prøveløsladelse og betingede domme, herunder samfundstjeneste. Kriminalforsorgen fuldbyrder på tilsvarende vis også straffe fastsat af domstolene på Færøerne og foranstaltninger idømt af domstolene i Grønland.

Kriminalforsorgen varetager herudover blandt andet administration af varetægtsfængsling, administrativt bestemt frihedsberøvelse i henhold til udlændingeloven og hjemrejseloven, udfærdigelse af personundersøgelser af sigtede, tilsyn med psykisk syge kriminelle, der er dømt i henhold til straffelovens § 68 og § 69, tilsyn med børn og unge, der har modtaget en afgørelse ved Ungdomskriminalitetsnævnet (ungekriminalforsorgen), samt drift af udrejsecentre for afviste asylansøgere.

Dine ansvarsområder

Vicedirektøren vil have det overordnede ansvar for HR, uddannelse, sikkerhed, straffuldbyrdelse og det internationale område.

Vicedirektøren skal understøtte direktøren for kriminalforsorgen i udviklingen og implementeringen af kriminalforsorgens strategi, flerårsaftale og øvrige politiske beslutninger.

Vicedirektøren er i tæt samarbejde med sine afdelingschefer ansvarlig for udvikling og implementering af strategi og drift inden for egne afdelinger. Vicedirektøren vil herudover være ansvarlig for den fortsatte udvikling og professionalisering af afdelingerne og for, at det politiske niveau betjenes professionelt og effektivt.

Vicedirektøren skal sikre tværfaglighed i opgaveløsningen samt bidrage til sammenhængskraften på tværs af direktorat, kriminalforsorgen og Justitsministeriets koncern.

Vicedirektøren refererer direkte til direktøren for kriminalforsorgen og indgår i kriminalforsorgens koncernledelse. Koncernledelsen koordinerer og træffer fælles beslutninger, der skal sikre sammenhæng, udvikling og effektiv drift på tværs af kriminalforsorgen.

Om dig

Du har en relevant uddannelse og solid ledelsesmæssig erfaring på strategisk niveau fra en eller flere større organisationer - gerne en offentlig organisation. Det forventes, at du har det fornødne indblik i og forståelse for kriminalforsorgens og Justitsministeriets arbejdsområde.

Vi forventer herudover, at du:

  • Har erfaring med styring og udvikling af en stor organisation med forskellige medarbejdergrupper.
  • Har erfaring med ledelse af ledere.
  • Har særdeles gode lederevner, en tillidsskabende ledelsesstil og gode samarbejdsevner, som danner grundlag for blandt andet sparring med afdelingscheferne.
  • Evner at skabe et godt arbejdsmiljø, trivsel og udvikling som grundlag for fastholdelse og rekruttering.
  • Er nytænkende, resultatorienteret og kan skabe overblik, struktur og fremdrift i en mangfoldig offentlig myndighed under fortsat forandring.
  • Kan håndtere samspillet mellem det politiske og det faglige system konstruktivt og sikre compliance i forhold til gældende regler og retningslinjer.
  • Har gode evner for intern og ekstern kommunikation, og sikrer, at afdelingernes opgavevaretagelse og resultater er synlige og forståelige for samarbejdspartnere i direktoratet og områderne samt relevante interessenter.
Du bliver en del af et stærkt tværfagligt miljø i direktoratet. Vi lægger vægt på høj faglighed og stærke styringskompetencer og på et åbent arbejdsmiljø med godt humør. Vi lægger desuden vægt på, at vores travle hverdag følges af en god omgangstone og hjælpsomhed over for hinanden, og at der for den enkelte medarbejder er en god balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen besættes på overenskomstvilkår i overensstemmelse med rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 3. Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand, kan du bevare ansættelsen som tjenestemand. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer samt et åremålstillæg.

Stillingen ønskes besat på åremål og snarest muligt.

Ansættelsesområdet er kriminalforsorgen.

Arbejdsstedet er Direktoratet for Kriminalforsorgen, Strandgade 100, 1401 København K.

Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom du skal kunne opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør for kriminalforsorgen Ina Eliasen via direktørens personlige assistent Victor Østergaard Hansen på telefon 7255 4197.

Du kan læse mere om kriminalforsorgens organisation og opgaver på www.kriminalforsorgen.dk.

Ansøgningen

Du søger stillingen via knappen ”Søg stillingen”.

Din ansøgning med cv, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest mandag den 9. juni 2025.

For allerede udnævnte tjenestemænd skal ansøgningen stiles til Kongen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 25.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Om kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen fuldbyrder de straffe, som domstolene idømmer. Det gør vi på vegne af samfundet, og vi er de eneste, der løser den opgave. Derfor sover kriminalforsorgen aldrig.

Hver dag, hver aften og hver nat går vi på arbejde i kriminalforsorgen. Det gør vi for at få et samfund med mindre kriminalitet og færre ofre.



Log ind