Vil du arbejde med specialiseret viden inden for toldområdet i en uafhængig klageinstans? Bliv en del af Skatteankestyrelsen, hvor du i samspil med dine kolleger giver borgeres og virksomheders klager en objektiv behandling. Hos os kan du dykke ned i de EU-retlige regler i alle slags sager inden for toldområdet.
Faglig fordybelse i sager, som du følger helt til dørs Bliv en del af Skatteankestyrelsens 13. kontor i København, hvor vi gerne vil byde velkommen til en ny kollega i toldteamet. Teamet behandler alle former for toldsager og vil gerne have flere kræfter til området. Vi kigger både efter dig, som har stor viden om told og dig, som er klar til at lære mere. Vigtigst er din interesse for området og lyst til den faglige fordybelse i klagesagerne.
Som sagsbehandler hos os får du en vigtig rolle, hvor du værner om retssikkerheden. Når borgere og virksomheder klager over Toldstyrelsens afgørelser over import eller eksport af varer, giver du sagerne et nyt og objektivt blik. Du oplyser sagerne og udarbejder udkast til afgørelser og følger sagerne, til de er afgjort i Landsskatteretten. Klagesagerne indeholder ofte principielle spørgsmål og komplekse juridiske problemstillinger, som kræver, at du dykker ned i EU-lovgivning og internationale aspekter. Det giver rig mulighed for (yderligere) at specialisere dig.
I kontoret er vi omkring 23 kolleger, som er inddelt i fire teams. Tilsammen behandler vi klager inden for erhvervsbeskatning, aktindsigt og told. Dine kolleger har erfaring fra både det offentlige og private erhvervsliv med regnskabsmæssig, skattefaglig eller juridisk baggrund. Vi spænder bredt i erfaringsniveau og lægger alle vægt på at have et højt fagligt miljø. Vi har en sparringskultur, hvor vi hjælper hinanden og vender problemstillinger. Du vil opleve, at vi lægger vægt på at være effektive og gøre os umage.
Vi glæder os til at tage imod dig og forbereder et grundigt oplæringsforløb til dig. I Skatteankestyrelsen understøtter vi fleksible arbejdsvilkår. Rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøfter du med din leder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Dine ansvarsområder og primære opgaver Du får selvstændigt ansvar for dine egne sager, som du følger fra A-Z. Du vil:
- behandle klager inden for toldområdet, fx om tarifering, forædling og varers oprindelse.
- afholde møde med klagere og rådgivere.
- udarbejde forslag til afgørelse.
- deltage i møder i Landsskatteretten.
Med de opgaver forestiller vi os, at du - har en uddannelse som fx cand.jur., cand.merc.jur. eller anden relevant uddannelsesbaggrund og en interesse for told og EU-ret – og gerne erfaring med området. Nyuddannede er også velkomne til at søge stillingen.
- kan skabe overblik over omfattende og kompliceret materiale og kan lide at dykke ned i detaljerne og lave det undersøgelsesarbejde, som sagsbehandlingen kræver.
- har en nysgerrig indstilling til de emner, du møder i dit arbejde, og gerne vil være en aktiv del af et stærkt fagligt miljø, hvor sparring og samarbejde med dine kolleger er en naturlig del af arbejdsdagen.
- arbejder med fokus på kvalitet og på at komme i mål med sagerne i rette tid og kommunikerer klart både i skrift og tale – din formidling har modtagerne i centrum.
Din nye kollega Vibeke Persson glæder sig til at møde dig ”Når du bliver en del af toldteamet, bliver du en del af et lille, specialiseret team, hvor vi gerne sparrer med hinanden om de problemstillinger, vi møder i vores arbejde. Vi har hver især viden om bestemte områder og kan derfor med fordel spørge hinanden til råds. Vi brænder for at knække nødden i sagerne og finde frem til det korrekte resultat. Teamet indgår i et større kontor og er del af en større arbejdsplads lige ved Vesterport Station. Det giver dig en kontaktflade til en masse gode kolleger”, fortæller Vibeke Persson.
Vidste du… … at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.
… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.
Kontakt og ansættelsesvilkår Upload din ansøgning, dit CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 2. juni 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef for 13. kontor, Mette Kirchheiner Boenæs, på telefonnummer 3376 0937. Ønsker du at høre mere om opgaverne fra en kollega i teamet, er du velkommen til at kontakte Vibeke Persson på telefonnummer 3376 0857.
Vi læser ansøgninger og holder samtaler løbende. Vi bruger personligheds- og adfærdstest og eventuelt logisk test som dialogværktøj på 2. samtaler.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Startdato og arbejdssted Startdato er 1. august 2025 eller efter aftale.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er helt centralt i København ved Vesterport Station på adressen Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V.