Institutleder til Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet

fuldtid
Institutleder til Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet
  • Roskilde Universitet
  • Universitetsvej 1, 4000 Roskilde
Vil du stå i spidsen for stærk tværfaglig forskning og uddannelse inden for naturvidenskab, miljø og sundhed? Og har du lyst til at blive en del af ledelsen på et universitet, der skaber impact og bidrager til at løse samfundets udfordringer? Så er du måske vores nye institutleder.

Roskilde Universitet søger en ny institutleder for Institut for Naturvidenskab og Miljø (INM). Vi søger en visionær institutleder, der brænder for tværfaglig forskning og uddannelse, og som kan understøtte og udbygge det gode samarbejde både internt og med det omgivende samfund. Forventet tiltrædelse er den 1. februar 2026 eller snarest derefter.

Vores nye institutleder for INM skal fortsætte instituttets faglige og organisatoriske udvikling og være med til at udvikle instituttets forskning og uddannelser og derigennem skabe samfundsmæssige forandringer i praksis.

INM er et naturvidenskabeligt institut, der rummer klassiske fagligheder og tværvidenskabelig forskning og uddannelse i relation til blandt andet miljø og sundhed. Instituttets tværvidenskabelige bachelor- og kandidatuddannelser, der har ca. 680 aktive studerende, understøttes således af forskning blandt andet inden for bløde og amorfe materialers fysik, grøn - bæredygtig kemi, matematik- og naturfagsdidaktik, matematisk modellering, miljødynamik og økologi samt sundhed og sygdom. INM har omkring 120 medarbejdere samt en forskerskole med ca. 35 indskrevne ph.d.-studerende.

Efter den politiske aftale om "Reform af universitetsuddannelserne i Danmark" står Roskilde Universitet over for en vigtig og udfordrende opgave i 2025 med at tilpasse det fremtidige uddannelseslandskab. Du skal som institutleder derfor have fokus på at nytænke og prioritere uddannelser og processer samt skabe sammenhængskraft om opgaven og sætte retning for medarbejderne, der står midt i en forandringsproces.

Du vil få en central rolle i at sikre en inddragende proces i det videre udviklingsarbejde og sikre et solidt forskningsgrundlag for instituttets fremtidige uddannelsesportefølje. En anden væsentlig opgave er at udvikle instituttets aktiviteter inden for efter- og videreuddannelse med afsæt i et stærkt forskningsmiljø og meningsfulde partnerskaber om forskning og uddannelse.

Ansvarsområder og opgaver
Som institutleder vil du referere til rektor og indgå i universitetsledelsen, som består af rektor, prorektor, universitetsdirektøren og universitetets tre andre institutledere. Sammen med den øvrige ledelse har du et særligt strategisk ansvar for at styrke samarbejde og udvikling på tværs af universitetet, og du vil opleve at være en vigtig del i vores strategiske arbejde med at styrke Roskilde Universitets position og profil i det danske universitetslandskab.

Som institutleder har du ansvar for at repræsentere instituttets fagområder eksternt i forhold til nationale og internationale samarbejdspartnere, herunder dekankredsen for det naturvidenskabelige hovedområde, og i forbindelse med universitetets regionale udviklingsaktiviteter. Du har også ansvaret for at fortsætte arbejdet med at profilere instituttets forskningsstyrker samt sikre fortsat højt publiceringsniveau, tværfagligt samarbejde og ekstern finansiering.

Institutledelsen består, ud over institutleder, af en prodekan for uddannelse og en sekretariatsleder. Institutlederen har sammen med sekretariatslederen ansvaret for instituttets samlede økonomi og varetager den overordnede personaleledelse på instituttet. Institutlederen skal lede engagerede og travle selvledende medarbejdere, hvis daglige velbefindende er central. Du skal som institutleder være god til at inddrage, kommunikere, være synlig og sætte retning med blik for samarbejdsrelationer og et godt arbejdsmiljø på instituttet.

Du bliver herudover daglig leder for 4 sektionsledere, der indgår i instituttets udvidede ledergruppe. Sektionslederne er et nyt ledelseslag på Roskilde Universitet, som skal være fuldt implementeret på alle institutter i 2026. Sektionslederne udgør i dag den nære ledelse for det videnskabelige personale på instituttet og skal blandt andet styrke trivslen, kvalitetskulturen og karriereudviklingen blandt VIP’erne. Denne nye ledelsesstruktur skal endvidere understøtte den fortsatte udvikling af det tværgående samarbejde mellem institutterne.

Institutlederens hovedopgaver vil bestå i:
  • At udvikle en samlet strategi for instituttets aktiviteter inden for forskning og uddannelse og træffe beslutning om fremtidige prioriteringer
  • At støtte og udvikle relationer til omverdenen, herunder uddannelses- og forskningssamarbejder med relevante partnere i ind- og udland samt fundraising og strategiske partnerskaber i dialog med lokale og centrale understøttelsesenheder
  • At sikre gode rammer for instituttets forskningsaktiviteter ud fra universitetets overordnede vision, herunder at håndtere balancegangen mellem behovet for strategisk udvikling af stærke, samlede forskningsmiljøer på den ene side, og sikring af de videnskabelige medarbejderes arbejdsmiljø, forskningsfrihed og brede faglige kompetencer på den anden
  • At skabe høj kvalitet, fremdrift og sammenhæng i instituttets undervisning og uddannelse, så nye studerende tiltrækkes og fastholdes
  • At sikre en ansvarlig og retvisende anvendelse af instituttets ressourcer
  • At udøve synlig og dialogbaseret personaleledelse med fokus på instituttet som en attraktiv arbejdsplads, herunder ikke mindst at bidrage til at udvikle de nye sektionslederes ledelseskompetencer og sætte retning for deres arbejde, så de løfter den samlede opgave, der er blevet lagt hos sektionsledergruppen.

Kvalifikationer og kompetencer
Roskilde Universitet lægger vægt på, at institutlederen:
  • Har betydelige erfaring med personaleledelse, strategisk ledelse og relationsskabelse både internt og eksternt
  • Har erfaring med at udvikle stærke akademiske miljøer og bedrive forskningsledelse på højt niveau
  • Har erfaring med at lede organisatoriske forandringsprocesser
  • Har personlig integritet, gode samarbejds- og kommunikationsevner (dansk/nordisk sprog og engelsk), og formår at skabe engagement og motivation hos medarbejdere og samarbejdspartnere
  • Har evne til at skabe et godt arbejdsmiljø og samarbejdsklima for alle personalegrupper i en inddragende organisationskultur
  • Har kendskab til flere videnskabstraditioner og forskningsmetoder og er nysgerrig på fagfelter uden for eget område
  • Er en anerkendt forsker på internationalt niveau inden for et eller flere institutters fagområder med indsigt i universitetssektoren

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker som en åremålsansættelse, som er 5 år med mulighed for forlængelse i op til 3 år. Du ansættes i henhold til aftale mellem Finansministeriet og AC, cirkulære om ansættelse af institutledere, hvori det er fastsat, at lønnen tager udgangspunkt i en basisløn, kvalifikationstillæg, åremålstillæg og pensionsbidrag.

Den samlede løn inkl. Pension og åremålstillæg udgør ca. 1.100.000 kr.

Mere information
Du er velkommen til at kontakte rektor Hanne Leth Andersen på telefon 27 78 28 38 for mere information om stillingen.

Mere information om Institut for Naturvidenskab og Miljø, samt vores forskningsresultater, uddannelser, strategiske indsatser og organisering af Roskilde Universitet, kan findes her.

Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/

Ansøgningen skal indeholde:

1. Ansøgning med din motivation og vision for instituttet, og hvordan du kan bidrage til Roskilde Universitets udvikling og profilering i de kommende år (max 3 sider)

2. CV

3. Publikationsliste

4. Redegørelse for erfaringer med undervisning og uddannelse samt forskningsledelse

5. Kandidat- og ph. d. beviser

Ansøgningsfristen er 21. september 2025.

Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.

Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 41, og 2. samtale i uge 43. Du skal være indstillet på, at der indgår testforløb i forbindelse med rekrutteringen.

Proceduren for ansættelsen er tilrettelagt i overensstemmelse med universitetets vedtægter, hvilket bl.a. indebærer, at der er nedsat et rådgivende ansættelsesudvalg, som deltager i ansættelsessamtalerne

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.

Om Roskilde Universitet
Roskilde Universitet er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. Den tværfaglige tilgang dyrkes i universitetets pædagogiske værdigrundlag og forskningsstrategiske ambitioner. Det er Roskilde Universitets vision at være blandt de foretrukne europæiske universiteter inden for tværfaglig videnskabelse og bidrage til forskningsbaseret bæredygtig forandring.

Universitetet er organiseret omkring fire institutter, der ud over Institut for Naturvidenskab og Miljø tæller Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab og Institut for Mennesker og Teknologi.

 

Log ind