Har du lyst til at blive Filminstituttets nye dokumentarchef og få ansvaret for at udvikle og lede instituttets arbejde med at sikre dansk dokumentarfilms markante rolle og betydning? Det Danske Filminstitut går ind i en ny tid med en ambitiøs filmaftale, ny strategi og et stærkt ønske om at placere dansk film centralt i samfundet. Til dette vigtige arbejde søger vi nu en erfaren dokumentarprofil med vision, brancheforståelse samt stærk ledelseserfaring i forhold til at sikre de indre rammer i en institution i markant udvikling.
Dokumentarchefen refererer til den administrerende direktør Tine Fischer og har i samarbejde med filmkonsulenterne ansvaret for behandling af ansøgninger om støtte til udvikling og produktion af kort- og dokumentarfilm, og har i samarbejde med Filminstituttets lanceringskonsulenter ansvaret for at behandle ansøgninger om støtte til lancering af danske kort- og dokumentarfilm.
Arbejdsopgaver Dokumentarchefen har det ledelses- og driftsmæssige ansvar for hele dokumentarafdelingen, herunder arbejdet i konsulentteamet, der behandler ansøgninger om støtte til kort- og dokumentarfilm. I forbindelse med behandlingen af ansøgninger deltager dokumentarchefen i afdelingens overordnede økonomiske og produktionsmæssige vurdering af filmprojekterne samt som producer for en filmkonsulent. Dokumentarchefen har også ansvaret for ansøgninger om støtte til NordDok puljen.
Som dokumentarchef har du i tæt samarbejde med Økonomi og Jura også ansvaret for at sikre den løbende forvaltning og administration på støtteområdet.
Dokumentarchefen udvikler og sikrer løbende dialogen med den danske kort- og dokumentarbranche med henblik på at optimere støttesystemet og stimulere udviklingen af branchen i forhold til vision, marked, ny teknologi, formater, samarbejder, finansiering og distribution. I den forbindelse skal dokumentarchefen deltage i relevante branchemøder, festivals og seminarer og desuden holde sig orienteret om forhold, der har betydning for udviklingen af dansk kort- og dokumentar.
Foruden dokumentarchefen består afdelingen af 10 medarbejdere. Afdelingen er organisatorisk placeret i området Filmstøtte sammen med Filminstituttets øvrige støtteafdelinger og -enheder.
Der kan ske ændringer i de konkrete opgaver og ansvarsområder i forbindelse med implementeringen af de kommende medie- og filmaftaler.
Kvalifikationer Som dokumentarchef skal du være en anerkendende, inkluderende og samlende leder, der kan skabe retning, mening og struktur for din afdeling og for interne og eksterne samarbejdspartnere. Du skal kunne identificere muligheder og udfordringer og skabe rum for, at dine medarbejdere selvstændigt løser opgaver, og du skal samtidig følge op og være klar til sparring. Som chef skal du trives med både at være leder og selv at udføre faglige opgaver.
Det er afgørende, at du kan formidle et åbent, respektfuldt og løsningsorienteret samarbejde med den producerende branche, og du skal udvikle og vedligeholde netværk og samarbejder med alle væsentlige aktører inden for den danske kort- og dokumentarbranche. I en branche kendetegnet af hastig udvikling og skiftende betingelser er det vigtigt, at du er i stand til at udfordre og til at tænke nyt. Og altid gøre det med fokus på kvaliteten og betydningen af dansk kort- og dokumentarfilm.
Der er ikke knyttet særlige uddannelsesmæssige krav til stillingen, men vi lægger afgørende vægt på, at du i kraft af uddannelse og tidligere beskæftigelse har tilegnet dig kvalifikationer eksempelvis inden for følgende områder:
- relevant ledelseserfaring fra filmbranchen; herunder erfaring med at lede kreative processer og medarbejdere. Stillingen kræver gode samarbejds- og forhandlingsevner, evnen til at engagere og motivere og være i stand til at skabe en positiv og løsningsorienteret atmosfære, der giver ansøgerne de bedste muligheder for at realisere deres filmprojekter.
- erfaring med udvikling og produktion af kort- og dokumentarfilm, som fx producer. Herunder særligt erfaring med budgettering, finansiering og produktionsplanlægning. Erfaring med film- & tv-produktion og international co-produktion, finansiering, publikum og biografmarkedet er en fordel.
- erfaring fra en større organisation - en tv-station, en streamingplatform, et større produktionsselskab eller lignende - og kendskab til sagsbehandling regelstyring og administrative systemer er en fordel.
Du bliver del af en arbejdsplads med tårnhøj faglighed, hvor vi sætter pris på dialog, ligefremhed, ambition, engagement og humor.
Ansættelsesvilkår Stilling er på fuld tid. Løn og ansættelse er efter overenskomst mellem Staten og relevant organisation.
Som Dokumentarchef refererer du til direktør Tine Fischer, og indgår i Filminstituttets ledelsesgruppe.
Stillingen ønskes besat d. 1. januar 2026.
Information og ansøgning Ansøgning, CV og relevante eksamensbeviser sendes via vores ansøgningssystem senest d. 25. oktober 2025.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 45 og 46.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte direktør Tine Fischer på 33 74 34 01.
Det Danske Filminstitut opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Det Danske Filminstitut er en statsinstitution under Kulturministeriet. Filminstituttet har ca. 155 engagerede medarbejdere, der arbejder for at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger vedblivende udgør en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi og fastholder dansk films stærke position i både ind- og udland. Læs mere om Det Danske Filminstitut på www.dfi.dk