Motiveres du af at finde og udnytte sårbarheder i it-systemer og netværk, og brænder du for et job, hvor formålet er at sikre Rigsfællesskabet mod cybertrusler? Så har vi jobbet til dig i FE. Du får udfordringer og plads til at udvikle dig Vi søger it-sikkerhedsspecialister til vores team af pentestere - gerne med speciale inden for cloud, Product Security, eller web app, men ikke et krav. Vi er en sektion, hvor der er et godt fællesskab med høj faglighed og adgang til unik viden. Uddannelse og faglige baggrunde er meget forskellige. Fælles for os alle er, at vi er yderst dedikerede og brænder for missionen.
Vi udvider sektionen, og vi vil gerne ansætte dig, som vil bidrage med høj faglighed og den rette erfaring fra studiet, fritiden eller lignede job. Du har et drive og en passion for pentesting - du trives i et operativt miljø og vil bidrage med ideer til sektionens udvikling samt fastholde det gode arbejdsmiljø.
Vi har fokus på løbende at opkvalificere og vedligeholde vores tekniske kompetencer, og vi sætter arbejdstid af til at kunne deltage i kurser, konferencer og øvelser, der kan gøre os førende inden for vores respektive tekniske områder. Med adgang til en bred pallette af kurser og særlig unik viden, har du derfor alle muligheder for at blive specialist på de områder, som du er mest passioneret indenfor, og som tjenesten har brug for.
Sektionen arbejder med enheder og myndigheder på Forsvarsministeriets område, nationale sikkerhedsmyndigheder og virksomheder i den kritiske infrastruktur. Vi får derfor ofte mulighed for at afdække og udnytte sårbarheder i usædvanlige systemer i til tider ret usædvanlige miljøer i både ind- og udland.
Din arbejdsdag hos os vil byde på et væld af forskellige og udfordrende opgaver, så som:
- Udføre penetrationstest og Red Team Operationer i it-systemer og netværk
- Udføre sikkerhedstest for den nationale it-sikkerhedsmyndighed og øvrige sikkerhedsorganer
- Støtte til Forsvarets nationale- og internationale operationer
- Deltage i nationale- og internationale cyberøvelser
- Opretholde et højt teknisk vidensniveau gennem kurser, konferencer og certificeringer
- Opsøge viden om nye teknologier og systemer
- Vidensdeling og sparring ift. opgaver og kompetenceopbygning i sektionen
Der kan være en vis rejseaktivitet forbundet med stillingen.
Du og din baggrund er vigtig Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Du kan eksempelvis have en bachelor- eller kandidatgrad inden for IT eller være autodidakt og have oparbejdet særlige kompetencer indenfor etisk hacking m.v.
Du trives med at kommunikere både mundtligt og skriftligt, og du har en struktureret tilgang til opgaverne.
Den ideelle kandidat har i sit arbejdsliv opnået et højt vidensniveau om cybersikkerhed og besidder desuden viden om emner som:
- Cloud Penetration
- Product Security Penetration
- Web App Penetration
- Enterprise Penetration
- Wireless Penetration (WIFI, Bluetooth, NFC)
- Software Defined Radio (SDR)
- Red Team Operation
- Industrial Control System (ICS) og SCADA
- iOS og Android Security Analyse og Penetration
- Exploit Development and Hacker tools
- OS - Linux og Windows AD
- Social Engineering, herunder phishing angreb
- UAV, herunder droner
Hvis du har særlige kompetencer eller interesser inden for et specifikt felt af cyberdomænet, vil vi gerne høre om det i din ansøgning. Har du relevante certificeringer som f.eks. OSCP, GPEN, GAWN er det naturligvis et plus, men ikke et krav.
Din nye arbejdsplads Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Dit faste tjenestested vil være Kastellet.
Sådan søger du stillingen Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 22. august 2025
Vi afholder løbende ansættelsessamtaler med umiddelbart egnede kandidater med en ansættelse fra 1. november 2025. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 22687@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.