Brænder du for at arbejde med Forsvarets kerneopgave, og vil du være med til at opbygge et stærkt civilt-militært samarbejde, der kan bidrage til Kongerigets sikkerhed? Så er stillingen som CIMIC stabsofficer i Operationsstabens Planlægningssektion Kongeriget måske noget for dig? Vi søger en sagsbehandler som sammen med et hold af dygtige kollegaer er klar på at give sig i kast med en række spændende opgaver.
Om os Operationsstabens Planlægningsafdeling består af ca. 55 personer fra alle værn opdelt i planlægningssektionerne J5 Kongeriget, J5 Global, J5 Cyber, J5 Policy samt J7.
Afdelingens primære opgave er at varetage planlægningsopgaver i relation til Forsvarets nationale og internationale operationer, herunder:
- Gennemføre operationsplanlægning og rådgive beslutningstagere i forhold til militære muligheder for indsættelse af danske styrkebidrag.
- Udarbejde militære anbefalinger til Forsvarsministeriet i samarbejde med øvrige dele af Forsvarskommandoen og de støttende styrelser.
- Udarbejde operationsplaner i tæt samarbejde med værn og kommandoer.
- Udvikling af Forsvarets Operative Hovedkvarter, Joint Headquarters.
Dertil varetager vi - som en del af Forsvarsstaben - mere generel sagsbehandling, der understøtter forsvarschefens samlede virke.
J5 Kongerigets fokus er planlægning af operationer hovedsageligt relateret til kollektivt forsvar inden for Kongeriget Danmark, inkl. Arktis, Nordatlanten og Europa. En af hovedopgaverne er den nationale forsvarsplanlægning, og det er i den sammenhæng, at netop det civilt-militære samarbejde i form af CIMIC spiller en helt central rolle.
J5 Kongeriget består af en chef og p.t. 15 militære sagsbehandlere. Vi synes selv, at vi er en sektion, der er præget af dedikerede kollegaer, teamwork, godt humør og et stort netværk.
Om stillingen Stillingen er slået bredt op både civilt og militært.
Du vil få ansvaret for det faglige og operative indhold vedr. CIMIC i rammen af den Nationale Forsvarsplan, herunder koordinationen med samfundets øvrige sektorer i forhold til, hvordan de understøtter den Nationale Forsvarsplan.
I forbindelse med den løbende udvikling af operationsplanerne vil du få det samlede ansvar for koordination og planlægning vedrørende CIMIC med Forsvarskommandoens underlagte myndigheder såvel som relevante civile myndigheder på styrelsesniveau, fx Rigspolitiet, Sundhedsstyrelsen, Energistyrelsen, Trafikstyrelsen etc.
Du vil desuden få til opgave at følge og bidrage til CIMIC-området i NATO-regi, primært i forhold til planer udviklet ved NATO’s operative hovedkvarterer i Brunssum og Norfolk.
Tænkningen omkring CIMIC er midt i en brydningstid, hvor funktionen i forhold til Kongerigets sikkerhed skal anskues i en national ramme frem for internationalt. Den transformation kommer du til at bidrage aktivt til. Der vil således i stor stil vil være mulighed for at sætte sit eget præg på udviklingen af CIMIC-området i en national operativ kontekst.
Du bliver en del af en sektion, hvor vi prioriterer og værdsætter hinanden. Sektionen drives ud fra et fokus på udvikling af medarbejderne og tillid til opgaveløsningen. Vi støtter hinanden og trækker aktivt på vores forskellighed, styrker og erfaringer, idet vi alle har et ansvar for at investere i vores fælles sociale kapital.
Der er nogen mulighed for at arbejde hjemmefra, men da en stor del af arbejdet foregår på højere klassificerede systemer, skal du forvente en stor del tilstedeværelse på kontoret.
Perioder med øvelsesdeltagelse og diverse rejseaktivitet af kortere varighed, typisk i forbindelse med møder, planlægningsopgaver og konferencer, må forventes.
Om dig Du er enten civil med en relevant akademisk uddannelse eller officer i Forsvaret med rang af major/orlogskaptajn eller kaptajn/kaptajnløjtnant. Er du i gang med Master i Militære Studier vil du kunne ansættes på en uddannelsesaftale.
Du har gerne et solidt netværk inden for dit faglige felt, herunder en god indsigt og forståelse for Forsvarets behov for at arbejde tæt sammen med en bred vifte af samarbejdspartnere som en integreret del af den samlede opgaveløsning.
For at få succes i stillingen er det vigtigt:
- Du som person er analytisk og selvstændigt tænkende med udpræget helhedsforståelse.
- Du kommunikerer klart og præcist i skrift og tale.
- Du skal evne at håndtere komplekse arbejdsopgaver og samtidig kunne tilpasse dig den proces, der gør, at din viden kan præsenteres kort og præcist.
- Du udstråler personlig autoritet gennem dine faglige og sociale kompetencer.
- Du evner at koble mange elementer sammen til en helhed, der forstås og accepteres af andre.
- Du trives i et dynamisk miljø og er indstillet på, at arbejdsopgaver kan være forbundet med skiftende intensitet. I hovedsagen har du dog stor mulighed for selv at tilrettelægge dit arbejde.
Eftersom CIMIC-området indbefatter en stor berøringsflade på tværs af mange aktører, er det afgørende, at du er relationel stærk og evner at bringe såvel de civile som militære perspektiver med ind i opgaveløsningen.
Vi lægger vægt på, at der er et godt arbejdsmiljø og gode relationer i sektionen. Til en samtale vil vi have fokus på at vurdere, om du og sektionen er et godt match.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Fast tjenestested er i København.
Kontakt og ansøgning Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for J5 Kongeriget, oberstløjtnant Peter Raunholt Sørensen på mobil 2960 6804 (evt. via SMS i dagtimerne).
Har du spørgsmål som civil til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 3266 5783.
Vi skal bede dig om at søge stillingen via linket. Du er velkommen til at vedlægge ansøgningen relevante bedømmelser/udtalelser og evt. referencer, men det er ikke et krav.
Ansøgningsfristen er den 14. august 2025. Samtaler forventes gennemført i uge 34 eller 35.
Stillingen er allerede nu ledig til besættelse.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSKOMMANDOEN Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed og har ansvaret for at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver. Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker.