Direktionssekretær (AC) til Direktionssekretariatet i Naturstyrelsen

fuldtid
Direktionssekretær (AC) til Direktionssekretariatet i Naturstyrelsen
  • Naturstyrelsen
  • Førstballevej 2, 7183 Randbøl
Brænder du for direktions- og departementsbetjening af høj kvalitet? Er du effektiv og dygtig i embedsmandsrollen med stærke generalistkompetencer? Kan du skabe gode relationer både internt i Naturstyrelsen og til øvrige institutioner i Ministeriet for Grøn Trepart og Miljø- og Lige-stillingsministeret ? Så har vi et rigtig spændende job til dig.

Opgaver og organisering
Naturstyrelsen har en central rolle i at få tingene til at ske ude i det danske landskab. Styrelsen gennemfører bl.a. en lang række konkrete projekter for at understøtte klima- og naturindsatsen, herunder en historisk udtagning af lavbundsjorder og en række akutindsatser for at forbedre det danske vandmiljø. Samtidig skal styrelsen sikre en effektiv forvaltning af ca. 200.000 ha statslig natur, hvor der skabes gode rammer for friluftsliv og biodiversitet.

Som AC-direktionssekretær bliver du en del af styrelsens Direktionssekretariat, der består af otte medarbejdere inkl. en teamleder med personaleansvar. Det er teamets opgave at håndtere procedurene knyttet til direktions- og ministerbetjening i Naturstyrelsen. Teamet udgør et centralt bindeled mellem Naturstyrelsens direktion og styrelsens enheder samt i sagsflowet mellem Naturstyrelsen og departementerne i både Ministeriet for Grøn Trepart og Miljø- og Ligestillingsministeriet. Udover at sikre værdiskabende processer, forventes det, at Direktionssekretariatet understøtter kvaliteten i sagerne, og løbende er i stand til at sparre med direktionsmedlemmer mv., ligesom teamet løbende indgår i strategiske projekter med en række tværgående udviklingsopgaver og har ansvaret for styrelsens journal. Teamet er endvidere garant for, at direktionens hverdag hænger sammen. Mødeplanlægning, kalenderstyring mv. udgør derfor centrale opgaver i teamet.

I overskrifter vil dine vigtigste opgaver som AC-direktionssekretær være:

  • Leverancestyring, dvs. medvirke til at sikre en høj kvalitet i sager til Naturstyrelsens direktion, ministerier mv., herunder sikre koordinering, overholdelse af frister, rammesætning etc.
  • At indgå i forskellige projekter, herunder udvikling og implementering af værdiskabende processer inden for direktionssekretariatets område, f.eks. i at fastlægge og opretholde gode processer omkring sagsflow mv.
  • Sparring med direktionen bl.a. i den løbende sagsbehandling og i forbindelse med strategiske udviklingsopgaver mv.
Vi lægger stor vægt på høj faglighed, solide embedsmandsdyder, god service, samt at vores arbejde gør en forskel for både medarbejdere og ledere i organisationen. I Direktionssekretariatet har vi en uformel omgangstone, og vi lægger vægt på, at det i en travl og til tider hektisk hverdag også skal være sjovt at gå på arbejde.

Som AC-direktionssekretær får du et alsidigt og spændende job med stor selvstændighed, faglig spændvidde, og et solidt overblik over det, der rører sig i en statslig styrelse. Der er gode muligheder for personlig- og faglig udvikling, og du vil naturligt få en stor kontaktflade både internt og eksternt.

Organisatorisk er Direktionssekretariatet et team i Sekretariatet, som også består af et HR-team og et Jura-team under ledelse af en sekretariatschef.

Din profil
Vi forventer, at du har en akademisk baggrund som f.eks. jurist eller statskundskaber med stærke generalistkompetencer og med et solidt kendskab til rammerne for offentlig forvaltning, herunder solid erfaringer med direktions- og departementsbetjening. Tilsvarende vil det være en fordel, hvis du f.eks. har arbejdet med projektstyring etc. Afhængig af dine kompetencer skal du selvstændigt kunne påtage dig ansvaret for sagsflowet fra enkelte enheder. Du skal hurtigt kunne sætte dig ind i og anvise balancerede løsninger på ofte komplekse problemstillinger. Vi forventer også, at du har en god forståelse for politiske og organisatoriske vilkår og trives med at finde løsninger i et krydsfelt med mange interessenter og beslutningstagere.

Du er godt rustet til jobbet, hvis du:

  • Har en længerevarende uddannelse som f.eks. cand.jur., cand.polit. el.lign.
  • Har solide erfaringer med direktions- og departementsbetjening, f.eks. fra en sammenlignelig offentlig organisation inden for det grønne område.
  • Stærke kommunikative evner i både skrift og tale.
  • Gode samarbejdsevner og gennemslagskraft.
  • Sans for organisering og processtyring.
  • Er robust og fleksibel og kan bevare roen og overblikket i en uforudsigelig hverdag, hvor der ofte skal leveres inden for korte frister.
  • Kan have mange bolde i luften, bevare overblikket og samtidig har blik for det væsentlige i detaljen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Ansættelse vil være pr. 1. september 2025 eller snarest muligt. Ansættelse vil efter konkret vurdering ske som fuldmægtig eller specialkonsulent.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.

Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte teamleder Anna Skovmøller på tlf. 23 20 91 33.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 10. august 2025.

Samtaler forventes at blive afholdt den 20. august 2025 med mulighed for anden samtale, der forventes afholdt den 25. august 2025. Det skal forventes, at der vil skulle løses en case i ansøgningsprocessen, derudover kan der indgå en personprofiltest samt logisk test i rekrutteringsprocessen.

Du kan læse mere på https://naturstyrelsen.dk/om-naturstyrelsen/job-og-uddannelse.

Log ind