Daglig pædagogisk leder med tyngde, nærvær og mod for Ungdommens Hus og Fredericia Street Bastion

fuldtid
Daglig pædagogisk leder med tyngde, nærvær og mod for Ungdommens Hus og Fredericia Street Bastion
  • Fredericia Kommune
  • Norgesgade 46A, 7000 Fredericia

Vil du stå i spidsen for to stærke fritidsmiljøer, hvor kreativitet og fællesskab er i centrum – og hvor du både får ansvar og er tæt på praksis i hverdagen?

Fredericia Kommune søger en daglig pædagogisk leder til Ungdommens Hus og Fredericia Street Bastion – to huse på samme matrikel, der rummer unge, aktiviteter, fællesskaber og udvikling i spændingsfeltet mellem kultur, fritid og pædagogik.

Om Ungdommens Hus og Fredericia Street Bastion
Ungdommens Hus og Fredericia Street Bastion er to centrale samlingssteder for byens unge. 

Ungdommens Hus er et ungdomskulturelt samlingssted med plads til og respekt for forskellighed. Gennem fællesskaber og aktiviteter dannes unge for, med og af hinanden. Huset har sine helt unikke fysiske rammer, hvor den tidligere godsbanegård i dag summer af liv gennem tilstedeværelsen af unge i alderen 15-25 år. Åbningstiden er tirsdag - torsdag kl. 14-22 samt fredag - lørdag kl. 12-23. 

Unge har i hverdagen mulighed for at bruge atelier, øvelokaler, biograf, graffitivæg, lydstudie og hænge ud i caféen – og der er koncerter og andre kulturelle aktiviteter i løbet af året. Huset emmer på den måde af ungdomskultur, identitet og udvikling samt socialt samvær med alle de brydningsflader og muligheder, som netop dét skaber for de unge.

Fredericia Street Bastion - eller ”Bastionen”, som stedet benævnes i daglig tale, er et pædagogisk fritidstilbud, der blev indviet i november 2024. Bastionen er et af Danmarks mest spændende pædagogiske fritidstilbud. Med 1.000 m² indendørs areal dedikeret til skateboard, rulleskøjter, løbehjul, BMX og parkour. Bastionen er et unikt lærings- og praksisrum, hvor pædagogik møder bevægelse, kreativitet og fællesskab. Derudover hører Midtbyklubben – et dedikeret fritidstilbud for de 10-14-årige – også til i Bastionen. Målgruppen er børn og unge fra 8 år og op, og åbningstiden ligger fra tirsdag til søndag i varierede tidsrum.

En leder med tyngde, nærvær og mod - og som brænder for at være sammen med de unge
Som daglig pædagogisk leder får du ansvaret for drift og personaleledelse i to huse, hvor der dagligt skabes rammer for unge, der udfolder sig, udvikler sig og deltager aktivt i byens ungdomsliv.
Du skal kunne stå sikkert i de ledelsesmæssige niveauer og opgaver – fra systematisk overblik til tydelig og modig ledelse tæt på medarbejderne og de unge. 

Dine hovedopgaver

  • Sikre drift, udvikling og pædagogisk retning for Ungdommens Hus og Fredericia Street Bastion bl.a. ud fra den politisk besluttede 3-årige strategiske ramme
  • Varetage personaleledelse med fokus på trivsel, faglighed og udvikling
  • Skabe struktur, overblik og tydelige rammer, der giver medarbejderne frihed i opgaveløsningen
  • Indgå i tværfaglige samarbejder og lede både opad, udad og på tværs både internt i organisationen og med eksterne aktører
  • Være synlig og deltagende i hverdagen
  • Være en del af vagtplanen og bruge cirka halvdelen af din tid sammen med de unge.
Vi søger dig, der
  • har erfaring med ledelse i det fritids- og ungdomspædagogiske felt – gerne i en politisk styret organisation – og står stærkt og selvstændigt i både udvikling, faglighed, administration og personalesamarbejde
  • motiveres af alsidighed, forskellighed og det utraditionelle – og ser det som et aktiv i dit lederskab
  • er fagligt, metodisk og teoretisk velforankret i fritids- og ungdomspædagogik
  • leder med tydelighed både i opgaver og personaleledelse
  • har evnen til at skabe struktur og overblik, som giver frihed og ejerskab til medarbejderne
  • Brænder for ungdomslivet, fritidspædagogik og for at udvikle stærke, inkluderende fællesskaber
  • trives med fleksibel arbejdstid og med at være en aktiv del af husenes puls og praksis
  • kan lede, mens du også udfører pædagogisk praksis af høj kvalitet i hverdagen.

Vi tilbyder
I Fredericia Fritid arbejder alle medarbejdere med børn og unges fritidsliv. Udover Ungdommens Hus og ”Bastionen” består området  af Lyng Rollespil, Fritidspas, Gadeteamet/SSP, fire Ungemiljøer, Pædagogisk Akutteam, en aktivitetskoordinator og administration. 

Vi arbejder alle sammen med formålet om, at børn og unge i alderen 5–29 år lykkes i livet og altid har et trygt sted at være i fritiden, hvor de udvikler sig og føler sig uundværlige. 

Du bliver en del af Fredericia Fritids lederteam, bestående af lederen af Fredericia Fritid samt den daglige pædagogiske leder for tre af medarbejdergrupperne, ligesom du i dagligdagen har et tæt samarbejde med den administrative koordinator. 

Organisatorisk hører vi til Unge, Uddannelse & Borgerservice. Her bliver du en del af Ungeenheden, som ud over fritidsdelen består af uddannelses- og beskæftigelsesområdet for unge, og hvor vi i leder- og koordinatorgruppen gennem vores fælles faglige fundament og ledelsessyn samles om at skabe fælles retning, struktur og rammer – og du bidrager således aktivt til at realisere kommunens strategiske og politiske målsætninger for ungeområdet.

Vi tilbyder således
  • Et spændende ledelsesfelt med dynamiske og udviklende arbejdsfællesskaber
  • Stærke kollegiale ledelsesteams i en kommune, der prioriterer fritids- og ungeområdet
  • Mulighed for at sætte retning og skabe resultater i to unikke fritidsmiljøer
  • Engagerede medarbejdere, der brænder for fællesskaber, fritidspædagogik og ungdomskultur
  • En særlig kombination af ledelse og tid sammen med de unge.

Vil du vide mere 
Kontakt meget gerne: 
Daglig pædagogisk leder, Nini Ravn Møldrup, nini.moldrup@fredericia.dk, 2242 0366 eller
Chef for Unge, Uddannelse og Borgerservice, Rasmus Balder, rasmus.h.larsen@fredericia.dk, 2565 2349.
Fra d.2. januar 2026, Leder af Fredericia Fritid, Min Guldberg Christensen, min.christensen@fredericia.dk 2293 5491.

Løn- og ansættelsesforhold
I henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Der er tale om en fast fuldtidsstilling.

Tiltrædelse 1. marts 2026 eller hurtigst muligt.

Ved ansættelse vil der blive indhentet referencer og bedt om en straffeattest. 

Ansættelsen er betinget af, at der kan indhentes en tilfredsstillende straffeattest uden anmærkninger af betydning for varetagelse af jobbet. Der indhenter desuden børneattest på medarbejdere, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.

Fredericia Kommune har tobaksfri arbejdstid.

Ansættelsessamtale
Vi afholder samtaler fredag d. 16. januar 2026, med mulighed for 2. samtalerunde d. 21. januar 2026.

Send ansøgning online – benyt browseren Chrome/Edge
Fredericia Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem, hvor du sender din ansøgning, CV, eksamensbevis, og andre relevante erfaringsbilag online. Læs mere om onlineansøgning på www.fredericia.dk

Ansøgningsfrist
11. januar 2026.

Log ind