Bygningsstyrelsen søger faglig stærk stud.jur. eller stud.ha.jur. til udbud og entreprise i København.

fuldtid
Bygningsstyrelsen søger faglig stærk stud.jur. eller stud.ha.jur. til udbud og entreprise i København.
  • Bygningsstyrelsen
  • Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København
Vil du have et studiearbejde, hvor du arbejder med udbudsret i praksis – og har du lyst til at prøve kræfter med styringen af entreprisekontrakter, som anvender byggeriets AB18 aftalesystemer?


Lidt om Udbuds- og Kontraktenheden

Måske har du aldrig hørt om Bygningsstyrelsen før? Hvis ikke, så kan vi fortælle dig, at vi er statens ejendomsvirksomhed og bygherre. Hos Bygningsstyrelsen har du mulighed for at få et studiearbejde i en styrelse med ansvar for at skabe moderne, funktionelle og omkostningseffektive rammer til statslige institutioner i hele landet. Vi er inddelt i tre kerneforretninger: Byggeri, Udlejning og Facility Management.

Du vil blive en del af Bygningsstyrelsens juridiske afdeling, Udbud og Kontrakter, i Center for Byggeri, der bl.a. varetager udbudsret, entrepriseret, løbende kontrakthåndtering samt understøttende projektledelse af styrelsens byggeprojekter. Udbud og Kontrakter varetager også it-kontraktområdet samt forvaltningsret. Dit team har kontor ved Dybbølsbro Station.


Din nye hverdag i Bygningsstyrelsen

Udbud og Kontrakter består af 18 ambitiøse og engagerede jurister samt en studentermedhjælper, hvoraf 11 har hverdag på vores kontor i København og 7 har hverdag på vores kontor i Skanderborg.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at hjælpe juristerne med at tilrettelægge og gennemføre udbud samt at hjælpe med at styre og følge op på kontrakter med entreprenører, leverandører og rådgivere. Ligeledes vil der være opgaver som omfatter kontraktstyring. Andre opgaver kan være fremsøgning af juridisk litteratur, udarbejdelse af juridiske notater samt ad hoc spørgsmål inden for it-kontrakter, rammeaftaler, forvaltningsret og forsikringsmæssige spørgsmål.

I enheden har vi høje ambitioner, højt til loftet og godt humør. Du vil få mulighed for faglige udfordringer, sparring med dygtige kollegaer samt et fleksibelt arbejdsmiljø med plads til at tilrettelægge egne aktiviteter i overensstemmelse studie.

Har du lyst til at høre mere om dine udviklingsmuligheder og opgaverne i Udbud og Kontrakter, har Christian, som er tidligere studentermedhjælper, fortalt lidt om sine oplevelser og sin karrierevej HER.



Hvem er du?

Vi søger en studerende, enten stud.jur. eller stud.ha.jur. med et solidt fagligt fundament. Vi forestiller os, at du har afsluttet 2. årsprøve/4. semester.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har viden fra studiet eller interesse for udbudsret og entrepriseret
  • eventuelt har kendskab til it-ret og forvaltningsret
  • er god til at arbejde løsningsorienteret og struktureret
  • tager ejerskab over egne opgaver


Ansættelsesvilkår

Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitsligt 15 timer som vil være fordelt på to faste arbejdsdage.

Vi synes, at det er vigtigt, at du som studerende har mulighed for at kombinere studier og arbejde på en god måde, og vi er derfor fleksible i forhold til eksamensperioder og lignende.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til organisationsaftalen mellem staten og HK. Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med til enhver tid tilhørende styrelser. Dit arbejdssted vil være Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.

I Bygningsstyrelsen arbejder vi aktivitetsbaseret. Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning og en positiv tilgang til delvis hjemmearbejde, fordi vi ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling, skabe bedre mulighed for fordybelse samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel og fleksibilitet i hverdagen. Du kan læse mere om det HER.



Ansøgning og kontakt

Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte Kontorchef Anette Gothard Mikkelsen på telefon 4170 1174 eller teamleder og chefkonsulent Maja Wohlfeldt på telefon 4170 1051.

Send os din ansøgning, CV og eksamensbevis senest mandag den 15. september kl. 12.00. Når du har søgt vil du kort tid efter modtage en kvittering. Der afholdes samtaler løbende og forventes tiltrædelse snarest muligt. Du søger stillingen ved at gå ind på www.bygst.dk/job



Om os

Bygningsstyrelsen er en ejendomsvirksomhed og bygherre for staten og universiteterne. Vi har ansvar for at levere attraktive og veldrevne arbejdspladser, så vores kunder – universiteterne, politiet, domstolene og centraladministrationen – kan koncentrere sig om kerneopgaverne. Vil du læse mere om, hvem vi er, og hvad vi gør, kan du gøre det HER, og du kan ligeledes læse om vores medarbejderes karrierehistorier HER.


Log ind