Bygningskonsulent for menighedsrådene i Lemvig, Struer og Holstebro Provsti

fuldtid
Bygningskonsulent for menighedsrådene i Lemvig, Struer og Holstebro Provsti

Bygningskonsulent søges

Vil du være med til at gøre en forskel for vedligeholdelse og udvikling af kirkens bygninger?

Stillingen er på 37 timer pr. uge og ansættelse pr. 1. januar 2026 eller snarest muligt derefter

Vil du være med til at forme en nyoprettet stilling og gøre en forskel for vedligeholdelse og udvikling af kirkens bygninger? Har du erfaring med byggeri og vedligeholdelse, og trives du i en selvstændig rolle med stor kontaktflade? Så er denne stilling måske noget for dig!

Vi søger en bygningskonsulent, der:

  • Har en relevant faglig baggrund som bygningskonstruktør, arkitekt, bygningsingeniør eller lignende.
  • Har dokumenteret erfaring med nybyggeri, ombygning og vedligeholdelse af bygninger.
  • Arbejder selvstændigt og trives med udfordrende opgaver.
  • Er struktureret, initiativrig og har positiv udstråling.
  • Har kendskab til og forståelse for menighedsrådenes rolle og opgaver i folkekirken.
  • Har økonomisk forståelse og kan inddrage økonomiske aspekter i rådgivningen.
  • Har gode kommunikations- og samarbejdsevner, hvor tydelige og hurtige tilbagemeldinger er højt prioriteret.
  • Har kørekort og råder over egen bil. Kørsel i forbindelse med arbejdet vil blive honoreret efter statens takster.

Om stillingen:

Som bygningskonsulent i Lemvig, Struer og Holstebro Provstier får du en central rolle i rådgivning og koordinering af bygge- og vedligeholdelsesopgaver på tværs af de tre provstier. Du vil indgå i et fagligt samarbejde med menighedsrådenes bygningskyndige, provstiets bygningssagkyndige, kirkeværger, kirketjenere m.fl. Der kan også indgå eksterne rådgivere i samarbejdet, herunder Stiftets medarbejder og Kirkeministeriets konsulenter.

Stillingen indebærer blandt andet:

I samarbejde med menighedsrådene:

  • Rådgivning om nybyggeri, ombygning og vedligeholdelse, herunder energirenovering og kontraktgennemgang med arkitekter og entreprenører, i tæt dialog med menighedsråd, hvor mange kan være uden byggeteknisk baggrund.
  • Vurdering af nødvendighed og omfang af vedligeholdelses- og anlægsopgaver.
  • Udarbejdelse af udbudsmateriale, procesbeskrivelser og indhentning af tilbud på byggeopgaver uden arkitekttilknytning.
  • Kontaktled til håndværkere, provstiudvalg, Stiftsøvrighed, Slots- og Kulturstyrelsen, Nationalmuseet samt relevante konsulenter.
  • Tilsyn med byggeprocesser, deltagelse i byggemøder og koordinering af mindre byggeprojekter.
  • Etablering og facilitering af erfagrupper for f.eks. kirkeværger.

For provstiudvalgene:

  • Deltagelse i tilsynsopgaver, f.eks. provstesyn og udarbejdelse af provstesynsrapporter.
  • Udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner for provstiernes bygninger, såsom tjenesteboliger.
  • Gennemførelse og opfølgning på energigennemgange i samarbejde med varme-, klima- og energikonsulenter samt andre relevante aktører.
  • Oprettelse og vedligeholdelse af en database over bygninger og byggesager i provstierne.
  • Deltagelse i relevante netværks- og temamøder på provsti-, stifts- og landsplan.

Der vil være mødeaktivitet om aftenen og undtagelsesvis i weekender.

Om de tre provstier:

De tre provstier omfatter i alt 56 sogne og 39 menighedsråd. Foruden kirkerne varetager menighedsrådene vedligehold af sognehuse, præsteboliger samt driftsbygninger og kapeller på kirkegårdene.

Du får en arbejdsplads på alle tre provstikontorer, hvor du vil møde provster, provstisekretærer og HR-konsulenter. Der vil også være mulighed for hjemmearbejdsplads efter behov.

Løn og ansættelsesvilkår:

Løn og ansættelsesvilkår følger den relevante overenskomst.

Der kan ske ansættelse på vilkår svarende til AC-vilkår, alternativt på vilkår svarende til en anden statslig overenskomst, afhængig af din faglige baggrund og uddannelse.

Det bemærkes, at der ikke kan ske ansættelse i henhold til en overenskomst, som ikke finder anvendelse på Folkekirkens område, men at der kan ske ansættelse på vilkår svarende til en sådan overenskomst.

Se gældende overenskomster på www.folkekirkenspersonale.dk

Bygningskonsulenten ansættes under det siden 2019 etablerede samarbejde mellem de tre provstier ”Sekretariat for personale og udvikling”, og det er bestyrelsen herfor, der er ansættende myndighed. Der etableres en følgegruppe med én repræsentant fra hvert af de tre provstier til at understøtte konsulentens arbejde.

Der vil være en prøvetid på tre måneder, og der indhentes referencer efter aftale og straffeattest.

Ansøgning og kontakt:

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte provst og bestyrelsesformand Niels Arne Christensen tlf. 24 24 97 86 efter uge 42.

Ansøgning vedlagt CV og relevante bilag sendes via link til rekrutteringssystem senest d. 3. november 2025 kl. 9.00

Ansættelsessamtaler forventes afholdt uge 46

Log ind