Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) søger en studentermedhjælper til undervisningsprojekter om biodiversitet, klima og naturbaserede løsninger. CMEC er placeret på Sektion for Biodiversitet, der er en del af Globe Institute på Københavns Universitet.
Om os Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) er et Center of Excellence, der huser ca. 50 forskere og teknikere, samt en række større centre og forskningsprogrammer. Vi forsker i, hvad der bestemmer fordelingen af livet på jorden i fortiden, i nutiden og i fremtiden. Vi kommunikerer vores forskning aktivt til resten af samfundet.
Vi udvikler bl.a. undervisningsmaterialer og lærerkurser til skoler og gymnasier baseret på nyeste forskningsviden. Vores produkter indbefatter bl.a. undervisningsforløb, aktiviteter, tekster, videoer og lærerkurser.
Du kan orientere dig om CMEC her
https://macroecology.ku.dk/ og om vores skoleindsatser her
https://macroecology.ku.dk/cmec-schools/.
Vi søger en biologistuderende eller lignende, som kan være en del af vores skoleteam, og som kan assistere med praktiske opgaver, undervisningsudvikling og kursusafvikling.
Arbejdsopgaver Du skal hjælpe med følgende opgaver:
- Deltage i afvikling af kurser i biodiversitet for gymnasielærere rundt omkring i landet
- Bistå til tests af materialer med lærere og elever
- Assistere med opdatering og vedligeholdelse af projekternes hjemmesider, fx indhentning af fotos
- Bistå til projekternes forefaldende (fx organisering af filer på drev, rejsebestillinger og -afregninger m.m.)
Vi forestiller os, at du - Studerer biologi eller lignende på KU og har minimum et år tilbage af din studietid
- Er struktureret, kvalitetsbevidst og går omhyggeligt til dine arbejdsopgaver
- Har et godt fundament af biologifaglig viden, særligt indenfor biodiversitet, og at du er klar på at formidle den viden til forskellige målgrupper
- Har mod på at løse praktiske opgaver såvel som administrative
Løn og ansættelsesvilkår Ansættelsen er med opstart d. 5. november 2025, og varer i 9 måneder til og med d. 31. juli 2026, med mulighed for forlængelse. Arbejdstiden er gennemsnitligt 8-10 timer om ugen. Vi tager hensyn til perioder, hvor du har undervisning eller går til eksamen, når arbejdet tilrettelægges. Hovedparten af din arbejdstid vil finde sted mellem kl. 8 og 16 på hverdage. Der kan forekomme periodisk rejseaktivitet rundt i landet ifm. lærerkurser.
Ansættelse sker efter § 35 i overenskomsten med Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og efter organisationsaftalen for kontorfunktionærer i statens tjeneste. Ansættelsen er ikke omfattet af bestemmelserne om Ny løn.
Yderligere spørgsmål Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Emma Emilie Andersen på emma.andersen@sund.ku.dk.
Ansøgning Din ansøgning skal være på dansk og inkludere:
- Motiveret ansøgning (max. 1 side)
- CV
- Indskrivsningsbevis
- Evt. anbefalinger og eksamensbeviser
Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: 22. September 2025