Er du vores nye studentermedhjælper til administrative opgaver?

deltid
Er du vores nye studentermedhjælper til administrative opgaver?
  • Skatteforvaltningen
  • Brændgårdvej 10 7400 Herning
Har du lyst til at bidrage til det offentlige arbejde i en politisk organisation, der hjælper borgere og virksomheder med at håndtere deres gældsforpligtelser? Er du omhyggelig og systematisk, og interesserer du dig for journalisering, kvalitetssikring og administration af fuldmagter? Så er du måske en af de to studentermedhjælpere, vi søger til vores team.

Journalisering og visitering af henvendelser
Som studentermedhjælper bliver du en del af et team på 14 engagerede kolleger. Du vil få ansvar for opgaver inden for journalisering og visitering af skriftlige henvendelser, hvor præcision og overblik er essentielt.

Vi modtager årligt omkring 200.000 skriftlige henvendelser, som indgår via forskellige kanaler. Din opgave bliver at sikre, at disse henvendelser registreres korrekt i de rette systemer og videresendes til den relevante sagsbehandler. I dit daglige arbejde vil du fx sørge for, at henvendelser modtaget på SKAT.dk bliver journaliseret og sendt videre til korrekt behandling. Derudover ligger der en opgave i at sikre, at breve der er fejlet ved afsendelse eller som er kommet retur bliver sendt til modtageren, hvis det er muligt.

Struktureret med mod og lyst til at arbejde med administrative opgaver
Vi søger en effektiv og struktureret studentermedhjælper, der har et par år tilbage af studiet på en videregående uddannelse. Det er ikke vigtigt, hvilket studie du er i gang med – så længe du har mod på at lære og arbejder effektivt med IT-systemer. Du trives med administrative opgaver, hvor du selv tager ansvar og arbejder selvstændigt.

Du vil være en succes i stillingen, hvis du:

  • arbejder struktureret og med stort overblik
  • trives med at have tydelige opgaver og deadlines, som du kan se resultaterne af
  • er en teamspiller, som også bidrager, når kolleger har brug for hjælp
  • er omhyggelig og engageret i at løse dine opgaver korrekt.
Vi tilbyder en stejl læringskurve med et godt arbejdsfællesskab
Vi klæder dig naturligvis på til opgaverne. Du bliver introduceret til Gældsstyrelsen og din kommende enhed, for at sikre det bedste afsæt for vores fremtidige samarbejde og din læring. Som del af onboarding vil du skulle nogle dage på kursus, formentligt i Middelfart; men da vores område er meget specialiseret, vil oplæring hovedsageligt ske ved sidemandsoplæring.

Du bliver ansat i et kontor, der består af 29 kollegaer, der arbejder i teams med meget forskellige opgaver, og hvor sparring er i centrum for at sikre fagligheden. Kontoret har fokus på en god work-life-balance, for selvom vi brænder for vores arbejde og gerne giver 110%, er vi også klar over, at det kun kan lade sig gøre, når der plads til familie, venner, hobbys og i dit tilfælde studiet.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV og karakterudskrift via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 2. november 2025. Samtaler forventes afholdt løbende og senest i uge 46.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Kim Rasmusen på telefon 72 37 42 56.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest samt foretaget tjek for så vidt angår restancer til det offentlige.

Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid vil være 15 timer. Vi tilrettelægger arbejdstiden fleksibelt inden for normal kontortid, og vi tager selvfølgelig individuelle hensyn i eksamensperioder.

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes organisation – Det Statslige Område og Cirkulære om organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter, IT-medarbejdere (HK) i staten.

Forventet opstart er 1. januar 2026.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Din fysiske arbejdsplads er Universitetsvej 2, 4000 Roskilde.

Log ind