Ved Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst, By og Landskab (IBBL)/Campus Kalundborg opslås en varig deltidsstilling som studielektor med fokus på stedsbestemt arkitektur.
Vi søger en kollega, der kan bidrage til udviklingen af et situeret, åbent og eksperimenterende fagligt miljø omkring den ny arkitektuddannelse i Kalundborg. Du har lyst til at være med til at udvikle nye og interimistiske faglige miljøer, du har erfaring med at iværksætte konkrete, praksisnære projekter og du har lyst til at integrere undervisning og lokale projekter og samarbejder i en ’skolemæssig’ helhed.
Den ledige stilling er tilknyttet Institut for Bygningskunst, By og Landskab og ønskes besat pr. 1. august 2024 eller snarest muligt herefter. Arbejdsstedet vil være Campus Kalundborg.
Om den nye uddannelse og Institut for Bygningskunst, By og Landskab (IBBL) Det Kongelige Akademis nye arkitektuddannelse i Kalundborg hører under Institut for Bygningskunst, By og Landskab, og her er bachelorprogrammet By og Land startet op i efteråret 2023. Fra 2026 kommer der også en kandidatuddannelse i Kalundborg og fuldt indfaset forventes der at være 150 studerende på Campus Kalundborg. Arkitektuddannelsen engagerer sig i Kalundborg som by og kommune. Vi lægger vægt på at gribe de muligheder, som beliggenheden giver for et åbent, eksperimenterende og nyskabende studie- og forskningsmiljø i samarbejde med byens øvrige uddannelser, erhverv og civilsamfund. Den stærke lokale forankring kombineres med et globalt udsyn; det store i det lokale. Særlig på bachelorprogrammet By og Land, som stillingen indledningsvist er knyttet til, stræber vi efter at opdyrke et fagligt miljø, som udnytter rurale/urbane forskelle som redskaber til faglig tvivl og åbenhed; som udgangspunkt for undersøgelser og måder at spørge til verden på. Vi ser dette perspektiv som afgørende for den etiske og økologiske re-orientering, som også kræves af arkitektfaget. Inden for undervisning, forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde bliver der arbejdet tæt sammen med de øvrige forskere og undervisere på Institut for Bygningskunst, By og Landskab, med resten af Det Kongelige Akademi og med førende internationale miljøer.
Om stillingen Du vil blive en del af et helt ungt miljø, der er i gang med at udvikle et situeret, åbent og eksperimenterende fagligt miljø omkring uddannelsen i Kalundborg. For os er dannelsen af en helt ny arkitektuddannelse en stadig anledning til at rejse spørgsmål om ‘skoledannelse’ og til at undersøge arkitektfagets anerkendte vidensformer og didaktiske antagelser. Den dialog og udvikling vil du blive en del af og have mulighed for at påvirke.
Undervisningen er praksisbaseret, og 1:1 projekter, prøvebyggerier og rumlige interventioner i Kalundborg by og opland er bærende didaktiske temaer i skolen. Det præger vores hverdag, at vi gennem denne meget konkrete tilgang udsætter både os selv og de studerende for et givet steds kulturelle, tekniske, sociale og materielle begrænsninger og muligheder. På samme baggrund fordrer vi et stadigt engagement i konkrete, praktiske projektsamarbejder med lokale producenter, borgere, organisationer og erhvervsdrivende.
Vi ønsker at bidrage til både forskningsfaglige og offentlige diskussioner om arkitekturens planlægningsaspekt, og vi samarbejder om at udvikle arkitektoniske og didaktiske metoder, som starter i det situerede og specifikke og herfra udleder sine generaliseringer i dialog med andre steds-, by- og planlægningsforståelser. Stillingen indebærer således, med konkret afsæt i Kalundborg og opland, udviklingen af et planlægningsperspektiv, som ikke er universelt eller fra ‘ingen steder’.
Stillingen som studielektor vil bestå af undervisning og opgaver i relation hertil i samarbejde med instituttets øvrige undervisere. Varetagelse af andre opgaver kan forekomme i begrænset omfang.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Forelæsninger, undervisning og vejledning inden for fagområdet
- Undervisningsplanlægning og dertil hørende administration i tilknytning til Det Kongelige Akademis programmer og tværgående undervisning
- Deltagelse i faglige bedømmelser, kritikker og evalueringer
- Vejledning i forbindelse med 1:1 projekter og bygningsmæssige interventioner i Kalundborg by og opland.
Kvalifikationskrav Du har en uddannelse på kandidatniveau indenfor arkitektur.
Derudover forventer vi, at du:
- har 2 års undervisningsmæssig erfaring fra en videregående uddannelsesinstitution, gerne inden for arkitektfaglig undervisning
- har mindst 6 års erhvervserfaring inden for arkitektfaget
- kan varetage undervisning på dansk
- kan dokumentere at have modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering. Det Kongelige Akademi stiller desuden krav om, at du har gennemført og bestået pædagogikum og at du vedlægger dokumentation herfor. Der kan undtagelsesvist dispenseres fra kravet om pædagogikum, hvis du kan dokumentere at have gennemført og bestået en anden pædagogisk uddannelse fra en anerkendt uddannelsesinstitution som eksempelvis lærer eller cand.pæd.
Særlig kvalificeret indsats og nyudvikling inden for det undervisningsmæssige område vil vægte i den samlede vurdering ved stillingens besættelse, ligesom der lægges vægt på:
- interesse for at udvikle og nytænke undervisningsformaterne sammen med værkstederne så der etableres gensidigt befordrende møder og sammenhænge mellem forskning, kunstnerisk udvikling, praksisbaseret undervisning og eksterne samarbejder
- interesse for at samarbejde med lokale kræfter og andre omkring din undervisning. Du har gerne bidraget til at udvikle personlige, interimistiske eller selvorganiserede undervisnings- eller fagmiljøer
- gode samarbejdsevner og har vist resultater i både interne og eksterne samarbejder
- kendskab til Kalundborg.
Vi tilbyder Vi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring.
Løn og ansættelsesforhold Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg afhængig af dine kompetencer og erfaring.
Ansættelsen sker desuden i henhold til gældende stillingstruktur for kunstnerisk og videnskabeligt personale ved Det Kongelige Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus samt Designskolen Kolding.
Stillingen er en fast deltidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 22,2 timer, svarende til 3/5 af en fuldtidsstilling.
Ansøgningen Du bedes fremsende motiveret ansøgning, opdateret CV, uddannelsesdiplomer og dokumentation for opfyldelse af de kvalifikationskrav som er listet ovenfor. Endelig skal du vedlægge materiale, der kan belyse dine undervisningsmæssige kvalifikationer. Eventuelt tidligere studieadjunkt-/studielektorbedømmelse(r) bedes desuden vedlægges.
Ansøgning med tilhørende bilag skal sendes elektronisk via knappen ”Søg stillingen”, så den er Det Kongelige Akademi i hænde
senest den 21. marts 2024. Ansøgninger og ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke i bedømmelsen.
Vi gør opmærksom på, at stillingen opslås og besættes i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets ”Bekendtgørelse af 12. april 2019 om ansættelse af kunstnerisk og videnskabeligt personale ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område”.
Efter ansøgningsfristens udløb udvælger institutlederen, med rådgivning fra ansættelsesudvalget, hvilke ansøgere der skal bedømmes. Udvælgelsen sker ud fra en samlet vurdering af, hvilke ansøgere der bedst opfylder kriterierne i stillingsopslaget ud fra det fremsendte ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav. Alle ansøgere får herefter besked om hvorvidt deres ansøgning er gået videre til bedømmelse, og de udvalgte ansøgere orienteres om udvalgets sammensætning. Herefter vil et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bedømme de udvalgte ansøgere i forhold til den konkrete stilling. Hver ansøger vil få tilsendt bedømmelsen med mulighed for partshøring.
Yderligere oplysninger Oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet kan fås ved henvendelse til HR-medarbejder Ellen Kruse Jacobsen, e-mail:
ekj@kglakademi.dk tlf.: 4170 1539.
Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved henvendelse til daglig leder, Sidsel Nygård, e-mail:
snyg@kglakademi.dk, tlf. 4170 1894.
Generelle oplysninger om Det Kongelige Akademi og Institut for Bygningskunst, By og Landskab kan findes på
www.kglakademi.dk.
Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.
Om Det Kongelige Akademi Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering er et internationalt anerkendt akademi, der uddanner professionelt kreative kandidater til højeste niveau og udvikler ny viden, der skaber værdi for samfundet og arbejdsmarkedet. Det Kongelige Akademi er en statsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet og har ca.1.700 studerende og 350 medarbejderårsværk. Læs mere om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside www.kglakademi.dk.