Vil du være Rigsadvokatens nye HR-medarbejder?

fuldtid
Vil du være Rigsadvokatens nye HR-medarbejder?
  • Rigsadvokaten
  • Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K
Har du lyst og evne til at arbejde med en bred pallette af personaleadministrative opgaver? Er du kommunikativt stærk, har gode samarbejdsevner og fokus på service og kvalitet i opgaveløsningen samt et godt humør, er du måske netop den, som vi søger til Rigsadvokatens HR-enhed.

Vi tilbyder fleksibilitet i stillingen med mulighed for hjemmearbejde mv.

Stillingen er til besættelse pr. 1. februar 2026.

Opgaverne
Personalesektionen varetager Rigsadvokatens overordnede opgaver med personaleadministration af medarbejdere og ledere i anklagemyndigheden. Opgaveløsningen foretages i tæt samarbejde med Justitsministeriet og Rigspolitiet samt statsadvokaterne, de lokale anklagemyndigheder og HR-partnere i politikredsene.

Din primære opgave bliver at medvirke til, at de personaleadministrative opgaver håndteres og løses med særligt fokus på faglig kvalitet, grundighed, effektivitet og service.

Du skal således have lyst til at være med til at understøtte en produktiv, stabil og kvalitetsfokuseret drift i den daglige opgavehåndtering.

Dine hovedopgaver vil derfor bl.a. være:

  • understøtte anklagemyndighedens medarbejdere og ledere i forhold til personaleadministrative spørgsmål og opgaver
  • lønadministration
  • opgaver relateret til den løbende rekruttering af nye medarbejdere til anklagemyndigheden
  • udarbejde kontrakter, rokeringsaftaler, barselsaftaler mv.
  • håndtere sagsbehandlingen af ansættelses-, afskeds-, tjenestefriheds- og sygesager mv.
Herudover vil du også kunne bistå med udarbejdelse af ledelsesinformation, håndtering af indberetnings-ordninger omkring personale- eller arbejdsmiljørelaterede emner, deltage i HR-udviklingsprojekter mv.

Du får derudover indsigt i arbejdet med den overordnede administration af anklagemyndigheden og vil skulle samarbejde med ledere og kolleger på tværs af hele organisationen.

Os
Som ansat hos Rigsadvokaten får du et spændende og udviklende job på en dynamisk arbejdsplads, der har alsidige og udfordrende opgaver og fokus på høj faglighed og kvalitet samt effektivitet. Vi har et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab, og du vil kunne sparre med dygtige kolleger og ledere.

Personalesektionen består ud over personalechefen af ni medarbejdere, heraf fem jurister og fire administrative medarbejdere. Sektionen er en del af HR-enheden, hvor vi er omkring 25 ansatte, som ud over personaleadministration varetager opgaver vedrørende uddannelse, udvikling og service/Facility Management.

Dig
Stillingen henvender sig til dig, der er kontorfunktionær eller HR-uddannet, og har lyst og evne til at arbejde med en bred vifte af personaleadministrative opgaver på et højt niveau. Vi forestiller os, at du har oparbejdet en solid praktisk erfaring med løn- og personaleadministration gennem en relevant privat eller offentlig ansættelse - eller at du har bred erfaring fra politiets eller anklagemyndighedens område og lyst til at oparbejde viden på det personaleadministrative felt.

Systemkendskab til Polpai/Platina/HR-manager vil være en fordel, men ikke et krav.

Vi forventer, at du:

  • er systematisk, grundig og formår at strukturere din arbejdsdag
  • har gode medmenneskelige egenskaber
  • har gå-på-mod og er god til at bevare fokus - også når tingene går stærkt
  • er serviceminded og har gode samarbejdsevner
  • har et godt humør og har lyst til at bidrage til den gode stemning i enheden
Vi forventer endvidere, at du har en arbejdsform, der er udviklingsorienteret i forhold til løbende at tænke i udvikling af opgaveløsningen og samarbejdet både internt i sektionen og ud i organisationen med henblik på optimering af arbejdsgangene.

Vilkår
Stillingen er på fuld tid.

Dit arbejdssted vil være hos Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.

Der vil som udgangspunktet være mulighed for at arbejde hjemmefra én til to gange om ugen, når du er oplært til at kunne arbejde selvstændigt i et vist omfang.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK Stat samt OAO-S fællesoverenskomsten.

Det er en forudsætning for ansættelse i stillingen, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau HEMMELIGT.

Søger du?
Har du lyst til at blive en del af anklagemyndighedens HR-enhed, skal du sende en motiveret ansøgning med relevante bilag, som skal være Rigsadvokaten i hænde senest den 7. december 2025. Du kan sende din ansøgning via linket.

Vi forventer at afholde samtaler den 16. december 2025.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til personalechef Helle Hartvigsen Jarnit på telefon 3033 3134 eller til teamleder Louise Repholtz Hassert på telefon 3032 8818.

Du kan læse mere om os på www.anklagemyndigheden.dk

Log ind