Vil du repræsentere Erhvervsministeriet i Bruxelles i 2026? Vi søger attachéer

fuldtid
Vil du repræsentere Erhvervsministeriet i Bruxelles i 2026? Vi søger attachéer
  • Erhvervsministeriet Departementet
  • 1216 København
EU’s konkurrenceevne står øverst på den politiske dagsorden, og Erhvervsministeriet spiller en central rolle i de politiske forhandlinger, der skal definere rammerne for Europas vækst og udvikling. Vi søger attachéer til EU-repræsentationen med tiltrædelse i august 2026. Vi søger attachéer, der kan påvirke beslutningsprocesser på centrale områder som det indre marked, industripolitik, forbrugerpolitik, udbud, intellektuelle rettigheder, finansielle forhold, søfart og handelspolitik.

Som attaché repræsenterer du Erhvervsministeriet i Rådets forhandlinger og fungerer som ministeriets forlængede arm i Bruxelles. Du får bred kontaktflade med Kommissionen, Rådssekretariatet, andre medlemsstater, Europa-Parlamentet og centrale interessenter. Vi lægger vægt på en effektiv og tidlig interessevaretagelse, så danske prioriteringer får størst mulig gennemslagskraft. Fra din internationale udkigspost bidrager du til policyudvikling, allianceopbygning og kvalificering af danske holdninger.

Du bliver en del af et team af attachéer på Erhvervsministeriets område og arbejder tæt sammen med ministeriets internationale team samt relevante styrelser. Samtidig indgår du i et bredt samarbejde på EU-repræsentationen om den samlede danske interessevaretagelse.

Om dig

Vi søger en person, der:

  • Har en relevant akademisk uddannelse
  • Har mindst to-tre års erhvervserfaring - gerne fra centraladministration
  • Har indgående kendskab til EU-systemet og processer
  • Har stor arbejdskapacitet, arbejder selvstændigt og kan håndtere mange komplekse sager samtidigt
  • Trives med en bred kontaktflade, er holdspiller og er god til at samarbejde både internt og eksternt
  • Taler engelsk på forhandlingsniveau. Øvrige sprogkundskaber såsom tysk eller fransk er et plus.
  • Det er en fordel, hvis man har erfaring med et eller flere af de relevante fagområder
Vi tilbyder:

  • En helt central rolle i at repræsentere Erhvervsministeriet på områder med stor politisk bevågenhed
  • Et spændende arbejde i et internationalt miljø med stor variation og politisk fokus
  • Stor indflydelse på Danmarks position i internationale forhandlinger
  • Mulighed for at præge egne opgaver.
  • Et spændende arbejde i et internationalt miljø med stor variation og politisk fokus
  • Stor indflydelse på den Danmarks position i internationale forhandlinger
  • Mulighed for at præge egne opgaver.
Om ansættelsen

Du ansættes formelt i Erhvervsministeriet med arbejdssted på den danske EU-repræsentation i Bruxelles, Belgien.

Dit daglige arbejde vil have faglig tilknytning til Erhvervsministeriet, mens du refererer til EU-repræsentationens ledelse. Stillingen er på fuld tid. Løn- og ansættelsesforhold sker som udgangspunkt som specialkonsulent.

Der ydes udetillæg og dækning af visse andre meromkostninger som følge af udsendelsen efter Udenrigsministeriets regler, ligesom der stilles bolig til rådighed inden for rammerne af Udenrigsministeriets boligpolitik.

Det er en forudsætning for udsendelsen, at du er dansk statsborger, og at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele udsendelsen.

Vi ønsker, at du vil kunne starte i stillingen omkring den 1. august eller snarest herefter. Udsendelsen sker for en toårig periode med mulighed for forlængelse.

Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Er du interesseret?

Send din ansøgning via link på https://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger/ senest den 19. oktober 2025. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer med stempel og underskrift samt andet relevant materiale.

Første samtaler forventes at blive afholdt i uge 44 og anden samtaler i uge 45.

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, handicap, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til chef for de udstationerede medarbejdere, Nicoline Stenkjær Laursen på telefon +45 91 33 72 23.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Log ind