Vi søger dygtige embedsmænd til internationalt beredskab i Beredskabsstyrelsen

fuldtid
Vi søger dygtige embedsmænd til internationalt beredskab i Beredskabsstyrelsen
  • Beredskabsstyrelsen
  • Datavej 16, 3460 Birkerød
Er du klar til at blive en del af en styrelse, der spiller en central rolle for Danmarks sikkerhed og tryghed? Har du lyst og evner til at udvikle Beredskabsstyrelsens internationale beredskab – forberede og eventuelt deltage i konkrete missioner?

Så er det nu, du har chancen for et på alle måder meningsfyldt arbejde.

Danmark og Europa står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation samtidig med, at klimarelaterede hændelser bliver hyppigere og voldsommere.

Beredskabsstyrelsen er på det ”bagtæppe” i gang med en historisk stor indsats med især støtte til Ukraine og med udsendte rådgivere til både Ukraine og Moldova. Vi er ligeledes optaget af at holde os indsatsklar til eventuelle udsendelser af det internationale mobilhospital. Det kræver omhyggelighed, samarbejdsevner og dedikation at forberede, udføre og sagsbehandle på disse indsatser – hér kommer du ind i billedet.

Om os
Du er en del af kontoret Internationalt Beredskab (IBR), der varetager den overordnede ledelse, koordinering og konceptudvikling af Beredskabsstyrelsens internationale operative indsatser og det internationale operative samarbejde, som følger heraf.

Vi udvikler og varter de internationalt designerede kapaciteter (mobilhospital, Vandrens og TAST) i tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsens operative centre og kolleger i Nationalt Beredskab.

IBR varetager også beredskabssamarbejde i EU, i Rigsfællesskabet og har endvidere ansvar for veteranområdet og for at udbyde og afvikle Hostile Environment Awareness Training (HEAT) for Udenrigsministeriet og S-Safe Training for FN.

Vi er et kontor, der lægger vægt på team-ånd, trivsel og samvær om spændende opgaver. Vi er fleksible med arbejdstiden og arbejdsstedet – vi er optaget af at levere gode produkter.

Vi er en god blanding af alder, køn og interesser. Så hvis du trives i et sådant arbejdsmiljø og samtidig arbejder struktureret, så vil du passe godt ind hos os.

Om stillingerne
Der er to ledige stillinger. Dine konkrete arbejdsopgaver bliver fastlagt i overensstemmelse med dine kompetencer og interesser.

Din opgaver vil dog generelt omfatte, at:

  • deltage i/koordinere Beredskabsstyrelsens internationale operative kapaciteter og indsatser i tæt samarbejde med kolleger og eksterne interessenter
  • udarbejde skriftlige produkter (mødemateriale, referater mv.).
Om dig
Du har en akademisk baggrund og trives i rollen som embedsperson, og du ønsker at udvikle dine kompetencer yderligere.

Du lægger vægt på at bidrage til et fagligt og socialt fællesskab.

Vi ser også gerne, at du:

  • har viden om Beredskabsstyrelsen og i øvrigt en bred sikkerhedspolitisk viden og interesse
  • er struktureret, analytisk stærk og kan skabe gode resultater i samarbejde med andre til de aftalte tidsfrister
  • kommunikerer klart og sikkert på dansk og engelsk – både mundtligt og skriftligt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst med Akademikere i Staten med en fuld arbejdsgiverbetalt pensionsordning. Afhængig af dine kompetencer, kan du forhandle et kvalifikationstillæg.

Ansættelsesområdet er Beredskabsstyrelsen, som ligger under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Din arbejdsadresse er Datavej 16 i Birkerød.

Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jens Oddershede på tlf. 41850566.

Vil du vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-Konsulent i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Karin Dupont på tlf. 32665188.

Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis snarest og senest 19. oktober 2025. Vi regner med, at besætte stillingerne pr. 1. december eller 1. januar.

Mere om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under det nyoprettede Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB). Med det nye ministerområde er Beredskabsstyrelsen styrket, og beskæftiger sig nu med beredskab både til vands og til lands. Foruden vores operative virke ifm. håndteringen af større ulykker, kriser, katastrofer, har Beredskabsstyrelsen en stor rolle i at forebygge, uddanne og indsætte i forhold til brand og redning.

Vi uddanner ledere, instruktører og specialister, så beredskabet altid har et højt fagligt niveau. Styrelsen rådgiver og assisterer beredskaber i hele landet og sikrer løbende udvikling af kompetencer og metoder.

Beredskabsstyrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er til stede over hele landet. Vi er en mangfoldig arbejdsplads, har forskellige baggrunde og opgaver, men vores mål er det samme: Vi arbejder for et trygt Danmark og passer på danskerne.

Log ind