Erfaren AC’er til Ankestyrelsens Direktionssekretariat – tæt på topledelsen og med fokus på kvalitet i sagerne

fuldtid
Erfaren AC’er til Ankestyrelsens Direktionssekretariat – tæt på topledelsen og med fokus på kvalitet i sagerne
  • Ankestyrelsen
  • Teglholmsgade 3, 2450 København SV
Vil du arbejde helt tæt på topledelsen i en statslig styrelse – og være med til at sikre, at vores sager og beslutningsoplæg står skarpt? Har du erfaring med lovgivning, ministerbetjening og processer i politisk ledede organisationer? Så er du måske vores nye kollega i Ankestyrelsens Direktionssekretariat.

Om Ankestyrelsen

I Ankestyrelsen træffer vi hvert år afgørelse i omkring 50.000 sager – blandt andet om børn, beskæftigelse, pension, arbejdsskader og støtte til ældre, enlige og personer med handicap. Vi gennemfører desuden undersøgelser og analyser og bidrager til læring og udvikling i kommunerne.

Vi lægger vægt på, at borgerne får rigtige og hurtige afgørelser, og at vi er en åben styrelse, der har en konstruktiv dialog med departement, medier og andre interessenter. Som AC’er i Direktionssekretariatet bliver du en central del af det arbejde.

Dine opgaver

Du bliver en del af Direktionssekretariatet – ét af tre teams i kontoret Ledelse og Økonomi – hvor vi betjener styrelsens direktør og tre vicedirektører. Vi sørger for, at direktionen er velforberedt og har det nødvendige grundlag for at lede styrelsen, og vi koordinerer styrelsens bidrag til departementer og dertilhørende ministre.

Som vores nye AC’er får du en central rolle med ansvar for at sikre kvalitet, koordinering og fremdrift i sagerne. Du vil blandt andet:

  • kvalitetssikre høringssvar, folketingsbesvarelser og andre bidrag til departementet
  • rådgive om proces og indhold – fra bestilling til godkendelse
  • have tæt dialog med direktionen, departementet og kolleger på tværs af styrelsen
  • understøtte teamlederens faglige ledelse og bidrage til teamets samlede opgaveløsning
  • sikre, at vi leverer skarpe, velformulerede og relevante produkter til rette tid
Du får en nøglerolle i at bistå vores juridiske kontorer i at omsætte komplekse juridiske problemstillinger til klare, beslutningsrelevante besvarelser– med blik for både opdragsgivers og Ankestyrelsens perspektiv.

Din profil

Vi leder efter dig, der kan skære en sag til, med blik for både opdragsgivers og Ankestyrelsens interesser og opgave, og som har pondus og mod på at indgå i dialog med både interne og eksterne samarbejdspartnere herom. Du har også talent for at håndtere en stor og forskelligartet sagsportefølje ordentligt og effektivt.

Vi ser gerne, at du er en erfaren generalist, der trives i et miljø tæt på topledelsen, hvor tempoet er højt, og kvaliteten skal være i top.

Vi forestiller os, at du:

  • har en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse (fx cand.scient.adm., cand.scient.pol., cand.jur. eller lignende)
  • har relevant erfaring fra centraladministrationen eller lignende, fx et departement eller en styrelse
  • skriver kort, klart og præcist – også under tidspres
  • har god dømmekraft og mod til at udfordre og kvalificere processer og produkter
  • arbejder struktureret, selvstændigt og har let ved at samarbejde på tværs – både internt i styrelsen og med vores mange interessenter
  • trives med fortrolighed og tæt kontakt til direktionen
Vi tilbyder

  • Du bliver en del af et velfungerende team med højt fagligt niveau, tæt samarbejde og masser af energi – også når vi har travlt. Her er kort vej fra idé til handling, og du får hurtigt et stort ansvar og indblik i, hvordan direktionen arbejder strategisk og tværgående.
  • Vi lægger vægt på, at du får mulighed for at udvikle dig som generalist i spændingsfeltet mellem jura, politik og ledelse. Du får sparring fra erfarne kolleger og direktionen selv, og du bliver en del af en organisation med høj faglighed, mening og fællesskab.
  • Vi tilbyder samtidig fleksible rammer, moderne arbejdsvilkår og en kultur, hvor tillid, faglig kvalitet og godt humør går hånd i hånd.
Det praktiske

Dit arbejdssted bliver Ankestyrelsens lokation på Teglholmsgade 3 i København.
Du ansættes efter overenskomsten for akademikere i staten som enten special- eller chefkonsulent, afhængigt af erfaring og kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner.

Vi forventer at holde samtaler i uge 49-50. Vi ser gerne, at du kan tiltræde 1. februar 2026.

Vil du vide mere om Ankestyrelsen og vores arbejde, kan du besøge www.ast.dk.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Morten Starch Lauritsen på 40 77 74 10 eller souschef Anna Olejasz Lyneborg på 61 89 76 39.

Vil du være vores nye kollega?

Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest 26. november 2025.

Vedhæft CV og eksamensbevis fra både bachelor- og kandidatuddannelse – samt eventuelle andre relevante dokumenter.
Du søger stillingen via linket på siden.

I forbindelse med samtalen vil der indgå en case.

Ankestyrelsen værdsætter mangfoldighed og ser forskellighed som en styrke. Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.

Log ind