TST lead – koordinerende frontfigur for et tværgående serviceteam

fuldtid
TST lead – koordinerende frontfigur for et tværgående serviceteam
  • Region Syddanmark
  • Damhaven 12, 7100 Vejle
Vil du arbejde tæt på beslutningerne og være med til at skabe struktur og fremdrift i en kompleks it-organisation?

Trives du med at koordinere, tage ansvar for fremdrift og sikre rettidige leverancer, så er dette job noget for dig.

Regionens it-landskab er opdelt i 7 faglige områder med hver sin strategiske styregruppe. Regional IT er i forbindelse med dette i gang med at implementere en ny og spændende samarbejdsmodel, hvor vi bygger bro til forretningen ved at knytte et tværgående serviceteam (TST) til hvert område. Vi søger derfor kollegaer, der skal fungere som lead og koordinator for hver af disse teams og som dermed træder ind i en central rolle i Region Syddanmarks it-organisation.

De tværgående serviceteams er bindeled mellem strategigruppen og it-området og modtager input fra disse. De vurderer og beskriver aktiviteter og behov op imod strategigruppen, og sikrer samtidig formidling, sparring og koordinering ud i organisationen. Et tværgående serviceteam sammensat af en bred vifte af it-fagligheder med kendskab til systemområdet.

Som TST lead får du en central rolle som koordinerende frontfigur indenfor et strategiområde, hvor du sammen med teamet sikrer fremdrift, struktur og samarbejde i et stærkt fagligt fællesskab.

De 7 strategiområder er inddelt i 2 overordnede grupperinger:

En gruppe for det kliniske område, som omhandler løsninger, der primært anvendes på regionens sygehuse indenfor følgende områder klinisk produktion, diagnostik samt kliniske specialer, service og medico.

En gruppe for det tekniske og administrative område. Denne gruppe spænder bredt og dækker over løsninger til det administrative område, regionens it-basisplatforme, de tekniske afdelinger og til løsninger med fokus på interaktionen med borgere og patienter.

Din rolle
Du bliver bindeleddet mellem teamet og organisationen og bidrager til TST-teamets succes ved at:

  • varetage den daglige styring i form af koordinering af teamets aktiviteter samt understøttelse af et velfungerende samarbejde internt i teamet og på tværs af organisationen
  • facilitere møder og processer, der skaber struktur og fremdrift
  • fjerne forhindringer og sikre løsninger på tværs af organisationen
  • planlægge og bevare overblikket i komplekse forløb
  • udarbejde skriftlige oplæg og sagsfremstillinger af høj kvalitet
  • gøre et teknisk komplekst stof til strategiske pointer, som alle kan forstå.
Din profil
Vi leder efter dig, der:

  • kan facilitere og koordinere med gennemslagskraft, og med stærke evner til at motivere andre
  • trives med at planlægge, koordinere og kommunikere på tværs af opgaver og samarbejdspartnere
  • selvstændigt tager initiativ, arbejder struktureret og procesorienteret og formår at skabe overblik i komplekse sammenhænge
  • kan kombinere strategisk tænkning med klar og enkel formidling - både skriftligt og mundtligt
  • har stærke relationelle kompetencer og kan skabe trivsel og engagement
  • er velfunderet inden for it-området og fortrolig med it-aktiviteter i større komplekse organisationer
  • har kendskab eller erfaring indenfor et eller flere af ovenstående systemområder enten ud fra en it-faglig baggrund eller gennem erfaring med digitale løsninger.
Dit daglige fokus som TST lead vil være at sikre overblik og fremdrift på de opgaver, som det tværgående serviceteam forventes at løfte. Dette i tæt samarbejde med din leder, som har ledelsesansvaret for teamet.

Om Regional IT
Regional IT er Region Syddanmarks fælles tværgående it-organisation, som har ansvaret for driften af den it, der bruges i Region Syddanmark. Regional IT har ca. 450 medarbejdere, som er fordelt på flere lokationer i regionen, men primært i Kolding, Vejle og Odense.

Regional IT arbejder tæt sammen med sygehusenes it-afdelinger, tekniske afdelinger, Medicoteknik samt de regionale it-projekter, for at opnå den bedst mulige brugeroplevelse.

Du kan læse mere om Regional IT som arbejdsplads på regionsyddanmark.dk.

Mere information
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Afdelingschef for Kliniske systemer, Caroline Thrane på telefon 2461 5172 eller
Afdelingschef for Borger, teknik og administrative systemer, Flemming Brink på telefon 2920 1756.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst med forhandlingsberettigede organisation.

Der er tale om en 37 timers fuldtidsstilling til besættelse snarest muligt eller senest pr. 1. februar 2026.

Ansøgning
Send din ansøgning og CV senest onsdag den 26. november 2025.

Der er tale om 7 nyoprettede stillinger, et for hvert strategiområde. Vi opfordrer derfor til, at du i din ansøgning angiver om det er det kliniske eller det tekniske og administrative område, som du har præference for, og hvorfor.

Første ansættelsessamtale forventes afholdt mandag den 1. december 2025 og anden samtale mandag den 8. december 2025 eller onsdag den 10. december 2025.

Mellem 1. og 2. samtale vil du blive bedt om at gennemføre en personlighedstest.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Log ind