To pædagogiske vejledere til Specialskolen Horisonten

fuldtid
To pædagogiske vejledere til Specialskolen Horisonten
  • Horisonten
  • Tingbakken 10, 3230 Græsted
Vil du være med til at skabe en skole med høj faglighed og stærke pædagogiske arbejdsfællesskaber? Står du solidt i din specialpædagogiske faglighed – og kan du vejlede praksisnært? Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger to pædagogiske vejledere til nyoprettede stillinger, der brænder for udvikling af specialpædagogik i praksis, og som vil være med til at opbygge stærke faglige læringsmiljøer gennem sparring, videndeling og praksisnært arbejde i klasserne.

Vores hverdag er travl, inspirerende og krævende – og utrolig meningsfuld og givende. Du vil opleve, hvordan din indsats kan gøre en afgørende forskel for de børn, vi er her for.

Du vil træde ind i en skole i rivende udvikling med én klar ambition. Vi opbygger et fagligt miljø og arbejder målrettet på, at den specialpædagogiske kvalitet er i top. Vores vision er, at eleverne trives, oplever succes i skolen og bliver så dygtige som de kan, udvikler interesser samt oplever sig som en del af fællesskabet.

Om specialskolen Horisonten
Horisonten er en ny specialskole med opstart 1. august 2024. Vi har ca. 210 elever og 100 medarbejdere. Horisonten består af 5 afdelinger for forskellige elevmålgrupper beliggende i Esrum, Ramløse, Tisvilde/Vejby og Græsted. Afdelingen i Ramløse og Esrum er heldagstilbud, og afdelingerne i Græsted og Tisvilde/Vejby er specialskoletilbud, hvor eleverne efterfølgende kan gå i fritidsordning med støtte efter skole.

Opgaven som pædagogisk vejleder
Som pædagogisk vejleder bliver du en nøglespiller i udviklingen af vores specialpædagogiske praksis. Du vil få en spændende hverdag hvor du både vejleder, sparrer og arbejder praksisnært i klasserne, og du vil også være med til at udvikle kompetenceforløb for vores pædagogiske medarbejdere.

Du vil blive en del af vores nye vejlederteam sammen med den anden nye pædagogiske vejleder og skolens nye læsevejleder. Du vil som pædagogisk vejleder blive tilknyttet 2 af vores afdelinger. Den ene vejlederstilling vil være i tilknytning til afdelingen i Esrum for elever med udfordringer inden for opmærksomhed og socioemotielle vanskeligheder og afdelingen i Græsted, som er for elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

Den anden pædagogiske vejleder vil være tilknyttet autisme og socialkognitive afdelinger. Afdelingen i Vejby/Tisvilde for elever med autisme og normal eller høj begavelse, og afdelingen i Ramløse er for elever med autisme og socialkognitive udfordringer, der samtidig har vidtgående kognitive funktionsnedsættelser.

I praksis vil du som vejleder arbejde selvstændigt, men I vil som vejledere naturligt bruge hinanden i udviklingen af forløb og den specialpædagogiske praksis ligesom I vil sparre med vores nye læsevejleder og skolens ledelse. I vil ligeledes arbejde sammen om udviklingen af vores nye kompetenceforløb for vores medarbejdergruppe.

Vi tilbyder
  • En central rolle i udviklingen af et specialpædagogisk miljø med høj faglig kvalitet.
  • Mulighed for at forme og præge vejlederfunktionen fra start.
  • Høj grad af faglig og organisatorisk indflydelse.
  • En meningsfuld og afvekslende hverdag med engagerede kollegaer og fantastiske børn.
  • Naturskønne rammer.

Vi lægger vægt på, at du:
  • Har relevant uddannelse, fx lærer, pædagog eller psykolog gerne med efteruddannelse i specialpædagogik.
  • Specialiseret viden om målgruppens udfordringer og de virkningsfulde specialpædagogiske greb.
  • Står forankret i low arousal tilgangen, neuropædagogik og relationsarbejde.
  • Evner at omsætte teori til anvendelig vejledning og konkret praksis.
  • Kan arbejde systematisk, have mange bolde i luften og følge til dørs.
  • Har mod til at træde frem som synligt fagligt fyrtårn på en ny skole og skabe følgeskab, hvor der arbejdes tydeligt med at skabe fælles læringsmiljøer på tværs af klasser og teams.
  • Har høj relationskompetence – både i samarbejdet med kolleger og i mødet med børn og forældre.
  • Kan inspirere til projektbaserede, kreative og sanselige læringsformer – f.eks. med brug af natur, bevægelse, leg og praktiske aktiviteter.
  • Evner at bevare ro og overblik – også når følelserne bliver store hos eleverne.
  • Tror på, at alle børn gør det så godt, de kan, og ser bag om adfærd.
  • Ønsker at bidrage til skoleudvikling og ser professionel kommunikation og samarbejde som en selvfølge.

Det praktiske
Stillingen er en fuldtidsstilling og til besættelse den 1. december 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og forhåndsaftale.

Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med ansættelse vil indhente børne- og straffeattest.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum én reference.

Ansøgningsfrist og samtaler
Ansøgningsfristen er den 19. oktober 2025.

Første samtalerunde afholdes onsdag den 22. oktober og anden runde den fredag den 24. oktober

Yderligere information
Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen inden du søger, er du meget velkommen til at kontakte skoleleder Christian Andersen på telefon 72 49 62 20.

Du kan læse mere om Horisonten, afdelinger, måden vi arbejder på og elevmålgruppen for afdelingerne på Horisontens hjemmeside: Home | Horisonten.

Vi glæder os meget til at høre fra dig.

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.

 

Log ind