fuldtid
Tekniske operatører med erfaring indenfor radiokommunikation
Er du skarp på detaljen og evner du samtidig at se den store sammenhæng?
Har du erfaring med og interesse for radiokommunikation, og kunne du tænke dig at gøre en forskel for Danmarks sikkerhed? Så er du måske vores nye kollega.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) leder efter tekniske operatører til et nyoprettet team, som udgør en blandt flere indhentningskapaciteter i afdelingen for elektronisk indhentning. Teamets opgave er at bidrage til FE’s taktiske og operative varsling af nationale myndigheder og beslutningstagere.
Dit primære fokusområde vil være indenfor radiokommunikation, herunder arbejde med indhentning af data, produktionsdrift og -vedligehold, system- og dataflowovervågning, teknisk signalanalyse mm.
Afhængigt af hvilken baggrund du og dine andre nye kollegaer kommer med, kan der være forskel på, hvilke dele af den samlede opgaveportefølje i teamet, du kommer til at arbejde med.
Du vil få mulighed for at sætte dit præg på den løbende videre udvikling af arbejdsområdet og teamets struktur, herunder bidrage til implementering, automatisering og integration af it-systemer til brug for opgaveløsningen.
Din kontaktflade vil omfatte flere forskellige enheder og faggrupper i FE og i Forsvaret.
Der vil være mulighed for at indgå i en turnusordning i et nyt FE døgnbemandet situationscenter i arbejdet med overvågnings- og varslingsrelaterede opgaver i og uden for Danmarks nærområde.
Du og din baggrund er vigtig
Vi forestiller os, at du har en teknisk uddannelse og/eller har oparbejdet teknisk viden og erfaring indenfor it- og dataforståelse samt interesse eller erfaring indenfor radiokommunikation, herunder erfaring fra Forsvaret.
Du skal kunne arbejde struktureret og selvstændigt, og trives i et til tider hektisk miljø, som kræver en fleksibel tilgang til opgaveløsningen. Du er kendetegnet ved at være en holdspiller, som er god til at udveksle idéer og sparre med dine kolleger.
Du vil blive en del af en afdeling med spændende opgaver, og som som vægter faglighed, fleksibilitet og stor frihed i opgaveløsningen højt. Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde, men fælles for os, er at vi brænder for opgaven og for at gøre en forskel for Danmarks sikkerhed.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer.
Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 2. juni 2025.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted uge 24 & uge 25 og stiler mod en ansættelse fra 1. september 2025/1. oktober 2025. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2224, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.