Sygeplejerske til vores specialindsats

fuldtid
Sygeplejerske til vores specialindsats
  • POLARIS Center Herning, Afd. Skovlyset
  • Skovvænget 2A, 7400 Herning
Er du vores nye kvalitetssygeplejerske?
POLARIS center Herning søger snarest muligt en kvalitetssygeplejerske med erfaring indenfor psykoser, rusmiddelproblematikker og medicinsvigt.
Vi etablerer denne stilling for at øge vores specialisering. Vi ønsker at udvikle kvaliteten i vores socialpsykiatriske indsatser til borgere i både botilbud og i vores forebyggende indsatser samt at systematisere vores arbejdsgange.

Om POLARIS center Herning
POLARIS center Herning er den specialiserede del af den kommunale psykiatri i Herning Kommune. Vi består af både forebyggende tilbud, akuttilbud, bostøtte, dagtilbud, botilbud samt VISO-leverance til andre kommuner. Vi samarbejder med den øvrige del af den kommunale psykiatri i afdelingerne for børn og familie, sundhed og ældre samt social og beskæftigelse.

I POLARIS center Herning arbejder vi med udgangspunkt i vores fire bærende principper for recovery: Du kender dig selv bedst – Alle bidrager – Vi samarbejder – Vi giver hjælp der virker. Principperne gør recovery til den kommunale psykiatris fælles tilgang til at samarbejde med mennesker med psykiske lidelser.

I POLARIS center Herning tager vi vare på mennesker, der for en stund har mistet navigationsevnen i dele af deres liv. Vi hjælper dem på vej, vi hjælper dem med at finde ønsker og håb for fremtiden. I samarbejdet med borgerne finder borgerne de mål de gerne vil navigere efter – disse bliver ledestjernen for deres recovery-rejse og på sigt også for deres selvstændige liv uden for den kommunale psykiatri.

Dig og dine kompetencer
  • Du er uddannet sygeplejerske. Hvis du har en diplomuddannelse i psykiatrisk sygepleje eller anden relevant uddannelse i tillæg til din grunduddannelse, vil dette vægtes positivt.
  • Vi forestiller os, at du har erfaring i arbejdet med en målgruppe, der har dobbeltbelastninger. Du skal være parat til frontarbejde med borgere med medicinsvigt
  • Du formår at løse opgaver knyttet til både det sygeplejefaglige arbejde med borgerne og udviklingsopgaver.
  • Du har gode formidlingskompetencer både i skrift og tale, idet der er udredning, sparring og undervisningsopgaver tilknyttet stillingen.

Medarbejderne i POLARIS center Herning centret har en stor og vigtig kerneopgave, og derfor er der fokus på løbende udvikling af de ansattes – og dermed dine - kompetencer. Det sker bl.a. gennem handicap- og psykiatriområdets kompetencecenter, PULS, som har praksisnære læringsaktiviteter, der understøtter kompetence- og kvalitetsudviklingen i POLARIS.

Vi har et veludbygget introforløb, som alle nye medarbejdere kommer igennem. Som ansat ved POLARIS center Herning bliver du derfor hurtigt en del af et stort fagligt fællesskab.

Opgaverne
Som kvalitetssygeplejerske deltager du deltage i det daglige samarbejde med borgerne, understøtter kvaliteten i indsatsen samt udvikler nye tilbud/indsatser til målgruppen. Du skal levere indsatser til borgere tilknyttet POLARIS, borgere der kontakter Døgntelefonen, borgere der henvises fra En indgang og borgere der skal have en særlig kompleks og sammensat indsats i HOP.

Indsatsen tager afsæt i 4 kategorier:
  • Opsporing og henvisning til udredning: Socialfaglige vurderinger og tidlig forebyggende indsats med afsæt i borgernes ressourcer hos målgruppen af borgere med psykoselidelser, rusmiddelproblematikker og medicinsvigt. Det er bl.a. næste dags tilbud ifm. opkald til Døgntelefonen, til borgere i en forebyggende indsats (§82) samt borgere der henvises fra En indgang til udredning og mestringsforløb.
  • Udredning, psykosocial behandling og socialfaglige indsatser: til borgergruppen med tilbagevendende psykoseudbrud, rusmiddelproblematikker og medicinsvigt. Det er bl.a. socialpsykiatriske recovery-orienterede indsatser, som har til formål at forbedre funktionsniveauet og undgå negative sociale konsekvenser af bl.a. psykoselidelsen og brug af rusmidler.
  • Opfølgning: opfølgning og brobyggende indsatser f.eks. via beskæftigelses- og uddannelsesindsatser og sociale fællesskaber i civilsamfundet, samt understøttelsen af stabile behandlingsforløb i regionen og hos praksis lægen.
  • Undervisning og faglig sparring: Undervisningsaktiviteter og faglig sparring til frontpersonale og ledere.

Du bliver en stor del af centrets arbejde med patientsikkerhed, kvaliteten og hermed opfølgning ift. specifikke sundhedsydelser, oplæring af kollegaer/ledere, og så bliver du en del af vores specialteam i POLARIS.

Du bliver tilknyttet afdeling Skovlyset, men kommer til at levere opgaver på tværs i POLARIS. Der kan også komme opgaver hos borgere der er på vej i forløb i Handicap og Psykiatri, og som har brug for en særlig indsats, hvor der er brug for specialviden.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores tværgående sygeplejerske i POLARIS og kvalitetssygeplejersken ved Skovlyset. Din arbejdstid vil være skiftende men fortrinsvis være i dagtimerne fra mandag til fredag.

I 2026 forventer vi at endnu 6 pladser står klar til borgere, der har brug for en midlertidig indsats og af mere akut karakter. Indsatsen til disse borgere forventer vi, du skal være med til at planlægge og implementere.

Lidt om Skovlyset
Afdeling Skovlyset består af 30 pladser, både længerevarende og midlertidige, samt forebyggende og akutte indsatser.
Vi er ved at gøre os fagligt klar til skulle kunne mere ift. borgere med dobbeltdiagnoser (psykiatri og misbrug) og akutindsatser. Det betyder at vi sætter fokus på, at få flere medarbejdere med en specialiseret viden ift. arbejdet med borgere i udsatte livssituationer.
Afdelingen har 2 afdelingsledere, som i makkerskab leder afdelingens kerneopgave og drift. Afdelingen består desuden af 21 faste medarbejdere med forskellig faglig baggrund og en del vikarer, der har været hos os gennem lang tid.

Vi ved, at gode resultater i samarbejdet med borgerne er med til at give trivsel til medarbejderne. Derfor har vi fokus på at lykkes med opgaveløsningen - også når det betyder, at vi skal gå nye veje for at nå et godt resultat.

Vi arbejder med faglige tilgange og metoder, der understøtter borgernes recovery-rejse. De fire overordnede metoder er LA2, social færdighedstræning, Recovery star og Åben dialogisk praksis. disse anvender vi til at sikre borgernes stemme i de forløb de har hos os. Vi arbejder med at skabe tryghed ved den første kontakt og motivere borgerne til at benytte tilbuddet, indtil de ikke længere har behov for det.

Det formelle
Stillingen er på 37 timer, men der er mulighed for at blive ansat på et lavere timetal.
Tiltrædelse efter aftale men gerne hurtigst muligt. Løn efter overenskomst.

Mere information om stillingen kan fås ved henvendelse til centerleder Dorte Påskesen på telefon 40 71 43 16 – helst efter kl. 16 - eller på mail poldn@herning.dk

Frist
Ansøgning skal ske gennem jobportalen på Herning kommunes hjemmeside. Sidste frist for ansøgning er den 26. maj kl. 8.00.

 

Log ind