Styrelsesdirektør til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

fuldtid
Styrelsesdirektør til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
  • Skatteministeriet
  • Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K
Vil du stå i spidsen for at sikre drift og vedligeholdelse af Skatteforvaltningens it-systemer og data og for at sikre fremdrift i forretningskritiske udviklingsprojekter? Så er du måske den nye styrelsesdirektør for Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsens kerneopgave er at sikre velfungerende it-løsninger på Skatteministeriets område ved at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer. Derudover er styrelsen ansvarlig for at sikre et transparent grundlag for it-prioriteringer på tværs af Skatteforvaltningen. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har desuden ansvaret for it-sikkerhed på Skatteministeriets område, som er et højt prioriteret område på tværs af departement og styrelser.

Som direktør i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen vil du få ansvaret for en vigtig og samfundskritisk opgave, hvor flere udviklingsprojekter er underlagt stor, politisk bevågenhed. Du vil komme til at lede en organisation, som har stor betydning for Skatteministeriets koncern, der består af departementet og ni styrelser fordelt over hele landet med samlet set over 12.000 medarbejdere.

Du vil stå i spidsen for ca. 1.800 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Middelfart, Aalborg og Kongens Lyngby. Udviklings- og Forenklingsstyrelsens organisering skal fornys, så det sikres, at såvel it- driftsopgaver som it-udviklingsprojekter også fremadrettet kan styres effektivt og sikkert med fokus på fremdrift og sikker digital forvaltning. Derudover skal det sikres, at styrelsen leverer de bedste rammer for it-sikkerhed i forvaltningen

Til det har Udviklings- og Forenklingsstyrelsen brug for en direktør med stærk beslutningskraft. Det er samtidig en forudsætning, at du har en særdeles tung og solid topledererfaring fra det statslige område. Derudover forventes det, at den kommende direktør:

  • har en stor forståelse for spændingsfeltet mellem it og forretning og har solid og dokumenteret erfaring med større it- og forretningsprojekter, der er underlagt stor, politisk bevågenhed – og gerne fra det statslige område
  • har dyb indsigt i it-området, herunder it-sikkerhed, it-drift og it-udvikling
  • kan dokumentere evne til at sikre strategiske prioriteringer, navigere i og håndtere komplekse problemstillinger og skabe solide resultater
  • er i stand til at skabe en driftssikker, effektiv og innovativ organisation
  • kan navigere i et politisk landskab og har en særdeles god forståelse for at lede en politisk ledet organisation
  • besidder stærke kommunikationsevner og kan skabe tillidsfulde relationer – både internt i styrelsen, på tværs af Skatteministeriets koncern og i forhold til eksterne samarbejdsparter
  • kan sikre en kultur, som er funderet i Skatteministeriets værdier: Faglighed, ansvarlighed, samarbejde og udsyn.
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er organiseret i fagområder, som hver ledes af en fagdirektør. Fagdirektørerne har direkte reference til styrelsesdirektøren.

Styrelsesdirektøren refererer til Skatteministeriets departementschef.

Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er klassificeret i lønramme 40/løngruppe 4. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med udgangspunkt i bestemmelserne i rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen ønskes besat på åremål.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted vil indtil videre være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Ansættelsen er betinget af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden YDERST HEMMELIGT (YHEM) og indsende en tilfredsstillende straffeattest.

Tiltrædelse Stillingen er med tiltrædelse pr. 1. januar 2026 eller efter aftale.

Ansøgning Finder du jobbet interessant, kan du uploade ansøgning, CV og eksamensbevis via linket "Søg stillingen". Ansøgningsfristen udløber den 2. oktober 2025. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til H.M. Kongen.

Kandidater til stillingen kan forvente at skulle gennemgå test i ansøgningsprocessen.

I rekrutteringsprocessen samarbejdes med konsulentfirmaet Genitor. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved kontakt til Hanne Kristensen på tlf. 25117137.

Log ind