Studie- og karrierevejleder med lyst til at understøtte trivsel og handlemuligheder for de studerende på SUND, KU

fuldtid
Studie- og karrierevejleder med lyst til at understøtte trivsel og handlemuligheder for de studerende på SUND, KU
  • KU - SUND - PANUM KBH N
  • Blegdamsvej 3B, 2200 Kbh. N
Vil du bidrage til at øge de studerendes handlekompetence i eget studieliv? Og vil du være en del af et miljø med høj faglighed, hvor vi tager hånd om hinanden? Så har vi brug for dig!

I den nyetablerede sektion Studieliv og Vejledning i Campusadministration Nørre ved Københavns Universitet har vi brug for en ny engageret og selvstændig kollega, der har lyst til at være en del af vores dedikerede hold. Vi leder efter en empatisk og professionel kollega, som hurtigt er i stand til at skabe tillid i mødet med de studerende.

Stillingen er til besættelse den 1. august 2025.

Det kan du glæde dig til

Du vil blive en del af en sektion, hvor vi er optagede af at understøtte det gode studieliv. Vi har fokus på at møde de studerende, der hvor de er – med deres individuelle og fælles vilkår og drømme til deres studieliv og fremtid. Vi bidrager og hjælper alle hinanden med vores mange fælles arbejdsopgaver.

Som kollega hos os kommer du især til at arbejde med

  • Studie- og karrierevejledning: Du skal vejlede vores mange studerende om fx trivsel og motivation, uddannelsesregler, studieplanlægning og valg, studietvivl og karriereovervejelser. Det er også hos os, at studerende med behov for særlig støtte får vejledning.
  • Trivselsfremmende tiltag: Vi har et etisk kodeks for studie- og undervisningsmiljøet, som danner fundament for vores arbejde med trivsel blandt studerende. Vores tiltag er mangeartede fra studie- og semesterstartsoplæg, over oplæg om valgfrihed til indsatser på hold, årgange eller hele uddannelser.
Derudover vil du i vores sektion blive en del af et godt socialt miljø med en uhøjtidelig omgangstone og højt til loftet.

Det leder vi efter

Vi leder efter en ny kollega, som interesserer sig bredt for studielivs- og vejledningsfeltet. Derudover skal vores ny kollega

  • trives i en hverdag med en stor variation af opgaver. I samarbejde med dine kollegaer skal du både løfte driftsopgaver med faste deadlines og struktur og løse mere udviklingsorienterede opgaver, hvor vi får initiativer og indsatser ud at leve. Vejledning vil være en stor del af din opgaveportefølje. Det er en opgave, som vi er meget ambitiøse omkring både metodisk og i vores tilgang til målgruppen.
  • have lyst til at arbejde i en sektion, hvor vi samarbejder på tværs af sektionen og af hele KU. Studieliv og Vejledning er et område med mange interessenter, og du får derfor brug for både organisatorisk forståelse og gode samarbejdskompetencer.
Det kigger vi efter i ansøgerbunken

Vi forventer, at du har en kandidatuddannelse og erfaring med vejledning.
Derudover lægger vi vægt på, at du

  • arbejder selvstændigt og systematisk og får dine opgaver ud over rampen
  • er en holdspiller – klar til at samarbejde og sparre med dine kollegaer
  • kan navigere i en kompleks politisk styret organisation
  • trives med at arbejde i et miljø, hvor opgaverne er mange og ændrer sig løbende
  • har lyst til at tale med studerende om både det sjove og det, der er svært
  • kan forstå og formidle regler og rammer, så du skaber overblik for den studerende, både skriftligt og mundtligt og på dansk og engelsk
  • trives med, at en stor del din arbejdstid består af vejledningsvagter, som er fastlagt i en vagtplan.
Det mere formelle
Stillingen er placeret i Studieliv og Vejledning, hvor vi er 11 faste medarbejdere, to studentermedhjælpere og en sektionsleder.

Sektionens primære opgave er at drifte og udvikle studieunderstøttende initiativer og aktiviteter i Campusadministration Nørre. Det betyder, at vi arbejder med studie- og karrierevejledning, særlig støtte. studiestart og inklusion, kommunikation til studerende og ansatte, trivsel, studiemiljø og meget andet.

Sektionen er en del af uddannelsesadministrationen, som har ca. 100 medarbejdere og varetager den daglige administration, drift og udvikling på uddannelsesområdet. Vi samarbejder med vores dygtige kollegaer på tværs af administrationen om den løbende udvikling af administrative processer, som har betydning for de studerendes uddannelsesforløb og trivsel.

Ansættelsesforhold
Ansættelse sker som fuldmægtig i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Vi har flekstid, men din arbejdstid vil også være bestemt af åbningstider.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder Christina Stigaard på 35 32 62 34 eller sende en mail til AC-vejleder Íris Hauksdóttir irha@adm.ku.dk for at aftale et tidspunkt, hvor I kan tale sammen.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen, så send os en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget), senest 18. juni 2025.

Vi holder 1. samtale i uge 26. Efter samtalerne vurderer vi, om der er behov for at indkalde til 2. samtale.

Log ind