Studerende HK til Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

fuldtid
Studerende HK til Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
  • KU-CENTER FOR SUNDHED OG SAMFUND
  • Øster Farimagsgade 5, 1353 Kbh. K
Har du lyst til at arbejde på et centralt placeret forskningscenter med tråde ud i dansk og international politik samt forsvars- og sikkerhedspolitik? Center for Militære Studier (CMS) søger studerende med tiltrædelse snarest muligt.

Vi søger 1-2 effektive og engagerede studerende, som kan arbejde i gennemsnit 15 timer om ugen.

Stillingen er tidsubegrænset.

Om os
Center for Militære Studier er et forskningscenter ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Centret udfører forskning, forskningsbaseret myndighedsbetjening for Forsvarsministeriet og forsvarsforligskredsen, undervisning og formidling. Centrets cirka 18 fuldtidsansatte udgøres af forskere, militæranalytikere og videnskabelige assistenter. Du kan læse mere om centeret på cms.polsci.ku.dk

Arbejdsopgaver
Studenterteamet på CMS er en stor del af den daglige drift af centeret. Du vil blive en del af arbejdet bag centerets udgivelser, og hjælpe med diverse researchopgaver relateret til publikationer herunder fx litteratursøgninger og databearbejdning. Derudover vil du hjælpe med den praktiske del af udførelsen af centers aktiviteter og events. Dertil udføres en række opgaver relateret til centerets daglige drift, herunder ekstern kommunikation, praktiske opgaver og aktivitet på sociale medier.

Dine arbejdsopgaver omfatter at assistere med

  • Forskningsarbejde fx litteratursøgninger, interviews, podcast, layout og databearbejdning.
  • Praktisk gennemførelse af events, seminarer, og evt. andet relevant.
  • Praktiske opgaver i forbindelse med centerets daglige drift.
  • Kommunikationsopgaver.
Dine kompetencer
I kraft af studenterteamets forskelligartede opgaver vil kendskab til et eller flere af de følgende områder være en fordel: kvantitativ og/eller kvalitativ metode, internationalpolitik, sikkerhedspolitik, militære studier, dansk forsvar og forsvarspolitik, grafisk design, lydredigering, hjemmesideredigering og sociale medier.

Grundet centrets samspil med medier, embedsmænd og politikere kan opgaver opstå med kort varsel, hvilket kræver stor fleksibilitet og initiativrighed af vores studentermedarbejdere.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • Har gode kommunikative færdigheder (herunder SoMe).
  • Har godt kendskab til grafiske opgaver.
  • Har gode danske og engelske færdigheder.
  • Er fleksibel og omstillingsparat med kort varsel.
  • Er grundig og har godt humør.
Ansættelsesforhold
Ansættelsen sker efter reglerne i Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og efter Organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK).

Timelønnen udgør minimum 141,14 kr. (1. april 2025-niveau). Du vil blive lønindplaceret på baggrund af tidligere ansættelser.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du er indskrevet og aktiv studerende ved en videregående uddannelse.

Vi er fleksible i eksamensperioder og der tages hensyn til dette under ansættelsen.

Ansøgning mv.
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende din ansøgning, cv, indskrivningsbevis samt karakterudskrift elektronisk via www.jobportal.ku.dk senest tirsdag den 5. august 2025.

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 33.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere spørgsmål
Kontakt centeradministrator Christine Veedfald Jensen på mail: cvj@ifs.ku.dk eller tlf. 24970768.

Du kan læse mere på cms.polsci.ku.dk

Københavns Universitet (KU) er i gang med at implementere en ny fælles administrativ organisering og nye arbejdsgange, som medfører forandringer de kommende år. For yderligere oplysninger kan du evt. kontakte Christine Veedfald Jensen på tlf. 24970768 samt Christel Brink Hansen på christel.brink.hansen@econ.ku.dk. Du kan også læse mere her

Log ind