Er du passioneret omkring at skabe værdi gennem data? Ønsker du at arbejde med nogle af de største og mest strategisk vigtige indkøbs- og udbudsprojekter i den danske stat? Så har du muligheden for at arbejde hos Økonomistyrelsen i Skt. Annæ Palæ tæt på Kongens Nytorv, Kongens Have og Marmorkirken – helt tæt på byens puls og med gode muligheder for offentlig transport.
I Statens Indkøb & Jura, som er en del af Økonomistyrelsen, søger vi lige nu en engageret og serviceminded studerende med stærke analytiske evner og interesse for data, der kan bidrage til kommende udbud og kontraktstyringen af aftaler i Statens Indkøbsprogram og samtidig har lyst til at løse opgaver, der understøtter ledelsen og kontorets daglige drift.
Få en afvekslende opgaveportefølje Statens Indkøbsprogram tæller en række fællesstatslige rammeaftaler, der anvendes af kolleger i staten og som er forankret i kontoret Statens Indkøb & Jura, hvor vi kontraktstyrer og løbende genudbyder aftalerne. Du vil indgå i et fagligt fællesskab af engagerede kollegaer, som sammen udgør et stærkt hold, der prioriterer sparring og faglig udvikling.
Dine opgaver kan være:
- Udvikling af Excel-skabeloner der kan optimere analyse- og rapporteringsprocesser
- Formidling af data til brug for beslutningsprocesser, herunder gennemførelse af tilfredshedsundersøgelser
- Bidrage til kontraktstyring af aftaler, herunder skriftlig og telefonisk vejledning af kollegaer i staten og gennemgang og kontrol af salgsrapportering
- Deltagelse på udbudsprojekter, for eksempel med opgaver som udarbejdelse af beslutningsoplæg og referatskrivning
- Bidrage til at løse kontorets administrative driftsopgaver, så kontoret har de bedste forudsætninger for at lykkes med kerneopgaverne, or eksempel udarbejdelse af introprogram og planlægning af onboarding af nye kollegaer
Det vi tilbyder dig Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø og vil komme til at arbejde sammen med kollegaer, der vægter et højt fagligt niveau, såvel som et stærkt socialt sammenhold.
Vi prioriterer, at du får spændende arbejdsopgaver samt faglig og personlig udvikling, og som student i Økonomistyrelsen vil du fuldt ud indgå i opgavevaretagelsen med egne ansvarsområder, så din tid hos os skaber et solidt springbræt til tiden efter studiet.
Din kommende kollega, Signe, der tidligere har været student og nu er ansat som fuldmægtig på kontoret, fortæller:
”
Jeg kan klart anbefale at søge stillingen, da Økonomistyrelsen er en attraktiv og god arbejdsplads, der i høj grad underbygger de studerendes faglige udvikling samt prioriterer, at den studerende både har tid til arbejde og studie.”
Når du starter hos os, tager din buddy imod dig og præsenterer dig for dit onboardingforløb, ligesom du sammen med din nærmeste leder lægger en plan for din opgaveportefølje og faglige udvikling. Planen sikrer, at du arbejder med opgaver, som interesserer dig, og at du med tiden udvikler dine kompetencer.
Hvem du er Vi søger en dygtig kollega med lyst til at bidrage til en velfungerende drift. Du kan godt have flere indgange til dette job.
Vi forventer, at du:
- er i gang med en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, som eksempelvis cand.scient.pol., cand. scient. adm., cand.polit., cand.it., cand.merc. eller tilsvarende.
- har erfaring med at håndtere store datamængder i Excel
- er serviceminded og har gode formidlingsevner på skrift såvel som i tale
- er en udpræget holdspiller, der er engageret og tager et selvstændigt ansvar
- er social og sætter pris på et godt kollegaskab
Om os Vores kontor - der består af lidt under 30 medarbejdere med en baggrund fra både den offentlige og private sektor - er kendetegnet ved en stærk holdånd, og vi lægger stor vægt på, at arbejdsglæden skal være i top, og at vi har det sjovt i hverdagen.
Vores kommunikation er åben, ligefrem og med et smil. Vi gør meget ud af at fejre hinandens succeser, ligesom vi prioriterer sociale arrangementer og en improviseret fredagsbar. Arbejdet foregår til tider i et hurtigt tempo samt med en høj grad af selvstændighed, initiativ og et stærkt ønske om at levere ydelser og resultater af høj faglig kvalitet. Hverdagen er præget af en positiv tilgang til kollegaer og nye udfordringer, og med fokus på, at du løbende udvikler dig og trives i et sundt arbejdsmiljø.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Du kan læse mere om hvordan det er at arbejde i Økonomistyrelsen på
https://oes.dk/job/ Ansættelsesvilkår Den forventede arbejdstid er ca. 15 timer om ugen. Der er mulighed for at tilpasse din arbejdstid efter din undervisning og dine eksamensperioder.
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Yderligere oplysninger Hvis du vil høre mere, er du velkommen til at kontakte souschef Christina Bagger, 2018 4771. Send en sms og skriv, hvis du ønsker at blive ringet op.
Ansøgning Vi ser frem til at høre fra dig. Tryk på knappen ”Søg stillingen”, og send din motiverede ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag senest den 5. januar 2026.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.