Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet en søger projektmedarbejder til databehandling i Arter

deltid
Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet en søger projektmedarbejder til databehandling i Arter
  • KU - SCIENCE - SNM
  • Museum, Øster Voldgade -7 5, 1350 Kbh. K
Om jobbet:
Statens Naturhistoriske Museum (SNM) søger en projektmedarbejder til Arter, med ansvar for databehandling, samt at indgå i projektgruppen omkring videreudviklingen af Arter-platformen. Stillingen er tidsbegrænset til 31. marts 2027 med 30 timer ugentligt ved Sektionen for Digitale samlinger og arkiver på Statens Naturhistoriske Museum.

Projektmedarbejderen vil indgå i Arter projektgruppen og arbejde med datamobilisering under DanBIF ved Sektionen for Digitale Samlinger og arkiver. Her vil du indgå i, og kunne sparre med, et lille team der har stor erfaring med databehandling og -kvalitetssikring. Vi arbejder med at gøre flere kvalitetsdatasæt om biodiversitet tilgængelige for alle, herunder forskning, forvaltning mm.

Om Arter
Formålet med Arter er at skabe en samlet portal for viden om biodiversitet i Danmark ved at samle artsdata om alle artsgrupper ét sted. Herved bliver det fremover nemmere at bedrive forskning og naturforvaltning samt have videnbaserede fritidsoplevelser i naturen. Arter er en fondsfinansieret database, en hjemmeside, og en app, hvor både borgere, forskere, virksomheder, myndigheder, interesseorganisationer m.fl. har mulighed for at registrere og søge efter artsdata samt hente ny viden om dyre- og plantearter i Danmark.

Arter udvikles som et partnerskab mellem Statens Naturhistoriske Museum og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og samarbejder med en lang række organisationer og frivillige foreninger. Projekt­samarbejdet startede officielt 1. januar 2019, med opstart af IT-udvikling i juni 2020 og en funktionsdygtig portal og app blev lanceret i foråret 2021. Arbejdet vil fremadrettet bestå i at tilføje Arter en række funktioner og forankre Arter som primær platform hos organisationer, kommuner og partnerskabet. Du vil derfor være med til at færdigudvikle Arter, og du vil arbejde i en projektgruppe, hvor der lægges vægt på din evne til at samarbejde, prioritere mellem opgaver og kunne indgå i mere strategiske drøftelser.

Om Statens naturhistoriske Museum:
Naturhistoriske museer har aldrig haft større betydning, end de har i dag. Vores planet er beboet af millioner af levende arter. Men i dag har en enkelt art magten til at ændre livet på Jorden fundamentalt. Skal vi finde løsninger på de store udfordringer, verden står over for, kan det kun ske ved, at vi forandrer lokalt, samarbejder internationalt og deler den viden og de ressourcer, vi i fællesskab besidder.

Visionen for Statens Naturhistoriske Museum er at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur. Vi vil inspirere, engagere og give alle mulighed for at opleve, forstå og passe på naturens mangfoldighed. I de kommende år bygger vi et nyt nationalt hovedmuseum for naturhistorie. Den nye museumsbygning får beliggenhed i Botanisk Have i hjertet af København og vil rumme state-of-the-art-laboratorier,

enestående videnskabelige samlinger, nye udstillinger samt faciliteter til undervisning og til at styrke den enkeltes grundlag for at træffe videnbaserede beslutninger i hverdagen. Det er vores ambition i løbet af de næste fem år at ændre opfattelsen og brugen af naturhistoriske museer og herigennem styrke forbindelsen mellem mennesker og natur.

Om dig:
I et foranderligt arbejdsmiljø med mange selvstændige opgaver skal du på en professionel måde kunne prioritere og planlægge langsigtede processer og samtidig håndtere akut opståede udfordringer. Du skal være udadvendt og kunne balancere både at lytte til og fremføre synspunkter ved møder med kolleger, forskere og samarbejdspartnere. Kendskab til de arter der lever i den danske natur betragtes som en fordel.

Dine opgaver:

  • Mobilisering af data til Arter via GBIF, fra forskellige kilder herunder data fra Danske naturhistoriske museer.
  • Synkronisering af data fra især GBIF til Arter, og kvalitetssikring af at data vises korrekt på Arter
  • Deltagelse i udviklingsarbejdet på Arters web og mobilapp
  • Bidrage til koordinering og planlægning af interne og eksterne arbejdsprocesser.
  • Idéudvikling og kreative input i projektsamarbejdet med interne og eksterne parter.
  • Bidrage med analyse-, test- og dokumentations-opgaver i forbindelse med videreudviklingen af Arter.
Vi forventer at:

  • Du har en kandidatgrad i biologi
  • Du har erfaring med at bruge GBIF inklusive til analyse og kvalitetssikring af datasæt
  • Du har erfaring med datamobilisering i Arter, GBIF og Specify.
  • Du har erfaring med brug af Specify samlingssystemet som anvendes på SNM.
  • Du har kendskab til Danmarks biodiversitet og kan skelne Danmarks artsgrupper fra hinanden på et middelhøjt niveau og har forståelse for taksonomiske hierarkier
  • Du har erfaring fra IT-udviklingsprojekter inden for web og app udvikling, og har erfaring med funktions- og test-arbejde.
  • Du kan levere et let forståeligt sprog på fejlfrit dansk og du kan begå dig på engelsk både mundtligt og skriftligt.
  • Du arbejder struktureret, selvstændigt og overholder deadlines.
  • Du er en holdspiller og imødekommende over for eksterne parter.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten mellem Skatteministeriet og Akademikerne eller anden relevant overenskomst. Aflønning i henhold til AC- overenskomst er anciennitetsbestemt. Indplacering vil ske på baggrund af erfaring og kompetencer. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 30 timer. Vi har flekstid.

Tiltrædelse pr. 1. september 2025.
Stillingen er tidsbegrænset til udløb pr. 31. marts 2027.

Arbejdssted: Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

Ansøgning
Ansøgning, CV, uddannelsesbevis og eventuelle anbefalinger skal sendes via KU’s jobportal. Tryk på ”SØG STILLINGEN” nederst i opslaget senest 16. juni 2025.

Jobsamtaler afholdes umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, kan du henvende dig til sektionsleder Kim Steenstrup Pedersen, kimstp@snm.ku.dk



Log ind