Specialkonsulent til tværregional specialenhed for behandling af livstruende sygdomme

fuldtid
Specialkonsulent til tværregional specialenhed for behandling af livstruende sygdomme
  • Region Hovedstaden
  • Kongens Vænge 2A, 3400 Hillerød
Vil du være med til at styrke kapaciteten i sundhedsvæsenet og sikre rettidig behandling for patienter med livstruende sygdomme på tværs af alle fem regioner? Har du flair for at navigere i komplekse politiske processer, udvikle holdbare løsninger – og samtidig føre dem ud i livet? Hvis ja, så har vi stillingen til dig.

Vi søger en erfaren og selvstændig specialkonsulent med stærke proces- og administrative kompetencer til Specialenheden for behandling af livstruende sygdomme. Du bliver en del af et lille, dedikeret team, hvor vi arbejder tæt sammen – men hvor du også får stort ansvar og frihed til at drive dine egne opgaver.

Om Specialenheden

Specialenheden er et tværregionalt sekretariat, som understøtter regioner og hospitaler på tværs af hele landet. Enheden er organisatorisk forankret i Center for Sundhed i Region Hovedstaden. Vores mission er at understøtte regionerne i at sikre, at alle patienter med livstruende sygdomme får den rette behandling på det rette tidspunkt.

Vi arbejder bl.a. med:

  • Koordinering af tværregionalt samarbejde
  • Styrkelse af kapacitetsudnyttelse og kapacitetsstyring på tværs af regionerne
  • Kapacitetsanalyser
  • Monitorering af kapacitet og ventetider på kræftområdet
  • Understøttelse af behandling i udlandet ved kapacitetsudfordringer
Om stillingen

Du vil bl.a. få ansvar for at styrke det tværregionale arbejde med kapacitet og dine opgaver vil fx omfatte:

  • Udarbejdelse af kapacitetsanalyser og beslutningsoplæg
  • Facilitering af samarbejde på tværs af regioner og faggrupper, herunder sekretariatsbetjening af de tværregionale kræftsamarbejder
  • Bidrag til udvikling af strategier og modeller for kapacitetsstyring
  • Udvikling af tværregionale løsninger på konkrete kapacitetsudfordringer
Om dig

Du har en relevant lang videregående uddannelse og solid erfaring fra en politisk styret organisation. Det er en fordel, hvis du har kendskab til sundhedsområdet, men det er ingen forudsætning.

Vi forestiller os, at du har:

  • Strategiske evner og politisk tæft
  • Talent for at skabe netværk og finde gode løsninger i samspil med andre
  • Erfaring med analyser og strategisk arbejde – gerne fra sundhedsområdet eller en politisk styret organisation
  • Stærke formidlingsevner – både skriftligt og mundtligt. Herunder evne til at omsætte sundhedsfaglige input til klare politiske og administrative beslutningsoplæg, og formidle komplicerede problemstillinger til forskellige interessenter og faggrupper
  • Solide samarbejds- og kommunikationsevner, herunder evne til at begå dig i eksterne fora og til at repræsentere regionerne strategisk og fagligt.
  • Blik for både helheden og detaljer
  • Gerne erfaring med kapacitetsstyring.
Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt og senest 1. februar 2026.

Specialenheden hører organisatorisk under Enhed for Hospitalsplanlægning i Center for Sundhed. Center for Sundheds medarbejdere er fordelt på forskellige lokationer, men de fleste er samlet på Regionsgården i Hillerød, som også bliver dit arbejdssted.

Du skal påregne et mindre antal årlige rejsedage.

Ansøgning og ansættelsesforløb

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og relevante bilag senest tirsdag den 2. december 2025. Samtale og evt. 2. samtale afholdes i uge 50.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Bjørn West telefonisk på 40 48 72 05.

Log ind