Specialkonsulenter til Økonomistyringsenheden på OUH Brænder du for at arbejde med økonomistyring i en stor og kompleks organisation, der er i fuld gang med transformationen til det nye OUH og den kommende sundhedsreform?
Motiveres du af at arbejde tæt på beslutningstagerne og have indflydelse på den økonomiske retning? Trives du med en bred opgaveportefølje, hvor du formår at have blik for både detaljer og det store billede?
Har du lyst til at arbejde på et af Danmarks største hospitaler? Så vil vi gerne være dine fremtidige kolleger.
OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus OUH har et budget på 8,7 mia. kr. og omfatter sygehusene i Odense, Svendborg, Nyborg og på Ærø. Selvom vi arbejder med mange mennesker og milliarder, er du er tæt på, hvor beslutningerne træffes, for organisationen har en flad ledelsesstruktur. Vi sætter en ære i at tænke patienten ind i alle beslutninger, så vi sikrer, at hospitalet er til for patienten og ikke omvendt.
Om jobbet I Økonomistyringsenheden søger vi 1-2 engagerede og fagligt stærke specialkonsulenter, der har lyst til at tage del i både den daglige drift og den strategiske udvikling. Her får du mulighed for at sætte dit præg på økonomistyringen i en organisation med mange interessenter, høj faglighed og stor samfundsmæssig betydning.
Økonomistyringsenheden er den ene af tre enheder i stabsafdelingen Økonomi og Data med ca. 85 medarbejdere. De to øvrige enheder er henholdsvis Regnskabsenheden og Data- & Automatiseringsenheden.
Økonomistyringsenheden består aktuelt af 12 engagerede medarbejdere, der arbejder i opgavefællesskaber omkring Afdelingsøkonomi og Strategi & Analyse. Hvor Afdelingsøkonomi har primært fokus på den nære sparring med de kliniske afdelinger omkring den løbende økonomistyring, er der i Strategi & Analyse primært fokus på den konsoliderede økonomi og tværgående analyser.
Du vil primært arbejde i opgavefælleskabet Strategi & Analyse, hvor opgaverne eksempelvis kan omfatte:
- Region Syddanmarks finansieringsmodel og udarbejdelse af aktivitetsanalyser, herunder sammenhæng mellem aktivitet, kapacitet og økonomi
- Opgaver relateret til implementering af sundhedsreformen, herunder integration af psykiatrien på OUH
- Økonomiske analyser og opfølgning på overordnet sygehusniveau
- Understøttelse og videreudvikling af ledelsesinformation og datavisualiseringer
- Udarbejdelse og vedligeholdelse af budgetprofiler på sygehusniveau
- Strategisk økonomisk planlægning og udvikling af styringsgrundlag
- Understøtte direktionen med prioritering og fordeling af centrale puljemidler, så midlerne anvendes der, hvor de skaber størst værdi for patienterne
- Forberedelse til det nye OUH – herunder beregning af konsekvenser af nye arbejdsgange
Som eksemplerne viser, vil du få en central placering i organisationen, og stillingen indebærer en bred berøringsflade i de administrative stabe på sygehuset og på tværs af afdelinger. OUH er kendetegnet ved få horisontale ledelseslag, hvilket betyder, at vejen fra ide til handling er kort. Det er derfor centralt, at du kan samarbejde på alle niveauer og på tværs af fagligheder, at du er god til at kommunikere klart og desuden er henholdsvis servicemindet og principfast, når forholdene kræver det.
Du bliver en del af en enhed, hvor samarbejde, faglig sparring og nysgerrighed er i centrum – og hvor din indsats får en reel betydning på tværs af hele huset. Samtidig er det vigtigt, at der – trods det høje tempo – er plads til grin i hverdagen.
Forventninger til dig Vi forventer, at
- Du har erfaring som tovholder eller projektleder, hvor du har haft ansvar for at planlægge, koordinere og følge op på opgaver og sikre fremdrift i samarbejde med resten af organisationen.
- Du er fleksibel og trives i en omskiftelig hverdag med mange bolde i luften uden at miste retning eller kvalitet i opgaveløsningen.
- Du er struktureret, kan arbejde selvstændigt og forstår vigtigheden af at overholde deadlines og evner at have øje for detaljerne samt bevare overblikket.
- Du kan skabe forbindelse mellem data, handling og strategi
- Du er god til at kommunikere, skabe relationer og interagere med forskellig fagligheder og på forskellige ledelsesniveauer.
- Det er en fordel med erfaring fra sundhedsvæsenet
- Du har en relevant akademisk uddannelse f.eks. cand.oecon., cand.scient.pol. e.lign.
Du skal kunne agere i en tværfaglig organisation og være garant for rettidige leverancer af høj faglig kvalitet til både afdelingsledelser, direktion og region. Og du skal have lyst til at arbejde i en enhed, hvor dagene er forskellige og fyldt med spændende opgaver.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Arbejder effektivt, struktureret og selvstændigt
- Bevarer overblikket uden at miste sansen for detaljen
- Er en empatisk og positiv holdspiller og evner at skabe gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt.
Det er vigtigt for os, at du bliver klædt godt på til jobbet. Derfor sørger vi for,et individuelt tilrettelagt introduktionsprogram, som giver en grundig indføring i organisationen og opgaverne.
Løn og ansættelsesforhold Du ansættes i Økonomistyringsenheden i staben Økonomi og Data (ØD) på OUH Odense Universitetshospital.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Yderligere information Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Stabschef Henrik Seemann på 51559823 eller Chefkonsulent Jacob Ørum på 21692842.
Ansøgningsfrist Send din ansøgning til os senest ved udgangen af mandag d. 18. august. Vi forventer at afholde samtaler den 21./22. august 2025.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation