Specialanklager eller special-/chefkonsulent til Rigsadvokaten

fuldtid
Specialanklager eller special-/chefkonsulent til Rigsadvokaten
  • Rigsadvokaten
  • Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K
Brænder du for strafferet, og har du lyst til at arbejde sammen med dygtige og dedikerede kollegaer, der leverer høj faglighed og tør tænke nyt? Så er du vores nye medarbejder i Anklagerfaglig Enhed 2.

Rigsadvokaten søger en specialanklager eller special-/chefkonsulent til Anklagerfaglig Enhed 2 i Kvalitetsafdelingen.

Stillingen er til besættelse snarest muligt.



Om stillingen

Rigsadvokaten søger en specialanklager eller special-/chefkonsulent (jurist) til en stilling som fagansvarlig i Anklagerfaglig Enhed 2 i Kvalitetsafdelingen. I Kvalitetsafdelingen er vi med til at udvikle anklagerfagligheden gennem generelle anklagerfaglige indsatsområder og udviklingsopgaver. Det sker i tæt samarbejde med bl.a. politikredsene og statsadvokaturerne. Konkret har Anklagerfaglig Enhed 2 fagansvaret for bl.a. straffeprocessuelle spørgsmål, narkotikaområdet, våbenområdet, behandlingen af tekniske beviser, organiseret kriminalitet, straffens fastsættelse og særlovsområdet.

Du vil som vores nye medarbejder få fagansvaret for særlovsområdet, hvor du også vil få ansvaret for at drive et fagnetværk bestående af specialiserede medarbejdere fra både den lokale og den centrale anklagemyndighed. Særlovsområdet består bl.a. af generelle strafferetlige spørgsmål inden for dyrevelfærd, tobak, fødevarer, udlændingeret og miljø. En naturlig del af din opgave vil derfor også være at fastholde og udbygge samarbejdet med særmyndigheder om straffesagsbehandlingen på særlovsområdet. Stillingen indebærer således meget kontakt med eksterne samarbejdspartnere på tværs af myndighederne.

Du vil i derudover skulle bidrage til høringer over lov- og bekendtgørelsesudkast og medvirke til, at nye tiltag bliver implementeret effektivt i anklagemyndigheden gennem nye retningslinjer mv. Du indgår derfor også i et tæt samarbejde med Justitsministeriet, hvor du samarbejder med departementet om nye lovgivningsinitiativer og ministerbetjening på det strafferetlige område.

En vigtig del af opgaven er, at du bidrager med din erfaring og dine idéer til konkret at udvikle anklagemyndigheden inden for ovenstående fagområder. Du skal have mod på at drive den faglige udvikling med henblik på at sikre kvalitet i anklagemyndighedens straffesagsbehandling og finde løsninger til gavn for borgeren og straffesagskædens aktører – alt sammen i tæt dialog med anklagemyndighedens samarbejdspartnere.



Dig

Du er uddannet jurist (cand.jur.) og har gerne erfaring fra en politikreds, en statsadvokatur, politiet eller Justitsministeriet. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med nogle af de emner, du får ansvaret for.
Derudover forestiller vi os, at du:

  • er engageret og tager dit fagansvar på dig
  • er grundig og har stærke formidlingsevner – både skriftligt og mundligt
  • kan omsætte din faglighed til operative retningslinjer, lettilgængelig kommunikation, undervisning og oplæring
  • har stærke sociale kompetencer og motiveres af tværfagligt samarbejde
  • bidrager til et fagligt og socialt inspirerende miljø i hverdagen
  • har et positivt mindset og tænker i løsninger


Os

Vi tilbyder dig et udviklende job på en fleksibel arbejdsplads. Vi har et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab, og i hverdagen vil du let kunne sparre med og søge inspiration hos dine dygtige kolleger. Vi tilbyder en spændende og dynamisk opgaveportefølje, hvor du vil få styrket dine juridiske og administrative kompetencer. Vi lægger samtidig vægt på nytænkning og udviklingsfokus, så vi sammen kan sikre en fortsat løbende udvikling af anklagemyndigheden. Derudover er det vigtigt for os, at du også udvikler dig fagligt i din tid hos os. Derfor identificerer vi sammen løbende relevante udviklingspunkter, som vi understøtter gennem konkrete udviklingsaktiviteter.



Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver lønmæssigt indplaceret som special- eller chefkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten, medmindre du i forvejen er tjenestemand. Indplaceringen i basislønintervallet inkl. pension og eventuelle tillæg forhandles individuelt.

Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for området. Hvis du ikke er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil stillingens ansættelsesområde som udgangspunkt være den centrale anklagemyndighed.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – normalt til klassifikationsgraden HEMMELIGT. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelsen er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerheds­god­kendelse.

Dit arbejdssted bliver Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.



Søger du?

Har du lyst til at blive en del af Rigsadvokaten så send din ansøgning og CV via linket. Hvis du ikke i forvejen er ansat i anklagemyndigheden, bedes du også sende CV og relevante eksamenspapirer.

Du kan få mere information om stillingen ved at kontakte vicestatsadvokat Iren Hagen (Anklagerfaglig Enhed 2) på tlf. 3032 5108 eller mail imi006@ankl.dk.

Ansøgningsfristen er den 16. september 2025, og vi forventer at afholde samtaler i uge 38-39.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.

Du kan læse mere om anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk

Log ind