Vi søger både dig, der er erfaren sonograf – og dig, der ønsker at blive det! Er du jordemoder eller sygeplejerske med certificering i føtalmedicinsk ultralydsskanning - og søger du nye faglige udfordringer? Så har du nu mulighed for at blive en vigtig del af vores engagerede team på Herlev Hospital.
På 15. etage, med udsigt over både lokalområdet og fremtidens føtalmedicin, tilbyder vi en hverdag med høj faglighed, gode kollegiale relationer og et stærkt fokus på at give de gravide og deres partnere den bedst mulige behandling. Vores arbejdsmiljø er præget af sparring, supervision og et tæt tværfagligt samarbejde, hvor du aldrig står alene med de faglige og menneskelige opgaver.
Vi søger
to nye kollegaer – en erfaren sonograf og en kollega til vores uddannelsesstilling – som har interesse for det føtalmedicinske arbejde. Du bliver en del af en afdeling, hvor vi arbejder målrettet med både faglig udvikling og mental trivsel, blandt andet gennem projektet Mental Sundhed, som styrker arbejdsglæden via kollegiale samtaler og defusing.
Om afsnittet Vi varetager ultralydsundersøgelser i graviditeten fra de tidligste uger og frem til fødslen. Vores sonografer og læger udfører årligt ca. 22.000 skanninger, 400 invasive prøver og 300 genetiske rådgivninger – både som rutinemæssige screeninger og ved særlige indikationer.
Sonograferne udfører 1. trimester skanning og sandsynlighedsberegning, 2. trimester skanning, terminsbestemmelse, tilvækstskanning og flowmåling. Opgaverne rummer stort informations- og vejledningsansvar. Sonograferne assisterer ved invasive procedurer i tæt samarbejde med afsnittets læger.
Faglig udvikling er en fast del af hverdagen med daglige konferencer, case gennemgang og undervisning. Oplæring og supervision er integreret i arbejdet, og som erfaren sonograf vil du også bidrage til at oplære nye kollegaer. Vi værdsætter fællesskab, og sociale arrangementer er med til at skabe et inkluderende og positivt miljø, hvor alle føler sig velkomne.
Uddannelsesstilling som sonograf Vi tilbyder en fast uddannelsesstilling med opstart 1. september 2025 eller efter aftale. Uddannelsesforløbet kombinerer sidemandsoplæring i afsnittet med teoretiske kurser udbudt i samarbejde med SDU, DFMS og regionerne.
Sidemandsoplæringen er en væsentlig del af forløbet og foregår i tæt tilknytning til det daglige arbejde, mens de eksterne kurser typisk varer to dage og afholdes forskellige steder i landet og på SDU.
Som sonograf spiller du en central rolle i at vurdere skanningerne og formidle resultatet til de kommende forældre – med både faglig præcision og stor menneskelig indsigt. Vi støtter dig i at udvikle dine færdigheder og sikrer altid adgang til kollegial sparring.
Din profil Til uddannelsesstillingen: - Du har dansk autorisation som jordemoder eller sygeplejerske
- Du har mindst tre års klinisk erfaring, gerne fra obstetrisk og/eller gynækologisk afdeling
- Du har faglig nysgerrighed og lyst til at lære
- Du har stærke pædagogiske og kommunikative evner og en empatisk tilgang
- Du trives i teamsamarbejde og bidrager positivt til fællesskabet, men har også lyst til at arbejde selvstændigt
- Du er nysgerrig på det faglige og etiske ansvar, der følger med arbejdet som sonograf
- Du har lyst til at lære at arbejde fokuseret og detaljeorienteret - også i travle situationer.
Til den erfarne stilling: - Du har dansk autorisation som jordemoder eller sygeplejerske
- Du er certificeret i føtalmedicinsk ultralydsskanning
- Du har bred klinisk erfaring og brænder for føtalmedicin
- Du har lyst til at udvikle dig fagligt – også inden for de kommunikative og etiske aspekter af arbejdet
- Du evner at vejlede og formidle viden til både patienter og kollegaer
- Du er glad, initiativrig og har lyst til at bidrage til fællesskabet
- Du er i stand til at varetage rådgivning, vejledning og informativ dialog med gravide og par i både glædelige og svære situationer
- Du har en stærk faglighed og kan udføre grundige og fokuserede ultralydsskanninger.
Ansættelsesvilkår Stillingerne er på 28-37 timer pr. uge med primært dagvagter samt 1–2 aftenvagter om ugen. Der kan forekomme arbejde på lørdage i forbindelse med helligdage. Mødetiderne er kl. 7:50–15:05 og 14:50–21:00. Vi tilstræber fleksibilitet og et bæredygtigt arbejdsliv med medindflydelse på dit vagtskema.
Afhængig af dine interesser og kompetencer er der mulighed for at kombinere stillingen med funktion i afdelingens øvrige afsnit – fx fertilitetsklinikken, fødegangen eller barselsafsnittet. Begge stillinger er til besættelse fra 1. september eller efter aftale.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for jordemødre eller sygeplejersker.
Yderligere oplysninger Vi håber, at du finder ovenstående interessant og ser frem til at modtage din ansøgning. Du er velkommen til at kontakte vicechefjordemoder Karina Blom telefon 38689131, overlæge Louise Stig Hornstrup telefon 38686225 eller afsnittet på telefon 3868 3878, kl.8-12.
Ansøgningsfrist: søndag den 27. juli kl. 12:00 (uge 30)
Ansættelsessamtaler: forventes afholdt i uge 31, mulige kandidater kontaktes på mail.