Hybelinstitutionen søger socialpædagogisk medarbejder 37 timer ugentligt til målrettet indsats med anbragte unge. I Hybelinstitutionen søger vi en ny kollega. Vi søger en socialpædagog, som skal hjælpe med at løfte en spændende opgave med anbragte unge. Det er en ansættelse under Hybelinstitutionen med tjenestested på Amagerbro.
Om Hybelinstitutionen Hybelinstitutionen er Københavns største anbringelsesinstitution og varetager ca. 100 indsatser for unge i aldersgruppen 15-23 år, fordelt på flere afdelinger og lokaliteter over hele byen. Lokalenheden Amagerbro består af én afdelingsleder, otte pædagogiske medarbejdere, fire nattevagter og ca. 21-23 unge, der bor primært på Amager. Fælles for alle de unge er, at de ønsker sig et godt liv med nære relationer, job, aktiv fritid, en god bolig og en familie. De unge kan være udfordrede på at opnå dette, idet de på forskellig vis har oplevet omsorgssvigt under deres opvækst.
Flere unge har således haft erfaringer med en ustabil og utryg opvækst, hvor misbrug, vold, sygdom og/eller overgreb har fået alvorlig betydning for deres udvikling. Dette viser sig ved, at de unge kan have svært ved at mærke motivation i hverdagen, at indgå i fællesskaber, at tage læring til sig, at passe et skoletilbud, at opretholde kontakter, eller at være alene. Nogle unge er udfordret af psykiatriske vanskeligheder som personlighedsforstyrrelser, depression/ADHD, OCD eller andet. Flere af de unge har et forbrug af rusmidler og færdes i de miljøer, der hører til i rusmiddelverden.
Indsatserne tilrettelægges individuelt og i tæt samarbejde med den unge, dennes familie og anbringende myndighed. Vores styrke er desuden, at vi er bydækkende, og vores forskellige boformer alle er beliggende i bynære miljøer. De unge kan tilbydes selvstændig bolig, delebolig, bofællesskab og opgangsfællesskaber. Vores samlede boligmasse understøtter dermed en høj fleksibilitet for den enkelte unge.
Om stillingen - Vi arbejder med et afsæt i traumefokuserede indsatser, og vi udarbejder tilknytningsanalyser, der i den pædagogiske praksis understøtter, at de unge opnår øgede mestringskompetencer
- Vi arbejder med procesorienteret dokumentation, hvor de små fremskridt og den pædagogiske tilgang er konkret og synlig, og der er tæt faglig opfølgning. Vores omdrejningspunkt er de unges faktiske hverdag, deres trivsel, relationer, hjemmet, skolen og fritiden
- Vi er brobyggere mellem de unge og andre indsatser, fritid, skole og job
- Vi er omsorgsgivere, hverdagsstøtte og praktisk hjælp, hvor der er behov for det. Der er fast supervision og løbende intern undervisning indenfor traumer og tilknytningsteori
- Vi arbejder fleksibelt ved selv at tilrettelægge arbejdstiden ud fra de unges behov og i tæt samspil med nærmeste leder
- Vi har et bredt netværk af gode tværfaglige kollegaer i vores center
Vores ønsker til dig - Uddannet socialpædagog eller anden relevant baggrund
- Du har erfaring med eller interesse for at arbejde med unge, der har komplekse problemstillinger
- Har gerne efteruddannelse inden for tilknytningsteori eller lignende
- Gode analytiske evner og mod på at arbejde strategisk i direkte samtale med de unge, familien og andre parter
- Et klart og tydeligt fokus i dit samarbejde med de unge, og du kan inddrage den unge i refleksion og mål
- Evnen til at være ansvarsbevidst, fleksibel og kan agere som koordinator i den unges liv i samarbejdet med mange forskellige aktører
- Gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner
Ansættelsesforhold Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til dine kvalifikationer og den gældende overenskomst for pædagogisk personale, uanset din uddannelsesmæssige baggrund. Hvis du har en anden relevant uddannelse, vil du blive aflønnet efter LFS-overenskomsten for pædagogisk personale. Du ansættes i Hybelinstitutionen med tjenestested i lokalenheden Amagerbro, som er beliggende i Portugalsgade på Amager.
I forbindelse med ansættelsen inddhenter vi straffe- og børneattest samt referencer. Upload udførligt CV, uddannelsesbevis og øvrige relevante bilag.
Yderligere oplysninger Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte afdelingsleder Frederik Haugaard Nikolajsen på 20 35 35 53.
Du kan også læse mere om os på vores hjemmeside Søg via linket senest søndag den 10. august 2025 Vi holder ansættelsessamtaler torsdag den 14. august og eventuelt anden samtaler mandag den 18. august.