Socialfaglig medarbejder til Mødestedet

deltid
Socialfaglig medarbejder til Mødestedet
  • Silkeborg Kommune
  • Estrupsgade 4, 8600 Silkeborg

Bliv en del af fællesskabet på Mødestedet – vi søger en socialfaglig kollega til en spændende begivenhedsstilling på 35 timer!

Hos værestedet Mødestedet skaber vi trygge rammer og meningsfulde aktiviteter for mennesker, der har brug for støtte i hverdagen. Vi står over for en særlig opgave, og derfor har vi brug for dig – en engageret kollega, der vil være med til at gøre en forskel. Du bliver tilknyttet én specifik borger, men samtidig bliver du en vigtig del af huset, vores stærke kollegafællesskab og de mange aktiviteter, der giver hverdagen liv og indhold for Mødestedets brugere.

 

Din baggrund kan være både pædagog, ergoterapeut, social og sundhedsassistent, sygeplejerske eller socialrådgiver. Det afgørende er, at du har et særligt engagement og et drive for arbejdet med lige præcis vores målgruppe, som er voksne borgere med psykisk sårbarhed af forskellig grad.

 

Om Mødestedet
Mødestedet er et socialpsykiatrisk værested med både u-visiterede og visiterede brugere af huset. Det betyder også, at brugere med psykisk sårbarhed kan komme ’lige fra gaden’ og være en del af hverdagen i huset og danne netværk med andre i samme målgruppe. Vi tilbyder også visiterede, individuelle samtaler med udgangspunkt i de mål, som brugeren har formuleret med sin sagsbehandler.

Mødestedet er drevet med en høj grad af brugerinddragelse -og indflydelse, hvor flere af aktiviteterne er drevet sammen med brugerne. Vi har hver måned brugermøde, hvor vi drøfter stort og småt omkring husets drift, samvær og aktiviteter, ligesom hverdagen kan forme sig efter gode idéer og muligheder.

Vi har åbent hver tirsdag aften og hver lørdag, så du må forvente aftenarbejde om tirsdagen til kl. 19.00 og hver tredje lørdag fra kl. 10-15. 

 

Som vores nye kollega har du en særlig opgave omkring en specifik bruger, som har behov for en ekstra social psykiatrisk og pædagogisk indsats. Der er dels tale om kognitiv funktionsnedsættelse, komplekse psykiatriske diagnoser – herunder traumehistorik samt sprogbarriere. 

Men du er også en del af værdiskabende aktiviteter såsom krea-værksted, træværksted, ler værksted, madlavning, strikkeklub, musikgruppe, bordtennis, gåture og trivsels- og sundhedsgrupper – eller andet som kan være på tegnebrættet. Du er sammen med dine 6 kollegaer med til at facilitere et socialt fællesskab, hvor vi som fagpersoner er til stede i både aktiviteter og individuelle samtaler, hvor vi lytter, spørger og hjælper med at finde nye veje at anskue hverdagen på.

Faglig velfunderet dokumentation er også en vigtig del af din opgave som kontaktperson, særligt for den borger som denne stilling vedrøre, men også for de øvrige visiterede brugere, hvor vi udover daglige notater også laver status skriv til brug for evalueringsmøder med sagsbehandler.

 

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant grunduddannelse som fx pædagog, ergoterapeut, social og sundhedsassistent, sygeplejerske eller socialrådgiver
  • Er stærk i relationer og i kommunikationen med mennesker og kan indgå tålmodigt og ydmygt i samarbejdet med og omkring borgerne
  • Har en god portion forandringsparathed og evne til at reflektere over egen og andres praksis, på en måde hvor feedback bliver både udviklende og eventuelt praksis forandrende.
  • Evner at faciliterer de gode samtaler, i et uformelt samvær, hvor du er opmærksom på relationerne i rummet.
  • Er stærk i skriftlig dokumentation
  • Værdsætter høj faglighed og god trivsel for både borgere, dine kolleger og dig selv
  • Har en evne til at se muligheder fremfor begrænsninger og kan fokusere på ressourcer og deres betydning for mulige løsninger

 

Vi tilbyder:

  • En grundig introduktion til opgaverne
  • Et godt kollegaskab med engagerede, erfarne og fleksible kollegaer 
  • En unik mulighed for at være med til at præge og udvikle Mødestedet, så vi efterkommer brugere og samarbejdspartneres ønsker
  • Sparring med faglig koordinator i et lærende perspektiv.
  • Attraktive arbejdstider inden for socialpsykiatri
  • Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse

 

Om Social, psykiatri- og rusmiddelsektionen
Mødestedet hører til i Social, Psykiatri- og Rusmiddelsektionen, hvor vi løbende arbejder med at udvikle vores rehabiliterende tilgang og det gode liv for borgerne i samarbejde med borgere og samarbejdspartnere. 

Vi indgår i partnerskaber med andre kommunale afdelinger - fx Beskæftigelsesafdelingen - og med den regionale psykiatri samt andre aktører for at skabe de mindst indgribende og mest sammenhængende tilbud. Borgerperspektivet er afgørende i forhold til alle indsatser og enhver opgaveløsning.  

I vores afdeling arbejder vi aktivt og løbende med at udvikle kvaliteten af vores indsatser - og organisationskulturen er blandt andet kendetegnet ved høj grad af forandringsparathed og højt fagligt ambitionsniveau.

Praktisk information:
Stillingen opslås på 35 timer, som en begivenhedsstilling med baggrund i en særlig opgave. Vi vil løbende snakke sammen om varigheden, men forventeligt min. 6 måneder.

Tiltrædelse:. Hurtigst muligt, senest 1. februar 2026.

Ansøgningsfrist søndag den 4 januar 2026. Samtalerne forventes afholdt torsdag den 8. januar 2026. Du vil få besked om, hvorvidt du er udtaget til samtale onsdag d. 7 januar

Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte faglig koordinator Elena Hermansen på 21 28 68 96 funktionsleder Glennie B. Hugger på tlf. 61 50 59 35, frem til 19/12-25

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Vi indhenter offentlig straffeattest på den person, vi ønsker at ansætte.

Log ind