Social media-specialist med fokus på forskningsformidling (vikariat 1 år) - Afd. for Kommunikation og Medier

fuldtid
Social media-specialist med fokus på forskningsformidling (vikariat 1 år) - Afd. for Kommunikation og Medier
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Anker Engelunds Vej 101, 2800 Lyngby-Taarbæk

Kan du formidle DTU’s forskning på Instagram?

DTU har en stærk, fællesskabsorienteret Instagram-profil med over 23.000 følgere. Nu skal DTU’s forskning og teknologi have et endnu tydeligere aftryk på profilen.

Vi søger derfor en visuelt stærk kollega, der kan formidle forskning og resultater og sætte spot på DTU’s arbejde med at løse nogle af de store udfordringer, planeten står overfor: Klima, energi, sundhed mv.

Historierne skal vise DTU som universitetet, der skaber teknologi for mennesker og som omsætter forskning til løsninger til gavn for samfundet og for verden. DTU er kåret som EU’s bedste tekniske universitet to år i træk.

Vi søger en specialist, der har dokumenteret erfaring med visuel, digital kommunikation. Du skal derfor kunne:

  • dokumentere hands-on erfaring med formidling på sociale medier – primært Instagram. Og gerne med links til eksempler, som du er særlig stolt af
  • arbejde ud fra, at du og dit produkt er et lille tandhjul i en stor maskine, hvor gode samarbejdsevner og strategisk forståelse for de gode historier er afgørende
  • arbejde inden for rammerne af DTU’s stærke visuelle identitet, samtidig med at du videreudvikler den, så den fungerer på de sociale mediers præmisser
  • arbejde hurtigt, når historien kræver det, og kunne arbejde i dybden med længere produktionstid, når det er det, historien kræver.

Du bliver en del af et stærkt kommunikationsfagligt miljø med SoMe-managere, videojournalister, grafikere, journalister, pressefolk og kommunikationsmedarbejdere, som indsamler og bearbejder gode historier. 

Hvordan din faglighed præcist passer ind i denne mangfoldighed af dygtige kollegaer, er ikke mejslet i sten. Det er derfor vigtigt, at du i din ansøgning gør det tydeligt for os, hvor netop din force ligger, og hvad der gør, at du kan løse de kommunikationsopgaver, vi gerne vil løfte os på.

Hvad tilbyder vi dig?
Du bliver en del af DTU’s kommunikationsafdeling, som har ansvaret for den overordnede strategiske interne og eksterne kommunikation, DTU’s designlinje, hjemmeside og intranet. Vi har derudover ansvaret for DTU’s profilmagasin, Dynamo, samt informationsaktiviteter rettet mod nuværende og potentielle studerende.

I DTU's kommunikationsafdeling beviser vi hver dag, at et ambitiøst arbejdsliv og et travlt privatliv godt kan kombineres.

Løn og ansættelsesvilkår 
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. Dit arbejdssted bliver primært på DTU's campus i Lyngby, men der kan også være arbejdsdage på DTU's andre lokaliteter, f.eks. Risø Campus og Ballerup Campus.

Ansøgning og kontakt 
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 15. september 2025 .Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Vil du vide mere om jobbet, så kontakt kontorcheferne Louise Simonsen på 2814 3624 eller Peter Trads på 5115 7378.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretaget open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Teknologi for mennesker  
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN's 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Log ind