SMK søger studentermedhjælper til oplevelsesafvikling og -kommunikation

deltid
SMK søger studentermedhjælper til oplevelsesafvikling og -kommunikation
  • Statens Museum for Kunst
  • Sølvgade 48, 1307 København K
Brænder du for kunstformidling og live-events? Er du nysgerrig på, hvordan kunst og kunstneriske oplevelser kan blive tilgængelige for og med flere forskellige mennesker? SMK søger en studentermedhjælper til oplevelsesafvikling og -kommunikation, som kommer til at indgå i museets oplevelses-team, der blandt andet programlægger og producerer kunstbegivenheden SMK Fridays.

SMK er Danmarks nationalgalleri og formidler mere end 700 års kunst herunder den nyeste samtidskunst. Som studentermedhjælper i museets kommunikationsafdeling vil du få erfaring med en bred vifte af kommunikations- og produktionsopgaver. Oplevelseskommunikationen på SMK beskæftiger sig med de offentlige begivenheder, der indgår i SMK’s program og har til formål at skabe større synlighed omkring SMK og udbrede kendskabet til museet. Vi arbejder målrettet og eksperimenterende i vores arbejde med konstant at skabe kvalitet og fornyelse i museumsbesøget og -formidlingen. Vi arbejder desuden på at mangfoldiggøre kunsten og kulturarven ved at give plads til nye fortællinger og tilbyde anderledes veje ind til kunsten.

Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • Afvikling, koordinering og kunstnerpleje i forbindelse med arrangementer
  • Researchopgaver, herunder på kunstnere og kommunikative tiltag
  • Tekstskrivning og korrekturlæsning til diverse medier
  • Deltagelse i produktion af grafisk materiale
  • Besvarelse af henvendelser fra eksterne og interne interessenter samt opsøgende kontakt
  • Assistere med daglige ad-hoc opgaver
Kvalifikationer
Som studentermedhjælper med fokus på oplevelseskommunikation ser vi gerne, at du:

  • Har nogle år tilbage af din uddannelse
  • Har erfaring med at arbejde med og afvikle arrangementer eller events
  • Kendskab til eksempelvis Photoshop, InDesign og Illustrator
  • Er nysgerrig på kultur bredt (musik, litteratur, design, dans, teater mm.)
  • Kan tænke kreativt og selvstændigt
  • Er grundig, struktureret og følger opgaver helt til dørs
  • Udviser engagement, nysgerrighed og kan håndtere flere opgaver på én gang
  • Er fleksibel ift. aften- og weekendarbejde
  • Har mulighed for mindst én, fast ugentlig dag
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/STAT for kontorfunktionærer mfl. Aflønning sker i henhold til organisationsaftalens timeløn for studerende.
Arbejdstiden er 15 timer om ugen. Tiltrædelse så snart som muligt.

Museets arbejde med SMK Fridays og øvrige oplevelser er forankret i kommunikationsafdelingen på SMK. Der vil forekomme aften- og weekendarbejde.
Arbejdsstedet er Sølvgade 48-50, 1307 København K, men der vil forekomme arbejdsdage udenfor museet i forbindelse med arrangementer.

Ansøgningsfrist:
Du søger jobbet via vores e-rekrutteringssystem på SMK’s hjemmeside www.smk.dk, hvor du under "jobs" følger anvisningerne.
Du modtager en automatisk udsendt mail som kvittering for vores modtagelse af din ansøgning mv.

Vi skal have modtaget din ansøgning mv. senest den 4. december 2025.

Mangfoldighed er et aktiv, og vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Vil du vide mere?
For spørgsmål kan du kontakte Ayoe Torbensdottir, Program- og kommunikationsansvarlig for SMK Fridays & oplevelser på 2552 7205, den 24. november i tidsrummet 09.00-11.00 og 27. november i tidsrummet 13.00-14.00

Log ind