Skoleleder til Damagerskolen og Greve 10. klasse

fuldtid
Skoleleder til Damagerskolen og Greve 10. klasse
  • GREVE KOMMUNE
  • Rådhusholmen 10 2670 Greve
Drømmer du om at lede en skole, hvor nærvær, fællesskab og faglighed går hånd i hånd – og hvor du hver dag gør en forskel for både elever og medarbejdere?

På Damagerskolen tror vi på, at stærke relationer og fælles ansvar skaber de bedste rammer for læring og trivsel. Her bliver du en del af et engageret fællesskab, hvor vi løfter i flok og har hjertet med i alt, hvad vi gør.

Du får også ansvaret for Greve Kommunes 10. klassecenter (GTI), som har sin egen leder og dedikerede personale i moderne rammer – og som du bliver en vigtig sparringspartner for.

Hvem er vi?
Damagerskolen har to almenspor og en modtagerklasse på mellemtrinnet. Skolen har ca. 380 elever og 52 medarbejdere – lærere, pædagoger og andre personalegrupper. Endelig er vi et lederteam bestående af to afdelingsledere og en leder af GTI.

Damagerskolen er kendetegnet ved nære relationer og et dybt engageret personale. Vi har stort fokus på trivsel for både elever og medarbejdere og drives af vores fælles opgave. På Damagerskolen er der plads til både fokus på det kreative og på at løfte elevernes faglighed fx gennem vores matematikindsats og vores makerspace.

Vi er én samlet skole, hvor undervisning og fritid hænger tæt sammen. Der er et tæt og ligeværdigt samarbejde mellem lærere og pædagoger. Som medarbejdere er vi engagerede i vores pædagogiske og didaktiske opgaver, og vil meget gerne indgå i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med ledelsen, hvor vi sammen driver og udvikler skolen. Vi er løsningsorienterede, fleksible og gode til at hjælpe hinanden.

Vi er en personale- og ledergruppe som værdsætter god energi.

GTI rummer pt 4,5 klasser med 90 glade elever. Skolen er dynamisk med et højt fagligt niveau, og har stor succes med at løfte elevernes faglige niveau og karaktergennemsnit ift. deres afgangsprøve fra 9. klasse
Skolen arbejder sammen med Greve Gymnasium, Køge Handelsskole, Erhvervsskolerne og de øvrige ungdomsuddannelser. På GTI skinner det igennem, at alle selv har valgt at være her. Her udvikler eleverne sig fagligt, socialt og personligt, og ansvar, selvbestemmelse og tillid er nøgleord.

Som ny skoleleder bliver du en del af et ledelsesteam, som hylder kort afstand og en flad struktur. Du skal, helt naturligt, kunne se dig selv i daglig og tæt dialog med dine afdelingsledere, hvor vi som ledelse i højere grad fordeler vores opgaver efter kompetencer end efter det formelle hierarki. Du må meget gerne have øje for den særlige disciplin at ville noget med ledelse af ledere.

Vi vægter samarbejdet med forældre højt og har et godt og tæt samarbejde med skolebestyrelsen. Samarbejdet med forældre er en væsentlig del af din opgave som skoleleder og det er vigtigt, at du vægter den positive dialog højt.

Damagerskolen er sammen med de øvrige skoler i Greve Kommune optaget af at udvikle det samlede skolevæsen med respekt for den enkelte skoles særkende og skoleledelsernes selvstændige ledelsesrum. Vi vægter fællesskabet i skoleledergruppen højt og der er altid sparring at hente hos en dygtig skolelederkollega eller fagfolkene i centeret.

Vi arbejder forsat på at implementere kommunens Børne- og Ungepolitik, et fælles børne- og ungesyn og en større forandring af det specialpædagogiske område. Det er et spændende arbejde, som du får mulighed for at bidrage til.

Hvem er du?
Din energi smitter og du er et roligt menneske med et godt overblik og en anerkendende tilgang. Du har styr på det at drive skole, besidder et nutidigt og rummeligt børnesyn (og menneskesyn), er pragmatisk og vægter ordentlighed og rettidig omhu højt. Du må gerne have let til latter – så passer du nemlig til os andre på skolen.

Som skolens nye leder skal du have styr på styringen. Det vil sige, at du er stærk i det organisatoriske, har fokus på rammer og retning, og systematisk og kontinuerligt følger op på mål og indsatser. Du har det overordnede ansvar for en stor økonomi, og du skal have god indsigt i hvordan en skoles økonomi er sammensat, og hvordan den skal styres. Det betyder ikke, at du skal være en haj ned i den enkelte celle i et regneark, men du skal have styr på de store linjer i den administrative ledelse.

Det er naturligt for dig at involvere, kommunikere og følge struktureret op på beslutninger.

Du kan imødekomme personalets ønske om en leder, der er nærværende i hverdagen, og som er oprigtigt interesseret i deres arbejde og trivsel, og hvor du har blik for både det, der går godt, og det, som er svært.

Du skal have erfaring med den driftsmæssige del af ledelsesopgaven.

Du skal ønske at gøre Damager Skolen til din skole – en skole du er stolt af, med medarbejdere, afdelingsledere og elever som også er stolte af at være en del af skolen.

Din baggrund
Vi forventer, at du har ledelseserfaring fra folkeskolen med en baggrund som lærer. Du er formentlig en erfaren viceskoleleder klar til næste trin eller en erfaren skoleleder, der gerne vil have det nærvær, man kan få på en mindre skole. Du har din lederuddannelse på plads, eller ønsker at gennemføre den på minimum diplomniveau.

Proces
Stillingen ønskes besat pr. 1.1.2026.

Ansættelsesudvalget er bredt sammensat af medarbejdere fra både undervisning og fritid, ledere på skolen, forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer og en skolelederkollega. Souschefen i Center for Dagtilbud & Skoler er personaleansvarlig for skolelederne, og er formand for ansættelsesudvalget.

1. samtalerunde finder sted onsdag den 19. november 2025 og 2. samtalerunde onsdag den 26. november 2025. Mellem samtalerne skal der påregnes tid til test.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til, efter efterårsferien, at kontakte souschef i Center for Dagtilbud og Skoler Mette Harder, telefon 40 31 05 85. Inden du besøger skolen, skal du kontakte viceskoleleder Lotte Rue Hemmingsen, telefon 20 27 97 82.

Løn og ansættelse sker efter gældende regler, og fastsættes efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Send din ansøgning til os senest kl. 20.00 onsdag den 12. november 2025.

Log ind