Skatteministeriet søger kontorchef til Sikkerhed og Beredskab

fuldtid
Skatteministeriet søger kontorchef til Sikkerhed og Beredskab
  • Skatteministeriet
  • Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K
Vil du være med til at sikre, at departementet og koncernen kan håndtere ekstraordinære hændelser gennem tidssvarende rammer for fysisk sikkerhed og effektive beredskabsplaner? Så er du måske den kontorchef, vi søger til Skatteministeriets kontor for Sikkerhed og Beredskab.

Om jobbet
Som kontorchef i kontoret, Sikkerhed og Beredskab, er du ansvarlig for at understøtte koncernens robusthed på et afgørende område. Danmark står lige nu over for et komplekst trusselsbillede, som vi som ministerområde skal ruste os til.

Som kontorchef får du derfor mulighed for at arbejde med højaktuelle emner på sikkerheds- og beredskabsområdet, og dit arbejde gør en forskel for, hvordan vi som koncern står overfor de udfordringer, der måtte komme.

Du vil være ansvarlig for, at kontoret udarbejder strategiske og tværgående initiativer på området, og at dine medarbejdere udtænker velfungerende løsninger inden for (fysisk) sikkerhed og beredskab. Derudover vil kontoret udarbejde notater og skrive beslutningsoplæg til skatteminister og departementschef i samarbejde med departementets andre kontorer. Kontoret har desuden et tæt samarbejde med koncernen på sikkerhedsområdet.

Kontoret for Sikkerhed og Beredskab er et kontor på knap 10 medarbejdere. Kontoret er sammensat af dygtige generalister og jurister, og er ét af 10 kontorer i afdelingen Koncernstyring. Afdelingen har tre afdelingschefer, og du vil referere til den ene.

Om dig
Du har en relevant videregående uddannelse og erfaring med fagområdet.

Vi forventer desuden, at du:

  • har erfaring med og forståelse for det politiske system og de politiske beslutningsprocesser, ligesom du har stor faglig kapacitet
  • har strategisk overblik og kan eksekvere og sikre fremdrift i mange sager på en gang
  • kan samarbejde på alle niveauer i en organisation med mange interne og eksterne samarbejdsflader og kan opbygge solide netværk.
  • har erfaring med personaleledelse.
Stillingen kræver robusthed og evnen til at arbejde i et komplekst felt samtidig med, at du kan sætte retning, gå forrest og motivere - også når det spidser til.

Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter, og vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.

Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 21. maj 2025. Er du er tjenestemand, stiles din ansøgning til H.M. Kongen. Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte afdelingschef Christina Severinsen på CSE@skm.dk.

Der kan indgå tests som led i ansættelsesproceduren.

Ansættelse sker på åremålsvilkår i henhold til rammeaftale for kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen forventes klassificeret i lønramme 37, svarende til løngruppe 1 for kontraktansatte. Hertil kommer åremålstillæg og eventuelt yderligere tillæg efter forhandling. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. Forud for ansættelsen vil der blive indhentet straffeattest.

Log ind